Firmaet I. Chr. Olsen Kunstforlag i København regnes for, sammen med papirfirmaet L. Levison Junior, at være ansvarlig for kendskabet til og udbredelsen af julekalenderne i Danmark.

De ældste danske julekalendere fra 1930’erne gør tydeligt opmærksom på, at de er trykt i Danmark. Kaster man blot ét blik på motiverne, emmer alt her sædvanligvis af sydtysk vinteridyl: Sneklædte bjerge og bindingsværkshuse, den særlige tyske bjergnisse og de små motiver bag lågerne. Det er den tyske julekalender, som er forbilledet for de danske julekalendere. Selv i 2018 er mange danske julekalendere i deres formsprog en skøn sammenblanding af brødrene Grimms eventyr og Walt Disneys tegnefilm. Meget hurtigt efter 1930 måtte den mere bister udseende tyske nisse dog vige pladsen for sin mere fornøjelige danske slægtning, den søde julenisse, som boltrer sig oppe og nede, ude og inde på de danske julekalendere.

Julekalender fra 1937

Indbegrebet af en hyggelig julekalender er stadig en blanding af ingredienser som bjerge, graner, bindingsværkshuse, en kirke – alt behørigt klædt i den hvideste julesne. Man kan ligefrem hævde, at en traditionel dansk julekalender ikke kan have et motiv fra for eksempel den flade jyske hede eller det kuperede sydfynske landskab.

Kalenderen foroven er en af de ældste i Den Gamle Bys store samling af julekalendere. Alle 24 låger har været åbnet, men desværre mangler der hele 13 låger. Formatet er 24 x 32 cm.

En dansk nisse? Nej, vel!

Motivet på den let glimmerbestrøede julekalender er en gående julemand med stok og gavesæk ledsaget af bjergnisser med gaver. De går ved nattetide i en sneklædt by med huse, kirke og træ. Bemærk den gule ramme med den uregelmæssige bort med stjerner, klokker, tændte julelys, pyntede juletræer og honningkagefigurer. Forneden i borten er angivet I. Chr. Olsen Kunstforlag og Printed in Denmark 1417. På bagsiden er der med blyant skrevet Til Elsebeth Julen 1937 Moster Jenny, der klart og entydigt giver en fin datering på kalenderen.

I. Chr. Olsen Kunstforlag – Printed in Denmark 1417

Det fremgår altså med al ønskelig tydelighed, at denne julekalender er fremstillet af firmaet I. Chr. Olsen Kunstforlag i København, og at den netop er Printed in Denmark.

Lastbil med en tysk presenning er motivet til låge 9

Det er dog ingenlunde tilfældet. Motivvalget er tysk selv ned i de mindste detaljer. At der vitterlig er tale om en tysk julekalender fremgår også entydigt af visse lågemotiver. Se her for eksempel lågemotivet nederst til højre på julekalenderen, hvor låge nummer 9 er bortkommet: En lastbil med det tyske ord Stick-Kalender på presenningen.

Det selvsamme motiv findes på en julekalender i en privatsamling i Nederlandene. Den nederlandske julekalender er noget mindre (21 x 30,5 cm), kraftigt glimmerbestrøet, har en anderledes bort, og enkelte af lågerne har form som stjerner i stedet for at være cirkulære.

Denne julekalender i Nederlandene er trykt i US- Zone, Germany – og dermed dateret til perioden mellem 1945 og 1955

Forneden i den hvide bort er trykt Made in Germany US Zone og Crystal No 284. Angivelsen af US Zone daterer julekalenderen til årene 1945-55. Læg mærke til kunstnersignaturen Brandes for tegneren Kurt Brandes (1905-77) i nederste venstre hjørne. Motivet på den danske julekalender fra 1937 er vandret beskåret forneden, så kunstnersignaturen ikke er synlig.

Forklaringen på alt dette kan vist kun være, at firmaet I. Chr. Olsen Kunstforlag omkring 1937 hjemkøbte et antal tyske julekalendere, fjernede de oprindelige trykte angivelser om udgiver med mere og trykte firmaets eget navn på dem.

Julekalender fra 1937-39 udgivet af I. Chr. Olsen Kunstforlag i København

Og så er der jo lige det med den specielle bort. Præcis den samme gule ramme og borten går igen på to ens julekalendere, der forsøgsvis er blevet dateret til cirka 1937-39, i Den Gamle Bys samling. Også her er alle motiverne tydeligvis af tysk oprindelse. Læg især mærke til børnenes englevinger og kjoler. Også denne julekalender gør opmærksom på, at den er fremstillet i Danmark. Nederst i borten står igen I. Chr. Olsen Kunstforlag og Printed in Denmark 1430. Kalenderen her er forsøgt dateret til cirka 1937-39.

Det bemærkelsesværdige ved denne julekalender er, at også den er set med andre påskrifter, nemlig Made in Germany US Zone og Crystal No 285 R. Præcis samme kalender, men dateret til årene 1945-55 takket være tilstedeværelsen af ordene US Zone!

Det hæderkronede firma I. Chr. Olsen Kunstforlag pynter sig dog med lånte fjer, da de to julekalendere med Printed in Denmark med sikkerhed er af tysk herkomst.

Kristtorn er en uundværlig ingrediens i den danske jul. Grenene med de grønne blade og de blodrøde bær indgår i mange former for juledekorationer og juleudsmykninger. De er blevet flittigt brugt til at flette farvestrålende kranse, der blev ophængt på ydersiden af døren eller indvendigt i stuerne.

Sanghæfte fra 1940’erne

Samtidigt indgår kristtornen i et væld af elementer, som hører den danske jul til. Den optræder på sanghæfter og julekort, juleskeer og julekalendere, juleplatter og jeg ved snart ikke hvad.

To postkort stemplet 1920. Læg mærke til, at borten med klokker og kristtorn er blevet spejlvendt, og at der i baggrunden er henholdsvis en kirke og en stendysse

Den engelske præst og digter Robert Stephen Walker (1803-75), der interesserede sig meget for Cornwalls historie og vist var noget excentrisk, skrev i 1838 digtet Modryb Marya, lig med Tante Marias Træ.

Juleske fra 1946

Now, of all the trees by the king’s highway,

Which do you love the best?

O! the one that is green upon Christmas Day,

The bush with the bleeding breast.

Now the holly with her drops of blood for me:

For that is our dear Aunt Mary’s tree.

Udsnit af julekalender fra 1940-erne

Ordene Aunt Mary’s tree er at tolke som jomfru Marias træ. Mary’s tree er i gammel tid blevet fordansket til Maretorn, som netop er en af de folkelige benævnelser for kristtorn. Af andre folkelige betegnelser kan man nævne skovtidsel, hesseltorn, krontorn og hørfrøtorn.

Juleplatte 1917 fra Den Kongelige Porcelænsfabrik

Kristtorn, Ilex aqvifolium, var tidligere officinel, hvilket vil sige, at de danske apotekere var forpligtiget til altid at have den på lager. Kristtorn blev førhen anvendt som et lægemiddel. Bladene er et svagt sammensnerpende og styrkende middel, der befordrer afføringen, virker sveddrivende og er god for fordøjelsen. Man har tidligere brugt dem i koldfeber, mod kolik, i kronisk reumatisme og gigt, dog mest mod den stivhed i leddene, som gigt efterlader, i form af et væskeformet udtræk. Bladene indeholder et krystalliserbart, bittert stof, kaldet Ilicin, som tidligere er blevet brugt som erstatning for kinin. Man skal dog være meget varsom med Ilicin, da det kan fremprovokere alvorlig kvalme, opkastning og diarré. Bærerne vides anvendt som et middel mod epilepsi. Saften er god til fremstilling af fuglelim.

Godtepose fra 1950-erne

Man kan også lave en glimrende bjesk ved at indsamle buskens blade. Det er bedst at bruge de nye, blanke og lysegrønne blade. For at få de mest friske blade skal man plukke dem i blomstringstiden. Efter at have skyllet bladene grundigt strør man dem ud på et klæde og lader dem blive helt tørre. Herefter kommer man bladene ned i en flaske og tilsætter en flaske Brøndum akvavit eller vodka. Det hele skal have lov til at stå og trække i mindst et par døgn. Indholdet hældes igennem en si og over i en ny flaske. Så har man en dejlig essens med den fineste grønne kulør, der enten kan nydes, som den er, eller bruges som tilsætning til en Brøndum.

Juledug fra omkring 1970

Navnet Kristtorn giver næsten sig selv. Man har tidligere haft den opfattelse, at Kristi tornekrone da måtte have været flettet af buskens grene. Bladene er tæt besat med torne, og de blodrøde bær kunne så efterligne de bloddråber, der selvfølgelig blev fremkaldt af tornene. Det er og bliver dog en gammelfolkelig tro. Hvis Kristus har båret en tornekrone, kan det i al fald ikke bevises, hvad tornekronen var lavet af.

Kagedåse fra 1950-erne

Brugen af kristtorn i det danske juleunivers har antageligt sin rod i England. Især efter krigen 1864 mod Preussen vendte mange danskere blikket mod England. Man lod sig inspirere af de engelske juletraditioner. De engelske træk er stadig synlige i den danske jul. Tænk blot på julekortet i postkassen, misteltenen i døråbningen, kalkunen på spisebordet og knallerten på juletræet, der alle er af engelsk oprindelse.

Emballage fra 1940-erne

Det er rart at have en kristtorn i haven. Ikke blot kan vi bruge dens grene, blade og bær i forskellige juledekorationer, men vi kan også nyde synet af de stedsegrønne blade, der synes mest grønne netop i de mest dunkle vintermåneder. Og de røde bær? I en tid med knaphed på mad er i al fald solsortene i min have meget glade for de fristende bær.

Kristtornen, som vi kender den fra vore haver

Hvert eneste år, når vi skal pynte juletræet, finder vi kassen med julepynt frem fra gemmerne. Vi nikker genkendende til de flettede julehjerter og kræmmerhuse og engle og trommer og flagguirlander af papir.

Den mere traditionelle form for glaspynt

Ekstra varsom er vi med den lille, godt forede kasse med glaspynten. Her er de farvestrålende almindelige julekugler. Her er de sjove reflektorkugler, der tilbagekaster lyset fra træets stearinlys. Fra tyske fabrikker centreret omkring landsbyen Lauscha i Thüringerwald blev der fra omkring 1850 eksporteret i millionvis af glaspynt i alle tænkelige faconer til store dele af verden: Fugle, kogler, frugter, kirker, klokker, julemænd samt selvfølgelig kugler af enhver art og kulør.

Vi er kort sagt meget fortrolige med den form for julepynt, der hører til et ægte dansk juletræ. Det falder umiddelbart ikke svært at forstå, hvorfor der hænger en kirke eller en klokke, en julemand eller en engel af glas på træet.

En rose af glas giver god mening, når man betænker, at rosen er et symbol for Jomfru Maria og Jesus Kristus selv. Æbler og valnødder giver også mening, da julen altid har været forbundet med det at spise. Forskellige former for kogler rimer meget godt med et nåletræ.

Både sol og måne er også til at forstå. Solen minder os om, at julen også er en lysets fest. Både sol og måne er en form for tidsmålere, og dermed et symbol på verdens stabilitet og forudsigelighed.

Alligevel må man af og til standse op for at gruble lidt over noget af julepynten af glas. Der er igennem tiden blevet anvendt de mest besynderlige former for pynt til dekorering af juletræets grene.

Jeg mener: Hvad i alverden laver en zeppeliner, en bil, et tog, en tepotte, en fisk, en luftballon eller ligefrem en agurk på et juletræ?

Man kan faktisk finde en forklaring på det meste af julepynten. At anvende en zeppeliner, en flyvemaskine, et skib eller et damplokomotiv som julepynt skyldes vel stoltheden og fascinationen over den nye tids vidunderlige maskiner.

Det nationale sindelag kommer for alvor til udtryk på dette julepynt fra tiden omkring 1. Verdenskrig

Megen pynt på vore danske juletræer er nationale symboler, der er kommet til efter Treårskrigen 1848-51: Dannebrog, tromme og trompet. Danmark er dog ikke ene om at have frembragt julepynt med nationale motiver.Også i Tyskland bevægede man sig i tiden omkring 1. verdenskrig ud af samme tangent, som man tydeligt kan se af glaspynten herover.

Nu er det altså ikke kun på den tyske glaspynt, at man finder disse mærkværdigheder. Også her i landet har man været godt med. I de forskellige danske julehæfter er der ingen mangel på besynderlig papirpynt til juletræets grene. Her er anvisninger på, hvordan man laver for eksempel en rødspætte, en flagermus, en kuffert, en spiselig sommerfugl, en fuchsia, violer i buket, valmuer og så videre. Herunder er blot vist et enkelt eksempel.

Hvis man drømte om at have en kineser på juletræet, kunne man i Børnenes Julehilsen 1903 finde opskriften på, hvordan den slags julepynt kunne laves

Nu må vi da endelig ikke glemme agurken! Hvad laver den på juletræet?

Jeg besøgte verdens største julemesse i Frankfurt am Main i januar 2018. Her faldt jeg i snak med en repræsentant fra en af de små glasfabrikker i Lauscha. Hans forklaring på agurkens tilstedeværelse lød sådan: I de små fattige hjem ude i Thüringerwald kunne der være ret så mange børn. Havde man ikke råd til at købe gaver til alle børnene, kunne man så godt som nu muligt skjule en agurk blandt træets grene. Det barn, der først fandt glasagurken, ville få årets julegave. En anden forklaring på agurken lyder lige så troværdig: Det barn, som fandt agurken, blev betænkt med en ekstra julegave.

Hvad man i januar 2018 kunne se på julemessen Christmas World i Frankfurt am Main

Julebutikken på torvet i Den Gamle By nærmest bugner i disse dage af tysk glaspynt til vore juletræer. Glaspynten er formblæst i gamle forme og håndmalet i den gamle stil. Glaspynten er fremstillet på små familieejede fabrikker netop omkring byen Lauscha. Uanset hvilken forklaring, der er den rigtige hvad angår agurkens tilstedeværelse på juletræet, så kan du stadig nå at købe en agurk i Julebutikken.

Forventningens brag. Kravlenisseparret er tegnet af Rene Michäelis i 1950’erne

De fleste af vore juletraditioner har deres rod i det tyske område. Der er dog undtagelser. Julemærket, juleplatten og det flettede julehjerte er således ægte danske bidrag til julens historie i ind- og udland. Den flettede halmbuk stammer oprindeligt fra Sverige, og kom her til landet som en invasiv art omkring eller kort efter 1920. Fra England har vi hentet julekalkunen, julekortet, kristtornen og misteltenen, samt de knallerter, som man af og til stadig kan finde på danske juletræer.

Knallerter fra 1980’erne

Knallerten er i al sin enkelhed blot et gerne farvestrålende rør af kraftigt papir. Indlagt i knallerten er en tynd og smal papirstrimmel, som er kemisk behandlet. Når to personer trækker i hver sin ende af strimlen, bevirker friktionen, at den kemiske blanding, altså ‘krudtladningen’, eksploderer. Som regel er eller var der i røret anbragt lidt sukkergodt, smågenstande af træ, blik eller plastik, men indholdet kunne også bestå af en bonmot.

Fra en julekonkurrence i Illustreret Familie-Journal 1925 nr. 51

Forløberen for knallerten blev udtænkt i 1847 af englænderen Thomas J. Smith, som egentligt var konfekture-sælger i Goswell Road i London. Ideen hentede han i Frankrig, hvor det var meget brugt at indpakke bonbons i papir. Han kan have været inspireret af festfyrværkeri, da han i 1861 kom på at indlægge små krudtladninger sammen med de indpakkede bonbons i et rør af papir. Opfindelsen gik under navnet Forventningens brag. Altså knallerten, som vi kender den i dag. Han fremstillede egentligt bonbons, men salget gik ikke alt for godt. Derfor fik han den ide at indlægge en bonbon i det rør, der snart blev udviklet til en ægte knallert.

Nisse til ophængning tegnet af Frederik Bramming i 1950’erne

Salget gik strygende. Der blev også fremstillet knallerter til brug ved alle andre højtider og enhver form for festivitas. Thomas J. Smith lavede specielle knallerter til for eksempel Verdensudstillingen i Paris 1900 og til den store rejse, som prins Edward af Wales (den senere Edward VIII) foretog i 1926. Firmaet ekspanderede kraftigt og eksporterede dets knallerter over det meste af verden. I 1909 blev knallert-firmaet udnævnt til Kongelig Hofleverandør som påskønnelsen af den stadige strøm af spændende knallerter, der blev leveret til det engelske hof. Thomas J. Smith overlod senere ledelsen af firmaet til sønnerne Tom, Henry og Walter, der i 1953 fusionerede med firmaet Caley Crackers og rykkede mod nordøst, til Norwich.

På Finsbury Square i London, hvor firmaet havde domicil til 1953, står der i dag det såkaldte Smiths water fountain monument. Monumentet fra 1899 er en gave til Skt. Lukas sogn fra Tom og Walter Smith (firmaet Tom Smith & Co.) til minde om deres moder Martha Smith, som døde i 1898.

Knallerter fra Daells Varehus, hovedkatalog 1931-32

Knallerten til brug på juletræet nåede også til Danmark. Man antager, at knallerten er på plads på træet kort efter år 1900. Knallerten optræder også som motiv på mange genstande med relation til julen, for eksempel postkort og kravlenisser.

Postkort tegnet af Verner Hancke i 1940’erne

Postkort tegnet af Vilhelm Hansen i 1950’erne

En del af de genstande, som vi hvert år i juletiden trofast omgiver os med, har en uheldig egenskab. Så snart vi har brugt dem, er de så godt som ødelagt, kasseret eller blot… borte. De mest oplagte eksempler herpå er selvfølgelig julelysene og kalenderlyset. Også gaveindpakningspapir, gavebånd, Til-og-Fra kort samt juletræsknallerterne overlever sjældent julen. Det samme gør sig gældende for stjernekasterne.

En stjernekaster har den specielle egenskab, at den udsender en mængde klart strålende gnister eller stjerner, når man sætter ild til den. Herefter brænder den langsomt op. På vort juletræ bruger vi altså noget så ejendommeligt som et stykke pyroteknisk julepynt!

En stjernekaster består af to dele: En kort jerntråd og en kemikalieblanding. Jerntråden er blevet dyppet i en kemikalieblanding, der typisk består af bariumnitrat og aluminium tilsat en mængde meget små jernspåner. Varmen i en brændende stjernekaster ligger på mellem 1000^o og 1600^o. Temperaturen er så høj, at jernspånerne antændes. Samtidigt stiger trykket i kemikalieblandingen, og jernspånerne bliver nærmest slynget ud til alle sider, alt imens de brænder op. Stjernekasteren smider dermed ikke stjerner ud, men glødende jernstykker.

Stjernekastere fremstillet i det daværende Østtyskland før ca. 1970

Hvem har egentligt opfundet vor tids stjernekastere. Meningerne herom er delte. Nogle vil føre opfindelsen helt tilbage til 600-tallet e.v.t. Arkitekten Kallinikos af Heliopolis står som opfinder af den såkaldte ’græske ild’, en meget brandfarlig væske, der var næsten umulig at slukke.

Danske Vidunder Lys fra tiden før ca. 1940

Fast står dog, at det hidtil ældste patent på en stjernekaster blev udtaget i 1907 af firmaet Vereinigte Wunderkerzen-Fabriken GmbH ved Franz Jacob Welter i Hamborg. Dog vides det fortsat ikke, om dette patent Fremgangsmåde til fremstilling af en gnistgivende lyspind dækker selve den moderne opfindelse eller blot en videreudvikling af en stjernekaster.

Stjernekastere fremstillet i Tyskland før ca. 1920

Tændte stjernekastere og et tørt juletræ lyder som en brandfarlig kombination. Brandfaren er dog ikke synderlig stor, hvis blot man anbringer stjernekasteren i en passende afstand fra gran og papirpynt.

Alligevel kan der ske uheld med antændte stjernekastere: Svedne pletter på juletræstæppet, gulvtæppet eller plankegulvet forekommer, ligeledes skader på tøj eller ligefrem øjenskader. Det er derfor bedst at tænde en stjernekaster, når den er anbragt sikkert på træet. Dermed være sagt: Det er ikke en god ide at lade børn og barnlige sjæle danse rundt i stuen med antændte stjernekastere i hænderne. Under alle omstændigheder skal man vide, at de forskellige forsikringsselskaber som hovedregel ikke dækker skader på hus og indbo, der stammer fra en stjernekasters gnister.

Stjernekastere hører ikke kun julen til. De er også meget brugt ved diverse koncerter og sportsbegivenheder

Nyd stjerneregnen – men pas nu godt på!

Før i tiden var det kutyme, at man i de små hjem selv fremstillede det meste af den papirpynt, der hvert år prydede juletræet. Der blev klippet og klistret og flettet og samlet både kurve og kræmmerhuse, hjerter og stjerner, engle og –  jakobstiger.

Juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue med en kopi af Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir

Hvert år i juletiden pryder en Jakobsstige juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue. Det er en kopi af den Jakobsstige, der blev klippet af premierløjtnant ved vejvæsenet Tønne Bloch i Rødby. Stigen er hele 211 cm. lang, men blot 10 cm. bred, og lavet af sammenlimede stykker bøttepapir. I hvilket år Tønne Bloch lavede denne Jakobsstige er ukendt. Man ved imidlertid, at han døde i år 1837. Dermed er Jakobsstigen ikke bare en Jakobsstige, men Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir.

Jakobsstigen er et udpræget religiøst billede, der symboliserer menneskets vej fra jord til himmel – og til Gud. Stigen har sin rod i Den Gamle Testamente, hvor patriarken Jakob en nat drømmer om en stige, der danner forbindelse mellem himmel og jord:

I drømme så han en stige, der stod på jorden, den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen. (1. Mosebog, 28, 12).

Jakobsstigen er blevet flittigt brugt i kunstens verden. Således nævner Helge Rode den i 1921 i Som en rejselysten flåde, der er et hyldestdigt til vort land. I tredje vers hedder det:

Lærken klatrer fra sin seng

I den morgenvåde eng

Ad sin jakobsstige.

I 1825 nævnes den implicit i Grundtvigs vidunderlige salme Velkommen igen, Guds engle små. Salmens syvende vers indledes med ordene Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige. Når menigheden synger denne salme, rækker tonerne helt til himlen, hvor Vorherre selv siger Guds Fred.

I Paradisets Have, som H. C. Andersen fik udgivet i 1939, er Jakobsstigen også omtalt og der var Jacobs Drøm, hvor Stigen gik lige ind i Himlen, og Englene med store Vinger svævede op og ned.

Den ualmindeligt flotte staude Jakobsstige, polemonium caeruleum (wikipedia.commons)

Inden for floraens verden findes der også en staude med navnet Jakobsstige. Det er en meget smuk plante med lavendelblå blomster og gule støvknapper, der dog kun bliver op til ca. 50-80 cm. høj. Navnet Jakobsstige stammer sikkert fra den kendsgerning, at stauden har et væld af mange, regelmæsigt anbragte små blade, som kan minde om trin på en stige.

Vestsiden af Bath Abbey med de to Jakobsstiger (wikipedia.commons)

Jakobstigen er også blevet anvendt som dekoration inden for arkitekturens verden. Således pryder to Jakobsstiger vestsiden af  Bath abbey fra ca. 1499-1539, den sidste af de store middelalderlige katedraler, der blev bygget i England.

Jakobsstige eller tusmørkestråler ved skumringstid

Jakobsstigen er også et vejrfænomen. Stigen dannes, når stråler af sollys tilsyneladende tager deres udgangspunkt ét bestemt sted på himlen og nærmest vifteformet spreder sig ud. Fænomenet kalder man ofte for tusmørkestråler, da det ofte ses ved skumringstid. Jakobsstigen kan af og til ses i Nordvestjylland ved midsommertid, hvilket har forbindelse med solens stilling i forhold til fjeldene i det sydlige Norge.

Brugen af Jakobsstigen på vore moderne juletræer er så godt som gået i glemmebogen. Eller er den? Af og til støder man på navnet Jakobsstige om både en musetrappe og en guirlande eller kæde lavet af ringe af glanspapir samlet led for led for led. Der findes vel næppe den børnehave i dag, hvor julepynt af denne art ikke bliver lavet hvert år i december. Pynten tages med hjem til mor og far, der troligt hænger podernes kunstfærdige frembringelser op på juletræet.

Jakobstigen som motiv på en tysk julekalender fra ca. 1925

I aften er det juleaften. De sidste forberedelser skal lige klares. Har alle gaver nu også fået et Til-og-Fra kort? Og hvor er mon hæfterne med julens dejlige salmer og sange? Når anden nu skal langtidssteges, og gerne skal være færdig klokken 19, hvornår mon den så skal i ovnen? Ja, og inden da skal den jo først lige tjekkes efter, og dernæst fyldes med æbler og svedsker. Den søde ris á l’amande byder ikke på problemer i dag, da den blev lavet færdig i går aftes.

Mens alle ser Disney’s Juleshow, begynder der at sprede sig en herlig duft af and. Nu er det altså lige før…

Jernbane, ugeblade og tv er de tre væsentligste årsager til, at Danmark er blevet bundet så tæt sammen, som landet egentligt er. Vi følger de samme traditioner. Vi fejrer alle sammen jul på den samme måde. Eller gør vi nu også det? Der er faktisk store forskelle imellem den måde, vi danskere fejrer julen på, når man kigger julen nærmere efter i sømmene. Lad os kigge på lidt julestatistik… (og for en stund glemme sætningen Jeg tror ikke på en statistik, som jeg ikke selv har forfalsket, som sir Winston Churchill menes at have sagt i 1946).

I 84 % af alle danske hjem er dette hovedmenuen

Lad os starte med den traditionsrige andesteg, der netop nu syder i ovnen. Her gik man og troede, at alle danskere spiste and juleaften. Sådan forholder det sig slet ikke. Den stegte and står på 84 % af alle danske juleborde i aften. Nogle steder får anden følgeskab af en flæskesteg, der spiser med velbehag af 74 % af os. Gåsen er jo den traditionelt set ’ægte’ julespise. Ikke desto mindre står der kun gås på bordet hos 5 % af vi danskere juleaften. Det kan der være flere forskellige årsager til. Vigtigst er vel, at en gåsesteg altså er ret stor. Og sidder man kun fire personer omkring julebordet, så… Andre steder hører der også stegt medisterpølse til julemenuen. Hele 39 % af alle fynboer har også medisterpølse på bordet juleaften. Sjællændere og bornholmere er ikke så vilde med medisterpølse juleaften, så kun 10 % her nyder en god medisterpølse i aften.

Kun 50 % af alle sjællændere er enige i, at franske kartoffel-chips er et u-undværligt tilbehør til andestegen

Hvad er så tilbehøret? Traditionelt set hører både hvide og sukkerbrunede kartofler samt franske kartofler til på julebordet. Statistik kan bruges til lidt af hvert. Statistikken fortæller os således, at 97 % af danskere spiser sukkerbrunede kartofler juleaften, 92 % af os får også hvide kartofler. Og så er der jo lige det med de franske kartoffel-chips som tilbehør. De deler vandene lidt. 50 % af alle sjællændere bruger franske kartoffel-chips som tilbehør juleaften. Tallene for Sønderjylland siger 75 %, for Midtjylland 78 %, for Fyn 79% og for Nordjylland hele 87 %.

I 97 % af alle danske hjem står ris á l’amande står på bordet  i aften

Desserten? Hvad med den? Her er vi danskere mere enige. Hele 97 % af alle danskere spiser ris á l’amande juleaften. Risengrød er der efterhånden kun et forsvindende antal danskere, der sætter til livs juleaften. Blot 3 %!

47 % af os griber selv fat i øksen eller saven, når det helt rigtige juletræ skal hentes hjem

Og juletræet! Er der her forskelle? Jo da! 3 % har slet ikke noget juletræ. 47 % af os fælder det selv i skoven, mens resten køber juletræet i en forretning, eller hos en velgørende institution.

27 % af os møder denne mand juleaften

Efter dansen omkring træet, som kun 9 % af alle danskere ikke deltager i, er det tid til uddeling af julegaver. I godt en fjerdedel af alle danske hjem, nærmere bestemt 27 %, kommer julemanden på besøg.

48 % af os bager selv vore småkager til julen

Når alt dette er overstået, er det tid til en kop kaffe eller et glas vin, alt imens vi lige skal smage på småkagerne eller på marcipankonfekten. Der er en vis chance for, at småkagen er købt hos bageren eller i supermarkedet. Blot 48 % af os bager selv vore julesmåkager. Og konfekten? 56 % køber marcipankonfekten, og vi er således kun 44 %, der – og det med fryd – selv laver konfekten.

46 % af os fjerner juletræet før nytårsaften

Og når julen er overstået, fjerner vi alt julepynten. Men hvornår gør vi det? 54 % af danskere lader julepynten hænge til ind i det nye år, mens 46 % af os fjerner det inden den 31. december.

Hele 100 % af alle danske børn og barnlige sjæle glæder sig i denne tid…

Selvom vi fejrer julen på vidt forskellige måder, kan vi da alle blive enige om, at ’Juleaften, o hvor er du sød…’

Findes der noget så dejligt som at pakke julegaver op? Hele december måned er gået med at drømme og tænke og fantasere og fabulere og spekulere: Mon man nu får den frimærkelup eller den Tekno-bil eller det fort fra Det vilde vesten, som man nu så brændende har ønsket sig?

Her er alle de gaver, som man i ugevis kan drømme om: Dampmaskine, hund, dukke, racerbil, damplokomotiv og en flyvemaskine

Alligevel har de fleste af os vist også på et eller andet tidspunkt i livet oplevet en juleaften, der rent gavemæssigt ikke helt levede op til forventningerne. Vi kan faktisk godt blive så skuffede over julegaven fra Faster Else eller Onkel Henrik, at det kan være mere end svært at holde masken. Så er det jo meget heldigt, at der findes noget, som hedder Store-Byttedag mellem jul og nytår.

Vore Damers Jul er et herligt hæfte. Her er julenummeret fra 1927

Temaet med de bristede forventninger blev i 1927 taget op af hæftet Vore Damers Jul. Her gør man på bedste måde rede for, hvad forskellige mennesker (!) ønskede sig – og hvad de fik. De nedenstående fire billeder og den tilhørende tekst er alle hentet fra Vore Damers Jul 1927.

Babs ønskede sig et dejligt Kødben – og fik en Mundkurv

Mogens ønskede sig en Masse Legetøj – og fik en Skolemappe

Han ønskede sig et Julegratiale – og fik en Opsigelse

Hun ønskede sig en Mand – og fik et Barn

Ak ja! Sådan kan det gå. Jeg forstår til fulde, at Mogens godt kan føle sig skuffet. Han ønskede sig et væld af legetøj, men fik en skoletaske, så han kunne være velforberedt til første skoledag efter jul. Sikke en nedtur! Hun ønskede sig en mand, men fik et barn. Ja, det var ingenlunde nogen dans på roser at være enlig forsøger i 1927 – men heldigvis ser hun da ikke ud til at være på grådens rand!

Dog er det vigtigt at huske på, at gaver er givet af mennesker, som rent faktisk holder af én og gerne vil glæde én. Inderst inde ved vi det jo godt: Den største glæde er at glæde andre.

Jeg har her på denne juleblog tidligere haft fat i den danske julefrokost. I et indlæg den 26. december 2013 nævnte jeg således, at det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten, og at springet derfra til familiejulefrokosten ikke kunne være så langt igen. Jeg skrev dengang, at allerede i 1950’erne var såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Man kan dog med sindsro rykke dateringen af familiens julefrokost længere tilbage i tiden. Jeg har fundet to forslag til en menu til familiens julefrokost. Det ene forslag er fra 1922, og det anden fra 1932.

Menuforslag til familiens julefrokost 1922

I det herlige hæfte Vore Damers Jul, årgang 1922, bringes der et forslag til en komplet menu til familiens julefrokost grundigt beskrevet af forstanderinde Martha Sahl. Denne frk. Sahl havde i 1920’erne egen Fagskole for Husholdning. Indslaget gør tydeligt læserne opmærksom på, at alle retterne, og det gælder også for kagerne, skal opstilles på bordet. I menuen er der indeholdt to portionsanretninger. Dem anbringer man ganske enkelt ved hver kuvert sammen med øl, glas og lignende. De forskellige salater og pålæg kan man anrette på mindre fade og placere på en sådan måde, at hver gæst let kan forsyne sig.

Og hvad bestod menuen så af i 1922? Man kan blive ganske sulten af at læse menuen. Her er menuen 1922 til familiens julefrokost:

Juleskinke med cumberlandsauce

Asparges med indisk remoulade

Ananassalat

Grønkål anglaise

Frugtsalat

Forskellige former for pålæg

Flødekage og små honningtærter til kaffen

Ti år senere får vi i Vore Damers Jul 1932 at vide, at traditioner er en god ting, og at traditioner bør overholdes. Naar man mødes til Frokosten 1. Juledag, skal man derfor ikke vente Overraskelser – de kan arrangeres ved saa uendelig mange Lejligheder i Aarets Løb – men skal kunne nikke godkendende til de forskellige Retter, og blot konstatere om de er ligesaa gode, som de plejer at være.

Bordet kunne man pynte med en juleløber, gran eller andet, der hører julen til. På bordet blev alle retterne anbragt, igen så hver gæst let kunne forsyne sig.

Menuen til familiens julefrokost 1. juledag i 1932 bød på lækkerier såsom spegesild med løg, skysylte med rødbeder, leverpostej med asie og pickles, gåsefedt med salt kød, farserede æg med remouladesauce, karrysalt (eventuelt erstattet af en råkostsalat), kold gås eller and med æbler og svedsker, samt forskellige slags oste med radiser. Hvis man tillige ønskede at servere en varm ret, var forslaget i 1932 gratineret fisk, fyldte tomater, eller bouillon. Menuforslaget er forfattet af Sita Lassen, der et andet sted i bladet benævnes som Sitta Lasson.

Sita Lassen gør tydeligt opmærksom på, at hun med dette forslag til en menu ikke udelukkende har tænkt på gæsterne, men også på den sikkert lidt trætte, men gæstfri Husmoder, der Dagen efter Juleaften atter samler Gæster omkring sig. Alle Retterne kan nemlig enten laves helt færdige Dagen før eller i hvert Fald tilberedes saa meget, saa Ulejligheden samme Dag bliver ganske forsvindende. Paa den Maade faar Husmoderen ogsaa en rar hyggelig Frokost, hvor Maden er, som den skal være, og hun selv ikke træt eller forjaget.

I 1932 bringes der også et menuforslag til En funkis-anrettet Festmiddag til 12 personer til 2. juledag. Det er dog for sent at gøre noget ved denne festmiddag, da vi allerede er nået til 3. juledag. Måske kan menuen give inspiration til julen 2019? Menuen indeholder Gelerand med fisk, østers, trøfler og remouladesauce, Soufflefars med ristede champignon og champignonsauce, Spinattoppe med brunede gulerødder og ristet brød, Dyreryg med pommes parisienne og krustader med gele og æblemos, Ostekugler med radiser og blegselleri samt Karamelis med valnødder og isbrød. 

Velbekomme!

Til alle tider har man markeret skiftet fra det ene år til det andet år, overgangen fra det gamle år til det nye år. Tidligere var der ingen ende på de løjer, som folk satte i værk nytårsaften. Et af formålene var at drille hinanden på en gemytlig og harmløs måde. Et andet formål med nytårsløjerne var at drille den nabo eller den genbo, der måske havde optrådt lidt uheldigt i løbet af det forgangne år.

Det er sjovest at lave nytårsløjer med mennesker, som man kender. Det kan godt være lidt svært i dag i vort fortravlede samfund, hvor vi dårligt nok ved, hvem vore naboer er. Springet fra nytårsløjer til hærværk kan i så tilfælde være forbløffende kort.

De udendørs nytårsløjer er så godt som ikke-eksisterende mere. Tidligere brugte man at smide lerpotter på yderdøre eller stentrapper, at bortføre kaffekanden fra køkkenet, at hejse aflagte juletræer op i flagstangen eller at bortføre skraldespande og dørriste. I min barndom var det meget almindeligt at smide et par blå lyn ned ad kældertrappen. Sikke et drøn sådan et par kinesere kunne levere i sådan en betonkonstruktion!

Som barn havde jeg også meget fornøjelse ud af at drille mine forældres gode naboer Asta og Børge i nummer 16. I skjul af mørket bandt man en ståltråd fast til nedløbsrøret (der i ‘de gode, gamle dage’ ikke var lavet af pvc) og strammede den godt til, Så sad man ellers der i skjul bag buskene og trak en grovfil hen over ståltråden. Det larmede så meget, at det inden døre på det nærmeste rungede over det hele.

Blev man grebet på fersk gerning af Børge, var det nu ikke så galt igen. Straffen for unoderne var som regel et par stykker hjemmelavet konfekt eller et par æbleskiver ledsaget af en Valash-sodavand eller et glas med Peters Sommerdrik!

Det hedder jo at skyde nytåret ind. Vi knægte på Jagtvej havde omkring 1960 lommerne fyldt med kinesere, eller Camel’er eller Blå lyn. Og de forskellige kinesere blev brugt flittigt! Tidligere tog nogen sætningen ‘at skyde nytåret ind’ helt for pålydende. Min farbror havde den (u-)skik at gå ud på den nærmeste mark for at tømme pistolen op mod den mørke nattehimmel, hvorefter han pænt gik til ro. Han var gammel modstandsmand fra Aarsgruppen, og pistolen var den gang endnu ikke blevet afleveret til ordensmagten.

Dét nummer var aldrig gået i Nakskov i 1898. Her indskærpede politiet, og det med hævet pegefinger, at alle former for nytårsskyderi på det strengeste var forbudt ifølge politivedtægten. Formastelige syndere kunne straffes med bøder helt op til 100 kroner.

Netop derfor var der i årene efter 1900 en gevaldig opblomstring af spøg og skæmt artikler mest til brug inden døre. Der var ingen ende på de besynderlige genstande, som man kunne erhverve og drille værtsparret med: Fransk nysepulver eller negermasker, anarkistbomber eller uartige grise, blækklatter eller patteflasker… Illustrationerne med spøg og skæmt artiklerne til dette indlæg er alle hentet fra Importørens imponerende Hovedkatalog 1913.

Nytårsaften er i dag noget ganske andet end nytårsløjer. Den store fest sammen med vennerne starter allerede lidt i 18, så alle kan være parat til Dronningens nytårstale. Derefter går man til bords (iført en engangs marokkansk fez) og spiser en lækker middag. Af og til brændes der et par bordbomber af midt på det fint dækkede bord (med det resultat at der selvfølgelig er konfetti både i glas og på tallerken, og at værtinden bliver lidt småsur over, at konfettien også ender i sauceskålen) eller der smides en række serpentinere hen over hovedet på deltagerne i det hævdvundne nytårsritual. Og når klokken ringer det nye år ind, går de, der stadig er vågne, på gaden for at tænde de dyrt indkøbte batterier, ønske Godt Nytår til alle forbipasserende, alt imens man nyder vinen med bobler og papirstykker. Herefter følger man salmens ord

Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to.

Og det var så det… Godt nytår til jer alle!

Endnu et helt år er gået. Julesæsonen 2018 i Den Gamle By er slut for denne gang. Julen 2018 bød på mange dejlige stunder og oplevelser.

I går aftes blev Helligtrekongers lyset tændt

Siden lørdag den 17. november 2018 har hele 162.584 besøgende lagt vejen forbi Den Gamle By.  Det er ganske enkelt det højeste antal gæster, der nogensinde har kigget forbi Den Gamle By i julesæsonen. Topsæsonen julen 2016 med 162.455 gæster er hermed slået. Det er et besøgstal, der virkelig kun kan vække stor glæde og dyb taknemmelighed.

Når jeg har talt med nogle af gæsterne, er det tydeligt, at de er kommet hertil af vidt forskellige årsager.

Nogle har givet udtryk for, at det da ikke kan blive jul, før man har set museets traditionsrige udstillingsrække, der i tid spænder fra 1625 til 1974. Nogle er kommet, fordi man lige skulle en tur forbi Museumsbutikken eller i Julebutikken for at købe et par julegaver eller noget af det fine, tyske glaspynt til træet. Nogle skal bare hvert år nyde et glas glögg, en vaniljekrans eller en gammeldags æbleskive samt tage en god spadseretur hånd i hånd rundt i de gamle gader, gyder og stræder.

Uanset hvad der har fået de mange gæster til at besøge Den Gamle By, håber jeg, at I har fået en god oplevelse med hjem. Vi har i al fald stræbt efter at gøre jeres ophold her så varmt og velkomment som muligt.  Af hele mit hjerte: Tusind tak til hver og en af jer!

Det er dog også med megen vemod, at jeg poster dette indlæg. Det er nemlig det sidste indlæg, som jeg skriver til denne blog. Jeg har været juleinspektør her i Den Gamle By siden julen 2005. Efter 14 år på denne herlige post er det så endegyldigt slut nu. Her må det være på sin plads at citere Johan Krohn, der i sidste kapitel af Peters Jul, denne vidunderlige facitliste til den danske jul, skriver:

See, nu er da Julen strax forbi,

Det er Helligtrekongersaften!

Saa ender den rare Jul, men vi

Er glade, at vi har havt den.

Tre Lys har vi tændte, tænk engang,

For Kongerne, de som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

Vi veed det, for Faaer har sagt det.

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Jeg kan ikke slutte her uden også at rette en stor tak til alle de, der igennem årenes løb har været forbi julebloggen for at se eller læse de forskellige indlæg. Og tak for alle jeres kommentarer og bemærkninger til de forskellige indlæg!

Det er med ro i sindet, at jeg både takker af og byder hjerteligt velkommen til min efterfølger og gode kollega, Anna Wowk Vestergaard. Jeg ved, at den danske juls historie fremover vil være i de bedste hænder!

Tak for alt!

Lørdag d. 23. november åbner julen i Den Gamle By. Den første julestemning har så småt indfundet sig blandt kollegerne, og travlheden op til åbningen er på sit højeste. For mig som juleinspektør er perioden op til åbningen en særlig tid, hvor alt andet sættes til side for at få julen på plads.

Juleinspektøren pynter et af de mange historiske juletræer.

Julen varer (som bekendt) længe – især i Den Gamle By, hvor juleplanlægningen som regel går i gang i starten af året. Jeg og flere andre ansatte juler derfor mere eller mindre hele året. Alligevel er der noget helt specielt over juletiden. Ikke mindst fordi den involverer kolleger fra alle afdelinger. Der skal nemlig mange hænder til for at få alle ender til at nå sammen.

Åbningen af julen lørdag d. 23. november er kulminationen på lang tids arbejde, og i år markeres dagen med udgivelsen af en ny billedguide om julen. Udgivelsen af billedguiden er støttet af Nordea-fonden.

Billedguiden JUL kan købes fra lørdag d. 23.  november.

Billedguiden om julen er baseret på fotografier fra museet. Bogen fortæller samtidigt om julens traditioner og kan både bruges som en guide til juleudstillingerne, som forberedelse til et besøg på museet, og som en måde at forlænge besøget bagefter. Som en hilsen til de gamle julehæfter gemmer billedguiden et brætspil på indersiden af opslaget, ligesom der er inspiration til julepynt og bagværk. Billedguiden om julen er blevet til henover sommeren, og arbejdet med den har trods tidspunktet været fyldt af julestemning.

Juleinspektøren i Den Gamle Bys Julebutik.

Julen rummer mange gode historier, og fra lørdag d. 23. november kan historierne igen opleves på museet – og nu kan de gode historier også komme med museets gæster hjem i bogform.

En af julens gode historier handler om det ældst kendte juletræ i København. I 1811 pyntede familien Lehmann juletræ i St. Kongensgade og målløse naboer satte stiger til vinduerne for at afgøre, om det virkelig var sandt, at der var et træ med lys på grenene i stuen. I Den Gamle By har nysgerrige gæster mulighed for at opleve historien på egen krop og kigge ind til Lehmanns genskabte træ i Møllesalen. Lehmanns juletræ er pyntet som de tidligst kendte juletræer med blandt andet lys og spiselig pynt.

Et nyt element ved julen i Den Gamle By i år er juletræet på Torvet, som kommer til at se ud som juletræet ved rådhuset i Horsens gjorde i 1950´erne og 1960´erne. Selve træet pyntes med lys og rundt om stilles indsamlingsnisser, der er tro kopier af de indsamlingsnisser, der blev brugt i Horsens. Den Gamle Bys indsamlingsnisser er nemlig lavet efter de originale, som blev lånt på Horsens Museum.

Den Gamle Bys udstillingsmedarbejder Niels Rahbæk lægger sidste hånd på kopien af indsamlingsnissen. Originalen fra Horsens Museum ses til venstre.

I 1914 blev der tændt et udendørs juletræ på Rådhuspladsen i København. Initiativet kom fra Politiken, men skikken bredte sig til mange byer, hvor det blev tradition at tænde byens juletræ på en central plads i byen. Hvilket år Horsens fik sit første juletræ ved rådhuset på Søndergade står ikke klart, men byens juletræ er omtalt i avisen Horsens Social-Demokrat i december 1926. Senest i 1937 fik juletræet selskab af en indsamlingsnisse. Nissen samlede ind til støtte for fattige familier. På fotos fra 1950´erne og 1960´erne ses det, at der nu er kommet flere nisser til. De nyere nisser er klædt i rødt, mens den ældste har grå trøje på.

Juletræet foran Horsens Rådhus, Søndergade 26, i starten af 1960’erne. Fotografiet er venligst udlånt af www.horsensbilleder.dk

Indsamling til støtte for mindrebemidlede i julen kendes fra mange byer, og selv om det nok er de færreste, der i dag går med mønter i lommen, har vi i Den Gamle By valgt at lade indsamlingsnisserne være i funktion. Ved at donere en mønt gennem en indsamlingsnisses mund kan man støtte Julemærkefondens arbejde for børn, der trænger til støtte for at bekæmpe mistrivsel.

Det første julemærke fra 1903. Julemærkefonden blev oprettet efter, at Einar Holbøll opfandt julemærket i 1903.

I 1911 var der indsamlet penge nok til at åbne et tuberkulosesanatorium, hvor fattige børn fik gratis behandling mod tuberkulose. Året efter åbnede to Julemærkehjem, hvor børn, der var syge eller på anden måde havde det svært, kunne komme på rekreation. I dag tager Julemærkehjemmene årligt imod knap 1.000 børn i alderen 7 til 14 år, som får hjælp til at bearbejde mistrivsel, der skyldes mobning, ensomhed og lavt selvværd.

Før det blev moderne med byens juletræ og juleudsmykning i gaden var julen og vinteren mørk. I den del af Den Gamle By, hvor historien før 1900 fortælles, er mørket derfor en del af oplevelsen af julen. Her er ingen blinkende reklamer og øjnene må vænne sig til mørket, så man kan se, hvor man går. De mørke, brostensbelagte gader står i kontrast til lyshavet i 1974-gågaden Sønderbrogade.

Julen i Den Gamle By er åben hver dag fra lørdag 23. november til søndag 5. januar. Se hvad du kan opleve på www.dengamleby.dk/jul

Gågaden Sønderbrogade i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Før gadelys, neonskilte og oplyste butikker var vinteren og julen mørk.

Starten af november måned er en særlig tid for juleinspektøren i Den Gamle By. Det er nemlig tid til at pynte op til jul. For at få det hele på plads starter vi i god tid. Ja faktisk starter juleforberedelserne allerede i starten af året, når julen pakkes ned. Alting skal gåes efter og pakkes omhyggeligt ned, så det er klar til næste jul. Pynt, der skal repareres eller rengøres, tages fra, sådan så det kan ordnes i god tid før oppyntningen starter.

Julestemning i Den Gamle By

Jul med traditioner og historie – og god afstand

I 2020 har forberedelserne til julen dog set noget anderledes ud, da de medarbejdere, der plejer at arbejde med julen, blev hjemsendt fra marts til august som følge af corona-krisen. Men selvom COVID-19 fortsat præger vores hverdag og alting absolut ikke er som det plejer, så bliver julen i Den Gamle By næsten som den plejer. Vi vil fortsat fortælle alle de gode julehistorier, og vi vil fortsat give mulighed for at museets gæster kan smage på julens traditioner – som f.eks. øl, æbleskiver og bagværk og julespecialiteter fra det salte køkken – og opleve julens traditioner og historier, der binder os sammen på tværs af tid og sted.

Når alle detaljer er på plads, oser det af julestemning i Den Gamle Bys mange julepyntede hjem – som her i Huset i Havnegade.

Julealsangen, som mange gæster vil kende fra tidligere år, gennemføres med corona-retningslinierne in mente, og kommer til at hedde Jule-fællessang med inspiration fra fællessangen under nedlukningen i foråret. Jule-fællessangen foregår i anlægget to gange om eftermiddagen hver lørdag og søndag fra 21. november.

For at museets gæster kan opleve julen som de plejer, har museet indført et system til booking af billetter, så man på forhånd booker sin plads og køber billet hjemmefra. Dette gælder for alle gæster, også børn under 18 år samt årskortholdere. Det medfører,  at vi kan holde antallet af gæster på et niveau, hvor Jul i Den Gamle By bliver en god og sikker oplevelse – ganske som det plejer. Heldigvis har Den Gamle By mange kvadratmeter at sprede gæsterne og julen på, så kødannelse og trængsel kan minimeres. Billetsalget er startet på  www.dengamleby.dk

Nyt i julesamlingen

Selvom arbejdet med julen har været særligt udfordret i år, så er der alligevel blevet arbejdet med julesamlingen. Året rundt får museet henvendelser fra venlige mennesker, der tilbyder os interessante juleting, og i løbet af det seneste år, har vi endnu engang modtaget flere spændende julesager til samlingen.

Her starter julemanden fra Haderslev sin rejse til Den Gamle Bys magasin.

En mekanisk julemand

I december 2019 hentede museet f.eks. en mekanisk julemand, som har været en fast del af juletraditionerne i blomsterforretningen Clausen Bellis i Haderslev i mere end 25 år. Parret Birthe og Verner Dalstrup, der havde butikken fra 1977 til 2005, havde fået den gode ide at holde ”Julestue” i butikken op til jul. Her lavede blomsterdekoratørerne juledekorationer, og kunderne kunne få et glas gløgg, mens de så på julevarerne og fik inspiration til deres egen jul. Julestuerne lå typisk tæt på 1. søndag i advent, så man kunne få inspiration til adventskransen.

Blomsterdekoratørerne i Clausen Bellis med et udvalg af forretningens bud på advents- og juledekorationer samt kalenderlys ca. 1991. Fra venstre Anita, Birthe Dalstrup, Lykke og Majbritt.

Traditionen med julestuerne startede Clausen Bellis i 1978. Verner Dalstrup fortæller: ”Det var simpelthen utroligt. Der kom så mange mennesker… Dengang havde vi annonceret i det meste af Sønderjylland, og det fik folk til at komme fra Sønderborg og Aabenraa – ja, selv fra Tønder strømmede folk til.” Julen var ikke mindst på grund af julestuerne en travl tid i forretningen, og i 1998 blev der f.eks. købt fem tons ler til at lave dekorationer af. Den store succes førte til, at den mekaniske julemand blev købt i 1989. Julemanden var en større investering til hele 30.000 kr., men han var umådeligt populær og i brug indtil 2004, så han var et godt køb. Birthe Dalstrup fortæller, at det var tydeligt at se, at tiden i 2004 var løbet fra julemanden, og børnene var ikke helt så interesserede i ham længere. Det ændrer dog ikke ved, at han de første mange år var et tilløbsstykke, og han viste sig at være en god investering. Sammen med julemanden blev forretningen pyntet med guirlander på facaden og mange lys sammen med  julestuen blev en fast del af mange kunders juletradition.

Julemanden i blomsterbutikken Clausen Bellis 1993. Julemandens bevægelser er synkroniseret, så øjenbevægelser og bladren passer til oplæsningen.

Den mekaniske julemand var koblet til en bilradio, der kunne gemmes under den kurvestol, som han sad i, og på den måde kunne han ”læse” historier højt for børnene. Med tiden blev det en tradition, at børnehaver og andre børnegrupper kom på besøg og hørte historier, mens de spiste deres madpakker. Clausen Bellis indkøbte 50 små plastikstole og Verner og Birthe syntes, at det var så hyggeligt, når børnehavebørnene fra byen kom på besøg i julen.

Julenisser

Nisserne i julevinduet hos Frits Hansen Kaffe, Lille Torv 4, Aarhus, julen 1985.

To andre butiksnisser modtog Den Gamle By i september. De to nisser, der oprindeligt var ud af en nisseflok på fire, stammer fra Frits Hansens Kaffe på Lille Torv 4 i Aarhus. De blev købt til forretningen i 1920´erne eller 1930´erne og var været brugt i butikkens julepynt helt op til 1980´erne. Giver, der er barnebarn til Frits Hansen kan fra sin barndom i 1950´erne huske, at butikkens kunder hvert år spurgte hvornår nisserne kom op – og at det var et trækplaster, når nisserne stod i det julepyntede vindue.

Julepynt anno 2020

Det seneste skud på stammen er en helt ny og meget tidstypisk ting, som juleinspektøren lavede aftale om at få allerede i starten af september, nemlig en julekugle, der forestiller julemanden med mundbind. Julekuglen er importeret fra USA, og firmaet Mark og Waldorf er et af de eneste danske firmaer, der forhandler den. Marlene Waldorf kunne 7. september fortælle, at der allerede da var solgt 2000 stk.  Marlene fortæller: ”Da vi så julemanden med mundbind første gang tænkte vi at det var en sjov og sød reminder på en tid og ikke mindst et år, som vi alle husker. Uanset hvad – så har COVID-19 influeret på alles liv og hverdag, og det er der vist ingen der bare lige glemmer. Vi har rigtig mange kunder som hvert år køber et stykke julepynt/julekugle til træet, eller som køber et stykke til deres barnebarn – en sød og hyggelig tradition, som vi også selv bruger herhjemme. Der er ingen tvivl om at vi i år skal have julemanden som det ene stykke helt særlige julepynt – vi tænker slet ikke at det er trist, men blot en konstatering af, at COVID-19 er her, og det kan vi vist ikke lige lave om på.”

Mark og Waldorfs julekugle med julemanden med mundbind bliver en del af Den Gamle Bys julesamling, så den fremover kan være med til at fortælle historien om julen 2020.

At COVID-19 til en vis grad sætter dagsordenen, er ikke til at komme uden om, men i Den Gamle By vil vi gøre vores til at julen 2020 bliver helt som julen plejer, selvom der er meget, som slet ikke er som det plejer.

Mad og drikke har alle dage været tæt knyttet til fejringen af julen. Traditionerne omkring krydderier og tilberedning er mange, men ligesom juletraditionerne i det hele taget ikke er statiske, har opskrifter og smagsfavoritter også udviklet sig i takt med især importmuligheder, teknologi og lokale forhold. Det gælder for eksempel julebag, nærmere bestemt peberkager eller brunkager, som vi skal se nærmere på her.

Peberkage, brunkage, honningkage, sirupskage – kært barn har mange navne

I Den Gamle By bager vi hvert år julens kager, som de så ud i en købmandsgård i 1864, hos bageren i 1885, hos en husmor i 1927 og i et konditori anno 1974. Personlig smag spiller naturligvis en rolle, men ser man på julekagerne over tid, er der klare forskelle.

Arbejdet med at sikre at museets gæster kan smage på historien og opleve tidligere tiders smage, er lagt i hænderne på dygtige kolleger i museets afdeling for mad og drikke. De dedikerede kokke og bagere får hjælp af Den Gamle Bys madhistoriker Christian Rasmussen, som til julen 2020 har gravet sig ned i historien om brunkager, sirupskager, honningkager og peberkager for at sikre, at julekagerne hos bageren fra 1885 bliver helt, som de skal være.

Den Gamle Bys nye peberkage er inspireret af de klassiske peberkager i den tyske by Aachen. Her er peberkagerne en vigtig del af bagernes juleudstillinger. Der findes et hav af varianter af de tyske peberkager, lyse og brune, tynde og seje samt mere lette og luftige varianter, og kager der minder den danske honningkage.

”Opgaven startede med, at vi havde brug for en ny opskrift på peberkager. Bagerne havde udfordringer med den gamle. De syntes, at dejen var svær at arbejde med, og de var ikke tilfredse med resultatet. Desuden vidste ingen, hvor opskriften stammede fra”, fortæller Christian og fortsætter: ”Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at der var tale Madam Mangors opskrift på brune peberkager fra 1838. Vi gik ingredienserne og opskriften igennem, og vi blev ved med at undre os over kombinationen af øl i dejen og det at kagerne skulle rulles meget tyndt ud og bages hårdt. Det lød mest som en sprød småkage – ja faktisk mindede det mere om en hybrid mellem en brunkage og en peberkage…”

Og det skulle vise sig, at det var lige hvad det var. Jagten på peberkagens historie førte Christian rundt til det meste af Europa.

De første peberkager

Christian opsporede peberkagens rødder til et kloster i Dinant i Belgien. Her spiste munkene kagen i de mange fasteperioder, hvor de ikke måtte spise kød og mælkeretter. Peberkagerne blev bagt hårdt for at få en lang holdbarhed. De var sødet med honning og krydret med mange krydderier, som man kendte det fra bagværk i Antikkens Grækenland og det gamle Ægypten. Noget tyder derfor på, at munkene har fået inspiration til kagerne herfra.

Christian uddyber: ”Efterhånden som klostre skød op langs handelsveje og ved byer i Europa, spredte peberkagen sig. Den udviklede sig forskelligt efter lokale forhold og fik nye navne undervejs. På den måde er peberkagen i familie med de engelske gingerbread, franske Pain d’epice og speculaas/speculoos fra Holland og Belgien.” Særligt i Tyskland blev peberkagen en succes, og mange kender dem fra nutidens julemarkeder. Den tyske udgave blev kendt under navnene Pfefferkuchen (Peberkage), Lebkuchen (der betyder noget i retning af ”brødkage”) og Honigkuchen (honningkage).

Er der peber i peberkage?

Jagten på den oprindelige peberkage førte også Christian til svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der er peber i peberkager. Med de mange forskellige udgaver af kagerne, kan svaret både være ja og nej, men forklaringen på navnet skal findes i den måde, hvorpå ordet peber blev brugt tidligere.

Testsmagning af den første prøvebagning af den nye peberkage.

”Selve navnet ”peberkage” hentyder til de mange forskellige krydderier, som kagen kan indeholde”, forklarer Christian; ”Så nej, det er ikke et must, at der skal være peber i. Og indeholder opskriften peber, er der typisk tale om hvid peber.” Samme brug af ordet peber findes i pebernødder, som dukker op i Danmark i 1500-tallet nogenlunde samtidigt med peberkagerne, og i ordet pebersvend og det afledte pebermø. Mens det i dag betegner ugifte over 30 år, var pebersvend tidligere betegnelsen for en, der handlede med krydderier. Udover peber kunne det være kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, koriander, muskatblomme, anis og allehånde. ”Brug af krydderier var førhen en måde at vise sin rigdom på, og da krydderier samtidigt kunne kamuflere, hvis maden ikke var helt frisk, og da de blev brugt som lægeplanter, var krydderier populære. Ikke alle de nævnte blev brugt på én og samme gang i peberkagerne, men der blev gerne brugt flere forskellige, og dejen blev også krydret med stykker af enten sukat, pomerans eller kandiseret citronskal”, fortæller Christian. Oprindeligt blev dejen sødet med honning, men senere begyndte man at bruge sirup fra sukker.

Danske peberkager

De tidligste kilder nævner peberkager i Danmark i 1500-tallet, hvor de blev solgt på markeder. Pebernødder dukker som nævnt op samtidigt, men pebernødderne kunne folk selv lave. I slutningen af 1700-tallet dukkede honningkagerne fra Christiansfeld op. ”Helt kort fortalt blev Christiansfeld bygget til den Herrnhutiske Brødremenighed fra Tyskland. Byens indbyggere kom derfor sydfra”, fortæller Christian; ”Det gjaldt også byens første to bagere, som startede et pfefferküchlerei (peberkagebageri). Det siges, at honningkagerne i starten blev kaldt lebkager som i Tyskland. Forbindelsen til de tyske peberkage-typer er tydelig, men kagerne bliver alligevel kendt i Danmark som honningkager”.

Da støbejernskomfuret blev udbredt fra midten af 1800-tallet, revolutionerede det måden at lave mad på. I de private køkkener kunne der nu bages et væld af nye julesmåkager som jødekager, vaniljekranse, specier – og brunkager. Her er det husmoderen i Havbogadehjemme 1927, der er i gang med julesmåkagerne.

Støbejernskomfurets indtog i de danske hjem fra 1850 og frem, var det næste, der påvirkede peberkagens danske udvikling. I de nye komfurer var der bageovn, og med den fik den brede befolkning mulighed for selv at bage småkager – ikke mindst til jul. At der blev bagt, ved vi blandt andet fra Peters jul fra 1863:

”Og mor har peberkager bagt

Jeg ved det, jeg har selv dem smagt

Da de var ganske varme”

En anden kildegruppe er de mange kogebøger, der blev udgivet i anden halvdel af 1800-tallet. Her opdagede Christian noget interessant: ”I konditorfagets håndbøger kan man se, at de kender til de oprindelige peberkager og varianter fra hele Europa, men det er helt anderledes i de kogebøger, som blev brugt rundt om i de danske hjem. Heri kaldes peberkager både brune peberkager og brune sirupskager, men på et tidspunkt forsvinder ”peber” og ”sirup” fra opskrifterne.” Christian har fundet den tidligste opskrift med navnet ”bruunkager” i Nyeste Kogebog af Eulalia Ussings fra 1860. Og det var ikke kun navnet, der var ændret: ”Opskriften er nu med væsentligt færre forskellige krydderier og der er tilført smør og mandler i dejen, hvor mandler tidligere kun blev brugt til pynt på peberkager. Dejen skal rulles tyndt ud, og det giver os altså den sprøde brunkage, som vi kender den i dag”.

Selvom de private husholdninger glemte de tyske peberkagevarianter, var de formentligt velkendte hos konditorer og bagere frem mod år 1900. Den Gamle Bys bager fra 1885 sælger i forvejen honninghjerter og brunkager, og med den nye peberkage kan man som gæst nu for alvor smage sig igennem peberkagens udvikling i Danmark.

Frem mod år 1900 bliver forvandlingen til brunkagen komplet. Den gamle peberkagetype går de fleste steder i glemmebogen, mens honningkagen og brunkagen går sejrsgang gennem landet ikke mindst som julebagværk. Alle tre typer er en del af historien om julens kager. De er bagt, som man kunne have gjort det dengang, og de kan smages i Den Gamle Bys bager fra 1885.

De fleste gæster mærker en særlig stemning i Den Gamle By med ro og fred i museets gader, haver og baggårde. Når mørket falder på, bliver det for alvor tydeligt, at museet er noget andet end den omgivende by. For mange giver mørket en ekstra oplevelse, for med gadelys, billygter og reklameskilte er det sjældent rigtigt mørkt, hvis man ikke bor på landet. Vi skal nu se nærmere på mørket og hvorfor, der egentligt er så mørkt i Den Gamle By.

Den lille buket med gran kaster en stor skygge i det sparsomme lys. Skulle man færdes i gaderne efter mørkets frembrud, var det nødvendigt med en lygte. Lyset fra boligerne trængte kun i meget begrænset omfang ud i gaderne.

Før elektrisk lys, neonreklamer og blinkende julepynt var vinteren mørk. Lys var dyrt, så det skulle der spares på. Dagen sluttede tidligt, og man samledes om lyset med hvert sit arbejde. Gottlieb Andreas Jensen f. 1838 i Aarhus fortæller ”Til daglig skulle læsningen passes, så sad vi omkring bordet med et tællelys. Moder hørte os i vers og tabel, samtidig med at hun passede sin rok”. Lys var en luksus, som var med til at markere forskellen på hverdag og fest, og til jul tændte man så mange lys, som der var råd til. Lys i gaderne kendte man kun i begrænset omfang, og udendørs julepynt slet ikke.

København fik for eksempel sine første gadelygter i 1679, men det var de færreste byer, der havde gadelys i 1700-tallet. I løbet af 1800-tallet kom der en form for gadelys i de fleste kødstæder, men helt op i 1800-tallet var gadelys en luksus, og man tændte f.eks. ikke lamperne ved fuldmåne for at spare, hvilket giver en god fornemmelse af, hvordan lys var en udgift.

Vinteren var mørk uden det lyshav, vi kender i dag. En enkelt gadelampe rakte ikke langt.

I dag opfatter vi lys som noget, der kommer mere eller mindre af sig selv, men tidligere skulle der en indsats til for at have lys. De første gadelygter var tranlamper, som skulle vedligeholdes for at give det bedste lys. Lampeglasset skulle pudses, vægerne skulle klippes til, og der skulle hældes tran i lamperne. Det arbejde stod vægterne for, så det var tydeligt, at gadelyset ikke kom af sig selv. For at sikre adgang til lamperne, havde lygtepælene eller ophængene gerne en tværarm, hvor vægterens stige kunne hvile.

I midten af 1800-tallet kom gaslygter til, hvilket må have været en stor forandring fra tranlamperne, der ikke gav meget lys fra sig. Da man i 1868 i Paris eksperimenterede med at gøre gaslygterne endnu bedre, gjorde det indtryk i Frederiksborg Amts Tidende; ”Det rene hvide lys er så stærkt, at man i en afstand af 25 skridt med stor lethed kan læse i en trykt bog og skelne de fineste nuancer af farver”

Der varede dog længe, før gadelamperne i Danmark nåede det niveau. Samtidigt var der stor forskel på gadelyset i mindre og større byer, og gadelys blev kun langsomt udbredt. F.eks. valgte Thisted, Frederikssund og Maribo at opkøbe de gammeldags tranlygter fra Helsingør og København, da man her skiftede fra tran til gas. Skulle Den Gamle By fortælle den historie, er der derfor i virkeligheden slet ikke mørkt nok i 1864 kvarteret på museet. Det fortæller meget godt, hvor meget lys vi er vant til.

Det gælder ikke mindst julelys, hvor gågaderne og butikkerne i dag – sammenlignet med tidligere – udgør et lyshav, og private haver, som de senere år i stigende grad er blevet pyntet med julelys i alverdens former og farver. Til sammenligning skrev Peter Faber i 1848 om julehandlen i København ”se butikken hvor den stråler smukt”, så det må trods alt have været en oplevelse at se på butikker i julemørket. Det handler nok om, at der dengang var så mørkt, at det var lettere at se butikkens lys, og at der derfor ikke skulle så meget til.

Først i 1917 blev det første udendørs juletræ tændt, nemlig Politikens juletræ i København. Herefter fik købstænder over hele landet juletræ på Torvet, og i 1920´erne og 1930´erne kom guirlander og lys på gaden til. I 1927 beskrev aviserne bl.a. butikkernes julepynt sådan ”Butikkerne stråler som eventyrhaver fulde af kostelige skatte” og ”Samtidig brød et skrapt elektrisk lys ud fra butiksvinduerne over hele byen. Det var et flimrende, glitrende lyshav”. De store moderne butiksruder gjorde indtryk.

Under besættelsen måtte julelysene i gaderne i øvrigt undværes på grund af mørklægningen. Som en historiker skrev i 1943: ”I årene før den anden verdenskrig var julen så overordentlig smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder mod jul, hvor man gik på juleindkøb med sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse sidste år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Lyset gør sig bedst i kontrast til mørket.

De julepyntede butikker i 1927-kvarteret kaster masser af lys ud i gaden gennem de store, moderne butiksruder.

I Den Gamle By kan man gå igennem gaderne og på egen krop opleve udviklingen i lyset og juleoppyntningen i gaderne. Fra ingen pynt og sparsom belysning i den ældste del af museet, over julelys, guirlander og store butiksruder i 1927-kvarteret og til en 1974-gågade, der næsten ligner det vi kender i dag, men en overflod af lys både inde og ude.

Julestemningen i byens rum kan fortsat opleves i Den Gamle By efter de nye coronaretningslinjer. Se mere på https://www.dengamleby.dk/jul/ hvor du også kan booke din billet.

I Den Gamle Bys 1974-kvarter er det let at få øje på julepynten i gaderne og butikkerne, men hvordan formede julen i butikkerne sig ellers? Og hvad gjorde man for at trække kunder og den attraktive julehandel til? En god kilde til det er ugeavisen ”Tilbuds-avisen”, som Aarhus Stiftstidende udgav i 1974. ”Tilbuds-avisen” var en klassisk ugeavis, som kom i forskellige udgaver, der dækkede forskellige dele af Aarhus. At gamle nyheder af og til kan være mere spændende end nye, er almen viden for historikere. Og ser man på Tilbudsavisen for Århus Nord fra november og december 1974 finder man mange gode historier fra butiksjulen 1974. Nogle af dem skal vi se på her.

Jul i Den Gamle Bys gågade anno 1974.

Indkøb – en oplevelse

Traditionelt siger man, at julen i 1970´erne var præget af, at handelsstands- og cityforeninger for alvor havde fået øjnene op for nye måder at trække kunder til butikkerne. Gågader var kommet til på forsøgsbasis i 1960´erne, og det viste sig hurtigt, at kunderne var glade for den nye måde at handle på. Randers gjorde i 1963 gaden Houmeden til den første permanente gågade i Danmark og derefter fulgte mange byer trop. I 1969 dukkede Jyllands første butikscenter VERI Center op i Vejlby-Risskov nord for Aarhus. Derefter åbnede der butikscentre op over hele landet såsom Rosengårdcentret i Odense i 1971 og Sædding Centret, der blev Esbjergs første butikscenter i 1977. Indkøbsoplevelsen blev i højere grad set som en helhed, og det er en tendens, som også præger detailbranchen i dag.

Butiks- og storcentrene havde gode muligheder for at lave indendørs aktiviteter til jul. Her er det juleudstillingen i 1973 i Gellerup Center, det nuværende City Vest i det vestlige Aarhus. Gellerup Center åbnede i november 1972. Foto: Billedarkivet, Den Gamle By.

Gode tilbud

En del af strategien for at trække kunder til i julen 1974 var naturligvis de gode tilbud. Allerede i slutningen af november annoncerede Kvickly og Brugsen i ”Tilbuds-avisen” med gode priser på margarine og smør til julebagningen – ligesom der var ”fryserabat” på en halv gris, som kunne udskæres efter kundens ønske, så den var klar til dybfryseren. For de udearbejdende husmødre kunne FDB-butikkerne også hjælpe med færdig brunkagedej på frost, som var klar til brug. Også Marienlunds Bageri var klar til at hjælpe med småkagerne – de annoncerede med et tilbud om at fylde småkagedåserne for 18 kr. pr. kilo.

Hos supermarkedet Nordland Trica var der både tilbud på ekstra gode julevarer som fløde, vin, gløgg, dessertis, ost og kaffe – og på hverdagsvarer som skyllemiddel, æg og forloren skildpadde på dåse. I december gik jagten på kunderne yderligere ind med juletilbud på ænder, julemedister og ribbensteg, som nok kunne trække kunder inden for dørene.

Julelotteri

Et af de populære tiltag i 1970´erne var julelotterier i forretningerne, som ”Tilbuds-avisen” har mange eksempler på. I Tordenskjoldsgade på Trøjborg var 70 specialforretninger gået sammen om et julelotteri, som man kunne deltage i, når man købte varer i forretningerne. For hver 10 kr. kunderne købte for, fik de udleveret en brik, der skulle påklæbes en spilleplade med 12 felter. Når spillepladen var fuld, skulle den indleveres og hver tirsdag i december blev der trukket en vinder. Hovedpræmien var et B&O Beovision 26” farve-tv til en værdi af 8.000 kr. En af forretningerne, der var med i lotteriet, var Foto-borgen, som er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter. Julehittet hos ”de rare foto-julemænd”, som forretningen omtaler medarbejderne, var et lommekamera til 129 kr.

Foto-borgen er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter og pyntes hvert år til jul, som den blev det på Trøjborg. I 1974 udleverede forretningen gratis julekalendere til alle børn som reklame.

Også hos Chevron var der julelotteri, hvor alle bilister fik udleveret en lodseddel, så de kunne deltage i lodtrækningen om laks og chokolade. Derudover kunne billisterne få gratis batteritest og kølervæskekontrol. Blandt juletilbuddene var ratovertræk i læder og en triptæller, så benzinforbruget kunne kontrolleres. Oliekrisen i vinteren 1973-1974 med bilfri søndage og restriktioner på julebelysningen i forretningerne i julen 1973 var stadig i frisk erindring. I forlængelse heraf havde Palle Koch tilbud på klar plast i mange farver og på tætningslister under overskriften ”Stop kulde – spar varme”, så der kunne laves forsatsruder og lignende.

”Tilbuds-avisens” annonce om julelotteriet i Tordenskjoldsgade.

Hos Nordland Trica var der dagligt lotteri i december, hvor man kunne vinde julemiddagen – nemlig en stor and og 1,5 liter rødvin. Her fik kunderne et lod, hver gang de købte for 25 kr.

Der trækkes en vinder af købmand Jessens julelotteri i Høje Taastrup i 1973. Hovedpræmien var en rejse til Rhodos. Foto: Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune

Udover mad og drikke var julegaveideer et oplagt sted for butikkerne at annonce. Flere steder udnyttede forskellige butikker hinandens nicher til at kunne annonce samlet med julegaver til hele familien. Butikkerne i Lystrup annoncerede således samlet. Årets hits var her fløjlsbukser til både børn og voksne, elboremaskine og selvfølgelig legetøj til børnene; Airfix modeller, Skildpaddedukker og indianere og cowboyfigurer i malet plast.

Palle Koch havde bud på julegaver til hele familien.

I Tordenskjoldsgade på Trøjborg mente forretningen Gottlieb – gardiner og udstyr, at julegaveideerne skulle findes mellem kalenderviskestykker til 9,85 kr. og strygefri sengesæt til 98 kr. Andre forretninger nævnte spillet Master Mind, der var årets nyhed, hjemmesko og sportsudstyr som bordtennisbats og fjerbolde til badminton. Andre tidstypiske gaveideer var sømandsstrik, originale islændersweatre, ørkenstøvler og kassettebånd til børnene med Kaj og Andrea eller Sørøver Sally.

I kernefamiliens hjem i 1974-kvarteret pynter et kalenderviskestykke i køkkenet.

Arrangementer, udflugter og juletræssalg

Ønskede læserne af ”Tilbuds-avisen” at komme lidt ud i julemåneden var der også mulighed for det. Århus Hjælpebrigade holdt Julekoncert i Kongreshuset, hvor man både kunne opleve Malernes Sangkor, skuespillerne Gotha Andersen og Grethe Thordahl, festtale ved borgmester Orla Hyldested og brassbandet Senex. I Vejlby-Risskov holdt husmoderforeningen julestue med juleklip, og i Skødstrup var der julebanko i forsamlingshuset, hvor der blev spillet om seks kvarte grise med kaffe som sidegevinster.

Juletræssalget blev i 1974 i høj grad foretaget af foreninger. Ved Veri Centret var det Skovbakkens brydeafdeling, der for 6. gang stod for juletræssalget. Foreningens medlemmer fældede selv træerne på Mols og ved Silkeborg. De forventede at sælge 2000-3000 træer i julemåneden. I en annonce 11. december reklamerer klubben med normannsgran, nobilis, blå og rødgran samt om lodtrækning om 10 juleænder.

Kreativiteten for at lokke kunder til var generelt stor. Hos Smedens lavpris-salg i Hasselager var der arrangeret julebus fra det centrale Aarhus, gratis kaffe i udstillingen og tilbud på håndmadder på Hasselager Kro, så der var basis for en længere udflugt. Forretningens julegaveideer rummede alt fra tandkrus og termostater over toiletbørster, badeforhæng og blandingsbatterier, så vi er her i den mere praktiske del af julegaverne.

Et par nye briller blev anbefalet som ”helt uventet” julegave.

En gruppe forretningsdrivende i Viby i det sydlige Aarhus gik den anden vej. Som kunsthandler Frank Erlykke udtalte: ”Julen er efterhånden blevet en tand for kommerciel. For mange forretningsfolk gælder det efterhånden kun om at få kunderne inden for døren. Nu vil vi prøve om vi kan få lidt af den gamle julestemning frem igen.” ”Fra min side er det en protest mod at julen efterhånden er sunket ned til at blive et spørgsmål om kolde kontanter i pengekassen. Den stemning som vi kendte engang er forsvundet. Selvfølgelig skal der skillinger i kassen til jul, men hyggen må ikke glemmes.” Sammen med andre forretninger arrangerede Frank Erlykke derfor fortovskoncert på Viby Torv med Jellebakkeskolens kor 17. december.

Også Minimagasinet havde blik for hyggen og reklamerede for at man selv kunne lave julestads med karton, stjernestrimler, glanspapir, guldfolie og silkepapir.

Allerede 30.december annoncerer flere forretninger for at udsalget starter torsdag 2. januar. At julen knap er overstået, før udsalget starter, er bestemt ikke noget nyt. Om julesalget slog rekorder i 1974 vides ikke, men ”Tilbuds-avisen” fortæller sin tydelige historie om, at de forretningsdrivende i avisens forskellige områder gjorde deres for at tilskynde kunderne til at lægge juleindkøbene netop hos dem.

Drikke jul. Æde jul. Lege jul. Opskriften på jul har siden vikingetiden været velkendt. Men et enkelt ord mangler, nemlig sammen. Fælleskabet er julens inderste væsen, og det ville ikke være jul, hvis vi ikke netop var et fællesskab.

Der er ikke meget sjov ved ”læg nu smukt din hånd i min”, hvis man ikke er mindst to. Der mangler noget, hvis man ikke har nogen at give gaverne til. Og julegudstjenesten forudsætter deltagelse af andre, før elementerne har deres virkning. Nogen skal læse juleevangeliet og fortolke det for andre. Salmernes virkning er størst, når orglet højtideligt ledsager flere stemmers sang. Julesangene hyggeligst, når man synger i kor.

I en corona-tid skal vi være sammen hver for sig, og juletraditionerne er derfor udfordret af, at netop fællesskabet skal finde nye veje. Men andre før os har holdt jul i en krisetid, og julen har det med at finde vej, uanset hvad den stilles over for. Måske fordi fællesskaber kan opstå alle steder – og fordi de er levedygtige trods afstand og kan holdes intakte på trods, når man har viljen til det. Det samme gælder julen og dens traditioner, som egentlig er ret elastiske – selv om vi ynder, at de er gået uforandrede gennem hundreder af år.

I 1973 ramte julen midt i oliekrisen, og Folketinget vedtog forbud mod belysning i butiksvinduerne. Julelysene i gaderne blev flere steder slukket, og Fredericia Dagblad skrev: ”Traditionen tro plejer der første søndag i advent at være det store myldreliv i Fredericias gader. Men det udeblev i år, hvor restriktionerne med manglende julebelysning og illumination af forretningsvinduerne samt bilfri søndag lagde en kraftig dæmper på udendørsaktiviteterne.” I år er den store juletrængsel erstattet af enkeltmands-indkøb og nethandel.

Stemningen var anderledes alvorlig under Anden Verdenskrig, hvor ønsket om fred kunne aflæses på årets julemærke allerede i julen 1940, hvor motivet på julemærket var en fredsdue. Freden kom som bekendt først i 1945, og i de fem år blev uvisheden hverdag med censur, rationering, beslaglæggelser af skoler og soldater i gaderne. Som i dag blev elever henvist til alternativ skolegang – fordi tyskerne brugte skoler til indkvartering eller militær undervisning, og børnenes undervisning kom til at foregå mange alternative steder. Efter krigen beskrev en elev i Aarhus, hvordan det var at komme tilbage til skolen med ordene ”Vi var hjemme – og vi følte, et mareridt var ovre.” Mon ikke denne følelse kommer til at gå igen, når de elever, der nu er sendt hjem af corona-hensyn, igen er tilbage?

Under besættelsen måtte man undvære julelys i gaderne.

Mens vi i dag kan nyde julelysene i gaderne for fuld udblæsning, satte krigens mørklægning sit præg på julen i gadebilledet. Lys fik en helt særlig betydning, hvilket også ses i, at Asp Holmblad i 1942 lancerede de første kalenderlys, som kunne købes færdige. Modsætningen mellem lys og mørke kom til at symbolisere krigen. Historiker Hans Ellekilde beskrev det sådan i 1943: ”I årene før 2. Verdenskrig var julen så overordentligt smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder imod jul, hvor man gik på juleindkøb til sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse skumle år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Hans Ellekildes fokus på savnet af lyset i den julepyntede by giver et godt billede af julen før krigen, men viser også at fællesskabet spiller ind i oplevelsen. Ellekilde nævner det fælles juletræ, at købe gaver til sine kære og fællesskabet i det vi, som nu famler rundt i den mørke by.

Anden Verdenskrig påvirkede også smagen af julen. Rationeringer satte fart i husmødrenes kreativitet, når det kom til konfekt og søde sager. Det gav os havregrynskuglen, der, trods det at den kom til verden som et erstatningsprodukt, i dag er en fast juletradition for mange. Erstatningsmarcipan lavet på moste kartofler, slog dog ikke an. Man lærte at nøjes med lidt, som en erindring om appelsiner fra en dreng født i 1935 viser. ”Det var et stort øjeblik, når en appelsin blev delt. Vi dyppede den i sukker og fik en skive eller to hver. Det var som om en anden verden rykkede ind i stuen.”

Krigen var også en tid med frygt og uvished, og under krigen måtte nogle danskere holde jul steder, hvor julehygge og -samvær umiddelbart virker usandsynlig som f.eks. i interneringslejren Frøslevlejren. Her fejrede fængslede modstandsfolk jul i 1944, og Kjeld Feilberg fortæller, hvordan det foregik. Efter julemåltidet med flæskesteg og æblekage blev der holdt jul på stuerne. Modstandsfolkene havde lavet primitiv julepynt af de forhåndenværende materialer, og lys var blevet smuglet ind. Modstandsfolkene supplerede med hjemmelavede julelys af voks fra osteskorper. På Kjeld Feilbergs stue blev der skålet i indsmuglet snaps, og der var også skaffet et lille juletræ. Festen var beskeden, men alle bidrog med lidt, og Feilberg kaldte juleaften ”en af lejrens største oplevelser.” At julen foregik i en periode med mange transporter til tyske lejre, understreger, i hvor høj grad fællesskabet var en støtte for de internerede og en måde at få alvoren lidt på afstand.

Også i skyttegravene under Første verdenskrig var julens fællesskab nærværende på trods. Historien om de engelske og tyske soldater, som sammen sang julen ind juleaften 1914 er et gribende eksempel på, hvordan et fællesskab i julen overskrider grænser, der ellers skiller os.

En dansk soldat, der deltog i 1. verdenskrig på allieret side, berettede i et brev til sin søster om julen 1915: ”Juleaften var jeg jo lidt beklemt om hjertet. Lykkeligvis var jeg alene i mit telt, så jeg kunne have alle mine tanker hjemme hos Eder, kære, og jeg glemte ikke mine julesalmer.” Fællesskabet med soldatens familie ligger her i tankerne og i de salmer, som han vidste, at familien sang derhjemme. På den måde kunne fællesskabet tilgås i tankerne og dermed overskride fysisk adskillelse.

For de sønderjyske familier, som havde måttet sige farvel til fædre, brødre og sønner, der blev sendt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, prægede krigen naturligvis julen. Som en dreng født 1910 erindrer ”Far havde hidtil været heldig med at få juleorlov, men i 1917 lykkedes det ikke. Den jul gik han nede i fæstningen Neu Breisach vest for Rhinen på højde med Freiburg og måtte nøjes med at sende tankerne hjem. 1917 – det var den jul, mor græd. Vores tapre mor.”

Når alt kommer til alt, bærer fællesskabet julen, men fællesskabet kan heldigvis tilgås på mange måder. Når vi i år skal være sammen hver for sig, må vi indstille os på nye veje for fællesskabet og for julen og huske på, at julens fællesskab, dens inderste væsen, har det med at finde en vej uanset.

Rigtig glædelig jul.

Tak til Aarhus Stadsarkiv for citatet om skolegang under krigen og til Museerne i Fredericia for citatet om julebelysning under oliekrisen.

Der er nok at se til i julen. Alle forberedelser skal være på plads, så julen bliver, som den skal være. Gaverne skal være købt og pakket ind, maden forberedt, juletræet hentet, pynten flettet og klejnerne vredet.

I 1966 lavede ugebladet Alt for damerne en praktisk julekalender for husmoderen, så tiden op til jul ikke blev helt så travl, og så man var sikker på at nå det hele.

Kalenderen, som også blev kaldt en ”huskekalender” er desværre ikke med låger. Til gengæld starter den allerede i november, d. 24., hvor dette gode råd gives: ”Endnu er der en hel måned til jul, så der er masser af tid til alt det, der skal nås, hvis De blot fordeler det med lidt hver dag. Og glem ikke Dem selv i travlheden, bestil allerede nu tid hos frisøren.”

De gode råd fortsætter med et nyt for hver dag. 28. november minder kalenderen om hele tre ting, nemlig børnenes julefotografering og kalenderlyset, samt at ”finde småting til børnenes julekalender.” Modsat i dag var det ikke en mulighed at købe gaverne til pakkekalenderen samlet og indpakkede, så det var alene op til forældrenes fantasi at finde små gaver at pakke ind. Skal man tro Alt for damerne, var opgaven mødrenes. Fra en pakkekalender i museets samling ved vi, at en mor få senere valgte gaver som en pixibog, en karamel, en klementin, en blyant eller lignende.

Alt for damerne inddrog dog også kvindernes ægtefæller i juleopgaverne. 10. december lyder rådet: ”Hvis både De og Deres mand holder fri om lørdagen, er det en rar dag at få ordnet alle julegaveindkøbene på – mon De ikke også skulle tænke på at spise frokost ude i dag?”

Dagen efter opfordrer bladet til, at man gennemgår juletræspynten, så der er overblik over behovet for reparationer og for at kreere nyt. Rådet opfølges 13. december med følgende ”I dag finder De anvisninger på juletræspynt i Alt for damerne, ideer til gaveindpakning, bordpynt og så videre, mon ikke der er noget, De kan bruge?” Rådene er altså timet, så det passer med indholdet af bladets julenumre.

Kalenderen giver også råd om at besøge en ”ensom gammel”. Her kan man medbringe hjemmebagte småkager og en juledekoration. Har man fulgt et tidligere råd, er materialet til dekorationen allerede i hus. 27. november er der nemlig en tur på programmet: ”De skulle tage hele familien med på en rask travetur i skoven – det er ikke for tidligt at samle kogler og kønne grene til juledekorationerne – sørg for et godt tebord ved hjemkomsten og tænd det første lys i adventskransen.”

De mange opgaver i kalenderen kan give indtryk af, at Alt for damerne forfølger et ideal om, at husmoderen skal ligge vandret i julen, men bladet slår faktisk til lyd for at gøre mindre og tage tid til sig selv som i eksemplet med opfordringen til at spise frokost ude og rådet om at bestille frisørtid. På samme måde er der både d. 5. og d. 19. december fokus på ikke at overgøre de praktiske opgaver. 5. december lyder rådet: ”De ved vel, at det der med julerengøringen er et afskaffet begreb? Det er tilstrækkeligt med en grundig ”afpudsning”. Men synes De, nypudsede vinduer og nyvaskede gardiner hører til Deres jul, kan De roligt bestille vinduespudser og vaske gardiner nu”. Og 19. december følges der op med ”Selv om De ikke skal slide i det med julerengøring, må messing- og kobberting nu gerne skinne, puds dem nu og gør ellers, hvad De synes er strengt nødvendigt i huset.” Selvom den store julerengøring er aflyst, er der fortsat nok at gøre, men målet synes at være at nå frem til juledagene, uden at husmoderen er lagt ned af arbejdsbyrden, og hvor det har været hyggeligt undervejs.

Juleoppyntningen af hjemmet er omtalt flere steder i kalenderen. Alt for damernes bud på oppyntning er at tage det i etaper. 8. december foreslår kalenderen, at man tænder et levende lys på morgenbordet, og at man ”finder enkelte juleting frem og pynter med dem.” 18. december pyntes hele huset op til jul. Samme dag er der i øvrigt meget på programmet: ”Send Deres mand og børnene ud at hente juletræet og gør imens klar til at alle kan lave julekonfekt. … Skriv de sidste julekort og breve i aften.”

Kalenderen kommer omkring alle tænkelige juletraditioner fra tiden, kalenderlys, julefrokost, adventskrans, pakkekalender, juledekorationer, hjemmebagte småkager, sammenskudsgilde med gløgg og meget andet. Følger man alle kalenderens gode råd, bliver opgaverne spredt ud, så man når det hele til jul uden alt for meget juletravlhed.

Alt for Damernes sidste råd bærer præg af andre åbningstider i butikkerne og andre priser på opkald end dem, vi kender i dag: ”På forhånd: God jul, men husk, at der kommer 2 helligdage, så sørg for at have mælk og brød nok. Hvis De ringer julehilsner til familie og venner, så husk, at telefontaksterne er lavest mellem klokken 18 og 8.”

Om kalenderen virkelig er blevet brugt til at organisere de hjemlige opgaver i den travle juletid, er svært at vide, men den er uanset et godt indblik i, hvordan opskriften på den ”rigtige” jul blev formidlet. Samtidigt er det tydeligt, at Alt for damerne brugte kalenderen som salgsstrategi, for flere af tipsene er koordineret med, at ugens eksemplar af bladet kunne hjælpe med lige præcis det.

Det allerbedste juleråd bringer bladet dog 13. december i sektionen ”Breve til Alt og alle”. Her skriver A.M: ”Det var en søndag før jul. Vi skulle gerne i skoven, men jeg syntes ikke, at jeg havde tid. Der var så mange ting, der skulle fra hånden den eftermiddag. Nå, mor skulle nu helst med … Vi gik i granskoven … og samlede grangrene, kogler og mos, og det blev til meget, for set med barnets øjne var der ikke den ting i skoven, som ikke netop kunne bruges til jul. Det var skumring, da vi kom hjem, friske af turen og endnu med duften af skov hængende i næseborene. Så hyggede vi os med kakao, boller og julekage, tændte adventskransen og sang en julesalme. Og tro mig: der var bestemt ingen, der tænkte på det, mor ikke nåede den juleaften.” Juletempoet kan selv for en rutineret husmor blive for højt, og det er vigtigt at huske på, hvad der egentligt er det væsentlige i julen.

Til slut er der bare tilbage at ønske alle husmødre m/k en glædelig juletid uden julestress.

Til de mest elskede danske julehistorier hører klassikeren Peters jul, som i vers og billeder giver en opskrift på julen, som den så ud i midten af 1800-tallet. Men hvad er egentlig baggrunden for bogen, og hvordan blev den modtaget, da den udkom? De spørgsmål skal vi dykke ned i her, hvor vi ser nærmere på børnebogen, der er blevet grundbogen til den danske jul.

En klassiker bliver til

Da Johan Jacob Krohn (1841-1925) i 1863 digtede de første vers til Peters jul, var det ikke givet, at bogen ville blive et hit. Faktisk var det meget tæt på, at den slet ikke var kommet til salg. Det skyldtes, at Johan og de to tegnere, Johans bror Pietro og brødrenes ven Otto Haslund, der lavede illustrationerne, var så oprørte over, hvordan bogen så ud, at de gav udgiveren forbud mod at sælge den.

Hvad det præcis var, at Johan, Pietro og Otto var så utilfredse med ved bogen, fremgår ikke klart, men i et bevaret brev til Fru Conradsen, en bekendt hvem Johan Krohn tilsendte et eksemplar af førsteudgaven, skrev han om det: ”Men i Julen er det en travl Tid for Lithograferne, og derfor kom Bogen i Hænderne paa et rigtigt Svin (undskyld Udtrykket!) af en Lithograf. Da vi kom op for at see Værket, vare vi nær besvimede alle tre over det, vi saae. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet som en 2 Skillingsbog! Kort og godt, dens Kjælderudseende gjorde, at vi nedlagde Protest og nægtede, at Bogen maatte see Dagens Lys i den Kostume.” 

Senere i brevet gav Johan Krohn fru Conradsen det gode råd, at hun gjorde klogt i at gemme bogen: ”i den brændende Kakkelovn eller paa Bunden af en dyb Skuffe…” Ikke ligefrem opskriften på en succes.

Pietro Krohn og Otto Haslund havde sammen kort inden lavet tegninger til en anden børnebog, Brevet til Christusbarnet, der udkom i 1863 og havde vers af Dr. H. Schou. Brevet til Christusbarnet kom til salg i december 1863 i stift bind og til 72 skilling (altså var den ikke en 2 skillings-bog) Avisen Fædrelandet kaldte tegningerne nydelige, og bogen er nogle større og mere stilrent sat op end førsteudgaven af Peters jul. Det kan have været noget af det, som trekløveret reagerede på.

Tegningerne, der er gengivet i større format end tegningerne i førsteudgaven af Peters jul, viser tydeligt, at Otto og Pietro havde godt greb om både at illustrere bogens vers og at lave tegninger, hvis detaljer kunne fange børn. Bogen handler om en lille fattig pige, der skriver til Christusbarnet for at bede om, at hun og hendes mor, der ligger syg, kommer til at opleve juleglæden. Måske var det her, Johan blev inspireret til at skrive om julen i sit barndomshjem set fra barnets synspunkt.

Første udgave

På grund af ophavsmændenes modvilje mod den, blev bogen lagt på lager efter trykning. Året efter gik forlæggeren fallit, og brødrene Krohn og Otto Haslund gav ham lov til at sælge oplaget til julen 1866. Dermed kom bogen på gaden. Prisen blev 24 skilling, og Peters jul var dermed noget billigere end Brevet til Christusbarnet.

Selvom ophavsmændene græmmede sig over bogen, fik Peters jul rosende omtale, og ser man bogen med nutidige øjne, er der noget moderne over den. Bogens form er usædvanlig, idet den øverste kant af bogen er buet. På bogens sider bruges dette format til at danne en fast ramme for opsætningen med illustrationerne øverst og versene nederst. Omslaget forestiller en julemandsfigur, som i Peters jul hedder Den gamle jul. På forsiden ses han forfra, og på bagsiden bagfra. Sammenlignet med de store tegninger i Brevet til Christusbarnet kan tegningerne virke lidt gnidrede og sammentrængte, men til gengæld var Peters jul trykt i farver, som nok har kunnet fange de unge læsere. Førsteudgaven af Peters jul er i dag meget sjælden. Det er dog uvist, hvor stort det oprindelige oplag var. Bogen blev ikke udsolgt i julen 1866 og kom i handlen igen året efter.

Blandt anmelderne finder man 16. december 1866 Illustreret Tidende, der skriver, at bogen ”ikke alene indeholder ret heldige Vers, men ogsaa ved sit originale Ydre gjør sig bemærket.” Også avisen Dags-Telegraphen var begejstret og konkluderede sin anmeldelse et par dage senere ”Peters Jul er en baade med Hensyn til Udstyrelse, Illustrationer og Tekst lige passende Julegave”. 

Nye udgaver

Efter førsteudgaven kom på markedet, gik Johan Krohn i gang med at gennemskrive versene med henblik på en ny udgave. Han tilføjede også enkelte nye vers som besøget af den fattige Rasmus og historien om, hvad der skete med juletræet, efter at julen var ovre. Illustrationerne stod Pietro alene for, og en livlig korrespondance fra Johan til Pietro fortæller om samarbejdet. Johan bad f.eks. Pietro om, at gåsen på tegningen blev pyntet med flag, grankrans om livet og manchetter om benene, så det passede til teksten, og han foreslog, at det sidste digt kunne ”give Anledning til en deilig Tegning”. Johan skrev også om sine tanker om at lægge navn til versene og bad sin bror overveje, om han kunne være versene bekendt. Det må have været med en vis nervøsitet, at han sendte bogen til udgivelse op til jul 1870.

Da andenudgave udkom, blev Peters jul anmeldt igen, og bogen fik meget ros. Illustreret Tidende skrev blandt andet: ”Den rette barnlige Tone træder En imøde paa hvert af Bogens Blade, og et sandt aandeligt Slægtskab lader sig her tilsyne hos de to Brødre, der have anvendt deres Talent paa at skaffe Børn en fornøielig Juleunderholdning.” Berlingske Tidende skrev, at Bogen sikkert ville ”blive modtaget med almindelig Velvilje, og vi ville håber, at den må finde megen Udbredelse til den forestaaende Jul. Teksterne er særdeles tiltalende, og Billederne bære et bestemt præg af, at de skyldes en kunstner.” Dagens Nyheder roste bogen for at være af både kunstnerisk og poetisk værdi.

Også H.C: Andersen var begejstret for bogen. Johan Krohn sendte den til ham, og Andersen svarede kort før jul 1870: ”De vil forstaa hvor megen Glæde jeg føler ved at modtage “Peters Juul” og han roste bogen for, at dens tekst og billede sluttede sig ”saa smukt sammen”.

I 1889 havde Peters jul været udsolgt i nogle år, og det blev anledningen til endnu en ny udgave. Frants Henningsen gentegnede Pietros illustrationer til anden udgave og farvelagde dem, så der kom farver på alt fra juletræ og æbleskivepande til legetøj og gåsesteg. Tredje udgave fik også en positiv modtagelse. Aalborg Stiftstidende konkluderede: ”kønnere Gave for Smaabørn eksisterer ikke” i en forsinket omtale 3. januar 1890, og Sorø Amts-Tidende skrev om bogen 11. december 1889, at den ”da den i halvfjerdserne første Gang udkom, for længst har vundet hævd som en af vore bedste Børnebøger, og den har været højt savnet de sidste Aar, hvor den har været udsolgt”. Avisen roste også forlæggeren for ”en række gode, danske Børnebøger af blivende værd”.

Siden er bogen blevet genudgivet mange gange, og flere illustratorer har sat nye billeder på versene som Herluf Jensenius i 1942 og Mads Stage i 2002. Gennem tiden har bogen været julelæsning for mange generationer, og genkendelsens glæde har i dag tag i både oldeforældre, bedsteforældre, forældre og børn, der er vokset op med de kendte vers som “Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid“.

”Som Far kun faa der findes, men ikke en som Mor”

De første vers til Peters jul blev som nævnt til i 1863. Johan Krohn var da 22 år og studerende. I en dedikation til sin far skrev han i 1866: ”Med Tak dig være Bogen bragt, Thi aldrig skal jeg glemme: Hvad jeg i denne Bog har lagt, Det har jeg lært herhjemme, Jeg har det lært herhjemme, ja, når du vil Bogen skue, du træffer mangt et minde fra, vor egen Julestue”. Det fremgår altså ganske tydeligt, at Johan Krohn i bogen trækker på julen i sit barndomshjem. Sammenholder man dedikationen med indledningen fra Peters jul fra 1870, er der noget, der tyder på, at det særligt er sin mor, han har i tankerne. Indledningen starter ”Det er den danske Moder, hvem Bogen bliver sendt” og slutter ”thi end bestandig gælder, de gamle gyldne Ord, som Far kun få der findes, men ikke en som Mor”

Johan Krohn har altså taget sin barndomsjul med sig, som den ”rigtige” måde at holde jul på, og på den måde er julefejringen i en velstillet københavnsk borgerfamilie kommet til at få ret stor betydning for danskernes opfattelse af idealet om den rigtige gammeldags jul. Men for forfatteren selv har der nok været en helt særlig grund til at mindet om barndomsjulen havde en speciel plads i hans hjerte. Johan mistede nemlig sin mor som 11-årig i 1853. Familien boede i en lejlighed i Nyhavn, og udover Johan og forældrene bestod hjemmet ved folketællingen i 1850 af fire brødre, en søster, en plejebror og to tjenestepiger. Det var altså en stor familie, som fejrede julen sammen i Johans barndomshjem.

Johan selv fik ingen stor familie. I 1879 giftede han sig med Cecilie Margrethe Petersen, men Cecilie døde tidligt, og parret fik ingen børn. Børn fyldte dog alligevel Johans tilværelse i hans arbejde som lærer og skoleleder og som målgruppe for de bøger og julehæfter, som han efterfølgende skrev og redigerede. Ingen af de andre værker har dog fået lige så stor betydning for den danske jul som Peters jul. Mange danskere kan citere flere af bogens vers, og bogen er kilde til traditioner som juleklip, mandlen i grøden, godter, julegaver, julemaden og meget mere. Det er derfor helt på sin plads at følge Sorø Amts-Tidende og kategorisere Peters jul som et værk af blivende værdi.

Kys, kærlighed og jul er tema for mange af julens popsange, og det er ikke så underligt, for der er tætte bånd mellem de tre emner.

Tilbage i 1600- og 1700-tallet blev julen fejret med mad, øl, lys og fællesskab. Der var fokus på det kristne budskab, men fejringen var vævet tæt sammen med mere løsslupne løjer og festligheder. 

En af tidens juleskikke, som siden er gledet ud, var at lægge halm på gulvet, så husstanden kunne sove sammen i halmen julenat for at mindes Jesu leje i krybben i stalden i Bethlehem. Umiddelbart kan det lyde uskyldigt, men den fælles seng i halmen gav mulighed for, at unge ugifte kunne komme meget tæt på hinanden. Det gav en overhyppighed af uægte fødsler i september, og den kristne kirke prøvede at komme traditionen til livs.

Kirken var heller ikke begejstret for julestuerne, som blev holdt i juletiden fra 2. juledag til Helligtrekonger, 6. januar, eller nogle steder helt indtil Kyndelmisse, 2. februar. Julestuerne var fester med rigeligt øl og brændevin, hvor de unge morede sig med forskellige lege. Nogle af legene er i dag blevet til sanglege for børn, som f.eks. Bro, bro brille og Blindebuk. Andre var knap så uskyldige og involverede kys og afklædning. Det gælder f.eks. huelegen, som var en sangleg med mange vers. Hvert vers endte med en linje som “til mine strømper falder af” eller “til mit skørt falder af”, og i løbet af sangen blev deltagerne klædt mere og mere af. En anden meget fysisk leg var “Ælte bolledej”, hvor en karl og en pige blev lagt ovenpå hinanden på et bord. Herefter tog resten af selskabet fat på at ælte dem sammen. Allerede i 1683 forsøgte man at komme julestuerne til livs gennem lovgivning. Danske Lov byder således; “al forargelig legen om julen…forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes.” Forbuddet havde ikke megen virkning, og i 1724 skrev Ludvig Holberg stykket “Jule-stue“, som en satire over forholdene ved julestuerne. Heri lader han borgmester Jeronimus udtale sig om julestuerne:

Gid jeg havde en Daler

for hver Piges Jomfruedom

der er gaaet af Stabelen

ved saadanne Lejligheder.

Det er altså ganske tydeligt, at der kunne ske et og andet til julestuerne. Det oplyste borgerskab gik i løbet af 1700-tallet væk fra julestuerne, men på landet holdt traditionen med julestuer op i 1800-tallet, og i fødselsstatistikker fra Sverige kunne man i 1840´erne stadig se ekstra mange fødsler i september.

Hvis man var den heldige finder af mandlen i grøden, kunne det også udløse et julekys. Denne tradition spredtes i Danmark i 1800-tallet, men før det kendes den ved hoffet, tilsyneladende med inspiration fra den franske kage la galette des rois, der spises Helligtrekongers aften. I kagen blev gemt en lille mønt, en figur eller en bønne, og den, der fandt mønten, blev konge for en aften og fik flere privilegier. F.eks. måtte andre deltagere i festen kun drikke, når kongen drak, og kongen kunne give sig selv ret til et kys fra alle kvinder i selskabet. 

Kys kunne også vindes i pantelege, som det nævnes i Peter Fabers “Sikken voldsom trængsel og alarm” fra 1848: 

“Gud velsigne den, der først opfandt

det at lege jul og give pant;

unge pige! Lad os lege skjul, 

giv mig kun et kys, det er jo jul”

Pantelegen bestod f.eks. i, at deltagerne hver afleverede en lille ting. For at indløse pantet og få tingen igen, skulle deltageren udføre en opgave, f.eks. give en anden deltager et kys, eller svare på et spørgsmål. På sin vis en leg der minder om teenagetidens leg Sandhed eller konsekvens, som også kendes som S, P eller K.

I den mere uskyldige ende er bogen Peters jul udgivet1866, hvor mor og far fejrer nytåret med et kys: 

“Når glædeligt nytår, vi har sagt

og alle hinanden hånden rakt

så kommer Karen herind i stuen

og siger, hun takker herren og fruen

Så siger far, at jeg skal i seng

hvert år må man blive en bedre dreng

Han banker mig lidt med piben på panden

og han og mor de kysser hinanden”

At stå under en mistelten kan også kaste julekys af sig. Traditionen er mest udbredt i Storbritannien og USA, men med The Julekalender kom udtrykket “Oluf, a står under a mistelten” på alles læber og gjorde den landskendt. Planten var tidligere almindelig i Danmark, men i dag vokser den sjældent vildt og er fredet. Udover sin rolle i julen er mistelten kendt fra nordisk mytologi, hvor det er en pil af mistelten, der dræber Balder, men planten er også blevet brugt som lægemiddel. For kelterne var misteltenen hellig og blev brugt af druiderne, der var kelternes præster. Druiderne høstede misteltenen under helt særlige former, hvor misteltenen bl.a. ikke måtte røre jorden. Druiden Miraculix´ omhyggelighed med at høste mistelten i tegneserien om Asterix og Obelix er inspireret af disse historier. At misteltenen giver adgang til et julekys, er en tradition, der formentligt er opstået i 1700-tallet, hvor briterne var meget optagede af kelternes historie og traditioner.   

Den ultimative sang om julekys er måske “Jeg så julemanden kysse mor“. Den stammer fra en amerikansk version ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” fra 1952. Sangen er lavet i et hav af coverversioner og oversat til mange andre sprog end dansk. Den første danske version kom i 1953.

Hvem skal du kysse til jul?