2. februar. Det er kyndelmisse.

De få danskere, der kender ordet kyndelmisse, forbinder det vist mest med et par linier i en sang, som de lærte i skolen engang for alt for længe siden:

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude.

Det er hvidt herude… (instawebgram.com)

Linierne er fra Steen Steensen Blichers digt Trækfuglene fra 1838, som Thomas Laub satte musik til i 1914.

Kyndelmisse, som kirkeligt set kaldes for Mariæ renselsesdag, markerer, at der er gået 40 dage siden jul. Det er en mindefest for Jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter hans fødsel. Ifølge Det gamle testamente (3. Mosebog, kapitel 12) var en kvinde uren 40 dage efter en drengs fødsel, 80 dage efter en piges. Når denne tid var vel overstået, da skulle hun i Templet ofre et lam og en due – eller hvis hun var fattig, et par duer -, hvorefter hun af præsten blev erklæret for ren. Den nybagte moder blev med andre ord udelukket i hele 40 eller 80 dage fra det kirkelige fællesskab på grund af noget så naturligt som en fødsel.

Barthélemy Parrocel (1595-1660): Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (commons.wikipedia.org)

Nu skulle man så tro, at denne regel blev sløjfet i 1536 med reformationens indførelse i Danmark, men det var ingenlunde så. Først en kirkeforordning i 1754 ændrede dette. Det er dog svært at skille sig af med indgroede vaner, og helt op imod 1900-tallet blev nybagte mødre af præsten budt velkommen tilbage til kirken.

Lysene indvies. Fra Olaus Magnus’ Historie om de nordiske folk, 1555

Kyndelmisse er en katolsk lys- eller kærtefest, hvor de lys, der skal bruges i hjem og kirke de næste år, indvies. I hjemmet blev lysene brugt for eksempel ved barsel eller alvorlig sygdom. Kirkens lys er et sindbillede på Frelseren, Verdens Lys. Den katolske fest kan spores tilbage til 500-tallet.

Kyndelmisse er sammensat af kyndel, et oldnordisk ord afledt af det latinske ord candela, der betyder lys, og misse, en fordanskning af det latinske ord missa for messe eller gudstjeneste. Kyndelmisse betyder altså ordret ‘gudstjeneste for lys’.

Kyndelmisses mange lys (gadekrydset.dk)

Som så mange katolske helligdage har også kyndelmisse rødder i en folkelig tradition. Den 2. februar er fra gammel tid blevet opfattet som årets koldeste dag. Det er Midvinter. Kyndelmisse ligger midt imellem 1. november (første vinterdag) og 1. maj (første forårsdag).

Mange folkelige traditioner var knyttet til kyndelmisse. Frugttræer skulle piskes med ris for at sikre en god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre sult. Når de tre af vinterens seks måneder var gået, skulle bonden helst have halvdelen af sit vinterfoder tilbage; denne tradition nævnes allerede af Henrik Gerner i 1670.

Det var forbudt at lade rokken gå eller at spinde kyndelmisseaften. I Verninge ved Odense så nogle engang ned på dette regelsæt og spandt lystigt løs, men så viste en kvindeskikkelse sig for de formastelige syndere. Kvinden rakte en gloende hånd frem imod dem, mens hun sagde:

Her ser I, hvad jeg i Helvede vandt,

Fordi jeg Kyndelmisseaften spandt.

Som mærkedag for midvinteren var det yndet at tage varsler af vejret på kyndelmissedag: Hvis det blæser så meget på denne dag, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Et andet udsagn: Lige så lang tid lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal hun græde efter voldermisse (1.maj).

Mad og højtid hører for os uløseligt sammen. Måltidet var en vigtig del af den folkelige kyndelmissetradition. Der blev afholdt kjørmesgilde, et sammenskudsgilde, hvor man spiste en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin, eller stuvet hvidkål med flæsk, sylte og pølse.

Pandekager til kyndelmisse (natmus.dk)

Kyndelmisses pandekager, til sikring af en god byghøst, er en fynsk specialitet, der herfra spredte sig til resten af landet.

Ligesom ved andre mærkedage var der også ideer om, hvilke spiser der med fordel skulle nydes til kyndelmisse. Nogle mente, at flæsk stoppede rygsmerter. Andre, at resterne af julebrødet modvirkede såvel hovedpine som hugormebid.

Kært barn har mange navne. Kyndelmissedag er også blevet kaldt kertemessedag, kærmessedag og kjørmesdag. Udtrykket kjørmesdag kender vi fra Jeppe Aakjærs digt Sneflokke kommer vrimlende, som netop slutter med og nu kom kjørmes-knud. Både Jeppe Aakjærs kjørmes-knud og Steen Steensens Blichers kyndelmisse-knude betegner sne og frost.

Struensee er siden oktober 1770 blevet holdt ansvarlig for halveringen af vore helligdage. Halvandet år efter helligdagsreformen blev han selv halveret (eremit.dk)

Christian VII’s personlige rådgiver Johann Friedrich Struensee er blevet beskyldt for mangt og meget i tidens løb, således også den største reform af den danske festkalender, som nogensinde har fundet sted. Reformen blev udtænkt i danske Kancelli, og Struensees rolle var derfor minimal: Han accepterede reformen, og han fik kongen til at underskrive den.

10 af årets 22 helligdage blev afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), kyndelmisse-Mariæ renselsesdag (2/2), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hansdag (24/6), Mariæ Besøgelsesdag (2/7), Mikkelsdag (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) og tredje juledag (27/12). Ydermere blev to helligdage henlagt til søndage: Mariæ bebudelsesdag (25/3, flyttet til 5. søndag i fasten) og Taksigelsesdagen for afslutningen på Københavns brand i 1728 (flyttet til søndag efter den 23. oktober).

Hvorfor foretog man dog en sådan massakre på de danske helligdage? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af lovteksten: ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Guds Dyrkelse. Med andre ord: Vi danskere brugte helligdagene mere til druk og hor end til from andagt og bøn.

Den moderne kyndelmisse (mygind-by.dk)

Selv om kyndelmisse blev afskaffet som officiel helligdag herhjemme i 1770, markerer flere og flere kirker alligevel dagen – enten 2. februar, aftenen før eller søndagen efter. Man holder gudstjeneste som en lysfest for den Kristus, der sagde Jeg er verdens lys, den som følger mig skal ikke vandre i mørke.

hvidt forneden, hvidt foroven (alazep.blogspot.com)

Med kyndelmisse er halvdelen af vinteren gået, og nu venter vi alle på foråret! Det gjorde Steen Steensen Blicher vist også. I sidste vers skriver han nemlig det, som de fleste af os savner såre meget, mens vi døjer med vinterens kulde og frost:

Inderlig jeg længes,

efter Vaar, men Vint’ren strænges;

atter Vinden om til Nord!

Kom, Sydvest, som Frosten tvinger,

kom med dine Taagevinger!

kom og løs den bundne Jord!

kom og løs den bundne Jord! (aok.dk)

Titlen på dette blogindlæg er hentet fra Erich Pontoppidans lille og meget mærkelige bog Everriculum fermenti veteris. Bogen udkom i 1736, og blev udgivet i 1923 på dansk under titlen Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg.

I bogen svinger Pontoppidan for alvor svøben over almuens overtro. Pontoppidan raser mod misbrug af helligdagene til julestuer og julelege, hvor de grueligste skarnsstykker ganske enkelt undskyldes med hint efter Pontoppidans mening så afskyelige ordsprog: Det er jul, i hvad vi gør.

Sidste år havde jeg på dette tidspunkt allerede haft fat i julebloggen adskillige gange. I år er jeg alvorligt bange for, at julebloggen bliver noget tynd. Det skyldes ingenlunde mangel på interesse, kun mangel på tid.

Det kommer lidt bag på mig, at 1. december allerede er så langt væk nu. Tænk at have en juleblog – og så ikke være i stand til at præsentere årets udvalgte julekalender! Det er lidt flovt!

Samtidigt med, at vi alle har så rygende travlt med julen 2016 i Den Gamle By, presser to andre projekter sig på for alvor. Begge projekter bliver afsluttet i begyndelsen af februar 2017. Og begge projekter hænger uløseligt sammen. Skal jeg beskrive de to projekter med ét ord, kan jeg nøjes med at skrive ordet: Smykkeskrinet.

Tilbage i november 2013 købte Den Gamle By en enestående samling danske smykker af ægteparret Marion og Jörg Schwandt i Berlin. Samlingens knap 1000 smykker leverer et bredt og repræsentativt overblik over dansk smykkekunst igennem hele det 20. århundrede. Samlingen dokumenterer de væsentlige stilretninger, de stilskabende tekniske fornyelser og de anerkendte højdepunkterne i udviklingen. Og den inddrager ikke alene de helt store og kendte navne, men hele viften af smykkekunstnere, som i kraft af samlingens omfang er repræsenteret med et bredt udsnit af værker. Omkring 150 danske sølvsmede og designere belyses. Alle bidrog de med deres smykker til at gøre Danmark og dansk brugskunst verdensberømt.

Hele samlingen bliver udstillet i et sikret, underjordisk udstillingsrum. På samme tid udkommer der et bogværk om den store samling. Både udstilling og bog har siden februar 2016 taget det meste af min tid. På samme måde som et barn glæder sig til juleaften, glæder jeg mig til udstillingen åbner for publikum den 8. februar 2017.

Vor skønne jul kan jeg dog slet ikke glemme. Og arbejdet med Smykkeskrinet gør det da også umuligt!

Således er det da ganske fornøjeligt at sidde og arbejde med kataloget over smykkesamlingen. Og lige med et! Som smykke katalognummer 494 dukker denne broche op:

Brochen er designet af Erik Ellegaard Frederiksen og fremstillet 1978-79 af firmaet Hofjuveler A. Michelsen i København. Motivet vil være de fleste juleglade mennesker velkendt. Garnnisserne genkender vi både fra firmaets juleske 1957 og det officielle julemærke 1978.

Selvom tiden skrider hastigt fremad, og korrekturlæsningen på både den danske og den engelske version af bogen af og til forekommer som et mareridt, så dufter det alligevel lidt af gran – hvis man da kan sige det på den måde!

Det er altid en behagelig overraskelse, når man bliver præsenteret for julekalendere, der aldrig har været åbnet, og som tilmed endnu ligger i deres oprindelige emballage. De to julekalender, som jeg her bruger lidt tid på, har alt, hvad man kan ønske sig.

Emballagen til Nissernes Julestue med samlevejledning, forlag, serienummer og den håndskrevne pris på 2/85 foroven til venstre

Emballagen til Nissevinduet med den håndskrevne pris på 85 øre

Julekalenderne har aldrig været samlet. Lågerne har aldrig været åbnet. Den oprindelige emballage er perfekt bevaret. Det ansvarlige firma og julekalendernes serienumre, samt kunstnerens signatur, står både på emballagen og kalenderne. Når samtidigt motivet på begge julekalendere rent ud sagt emmer af hyggelig jul, så kan det da ikke blive bedre.

Nissernes Julestue klar til samling. Yderst til højre ligger kartonstykket med taget

Nissernes Julestue viser til fulde, hvor travlt små nisser kan have det før den store aften. Gaver skal laves færdige, gaver skal pakkes ind, og der skal selvfølgelig også være tid til at lege lidt med katten. De færdige gaver afleveres til en nisse, der står ved den grønne dør i baggrunden.

Arket med Nissevinduet

Nissevinduet giver et fint blik ind i stuen, hvor nissebørnene er i fuld færd med at pynte juletræet. Det kan være svært for små nissebørn at få hængt julekugler op på de øverste grene. Derfor har børnene ganske enkelt stillet en stige op ad træet. Til højre, ude i køkkenet, rører nissemor i gryden. Emballagens tekst vil vide, at hun bager klejner. I al fald ligger der en klejne og en vaniljekrans forneden, som de to små fugle er gået i gang med.

Mere enkelt kan en julekalender næsten ikke samles

Hvordan de to julekalendere skal samles, er meget tydeligt angivet på emballagen. Forneden bukkes det hvide stykke karton bagud, så kun det udsparrede stykke med henholdsvis fugle og julegaver står tilbage foran kalenderne.

De to medfølgende stykker karton har fire flapper af karton, der anbringes i udstukne riller foroven på julekalenderne. Kartonstykkerne danner tag over de to kalendere.

Emballagen angiver også prisen på julekalenderne. Med blyant er der på Nissevinduet skrevet 85 og på Nissernes Julestuen 2/85. Lidt mærkeligt med den store prisforskel. I bund og grund er kalenderne ganske identiske hvad angår materiale og bearbejdning samt tryk af samme.

Signaturen Axe for Axe Boysen (1923-2000)

Kunstneren har sat sit navnetræk på begge julekalendere. Signaturen Axe findes forneden til højre på begge kalenderen. Axe er identisk med den danske tegner Axe Boysen, født 1923 i Aarhus. Hun flyttede allerede i 1956 til Canada, hvor hun afgik ved døden i 2000. Axe har designet en lang række julepostkort, men altså også julekalendere.

Nissevinduet giver os mulighed for at se ind i nissernes stue – men der er så sandelig også nogen, der holder øje med os

Julekalendernes serienumre er henholdsvis 3913/1 og 3913/2. Begge julekalendere er udsendt af Colibri.

Dateringsmæssigt stammer begge julekalendere fra 1950-erne. Måske kan dateringen indsnævres lidt mere. Endnu en julekalender i Den Gamle Bys julesamling er udsendt af firmaet Colibri. Denne julekalender har serienummeret 3919/1 og bærer forneden på forsiden en sekundær påskrift Julen 1954. De to julekalendere Nissernes Julestue og Nissevinduet burde således kunne dateres til før 1954.

Julekalender sekundært dateret via påskriften forneden på forsiden til Julen 1954. Det alt andet end typiske danske julemotiv er tegnet af svenskeren Erik Forsman

Det er ikke lykkedes mig at finde oplysninger om dette firma Colibri. Julekalenderen fra 1954 med serienummer 3919/1 angiver foruden ordet Colibri også, at julekalenderen er trykt hos Nornotryk A/S. Nornotryk er identisk med Nordisk Nodestik- og Trykkeri samt litografisk Etablissement, grundlagt 1894 i København. I 1932 blev firmaet omdannet til et aktieselskab, der stadig eksisterede i 1969.

Alt kunne således tyde på, at firmaet Colibri er dansk.

En af vore gode, gamle juletraditioner er et juleneg til bedste for havens fugle. Juleneget bliver indkøbt hos de forskellige fritidsorganisationer eller byggemarkeder, når vi nu alligevel er på jagt efter det helt rigtige juletræ.

Udsnit af dansk julekalender fra slutningen af 1940’erne tegnet af Dorte Kortzau

Hjemme bliver juleneget sat op på altanen eller bundet fast til det bladløse æbletræ. Så venter vi ellers bare på, at både finker og mejser og spurve skal komme forbi og blive i julehumør. Ikke så sjældent har der aldrig været så meget som en eneste fugl forbi, når neget tages ned igen engang i løbet af januar måned. En gammel tradition vil vide, at neget skal tages ned inden Kyndelmisse, altså 2. februar.

Juleneget er et af de faste symboler i den danske juls historie. Traditionen med at opsætte et neg ved vintertide til glæde for områdets fugle kan vi følge tilbage til første halvdel af 1700-tallet.

Men mon ikke denne tradition stammer helt tilbage fra de tidligste bondesamfund? Det er blot svært af bevise. Oprindeligt er der vel mere tale om en frugtbarhedstradition fulgt af det gamle bondesamfund. Når høsten var så godt som overstået, ofrede man det allersidste neg til markens fugle. Grundideen synes at være, at hvis man skænkede noget af det udbytte, som man selv havde haft ved dyrkning af jorden, til markens fugle, så borgede det godt for næste års høst. Juleneget indeholder jo netop kerner, der bærer nye planter, ja nyt liv, i sig selv.

Henrik Olriks klassiske julebillede blev trykt første juledag 1864 i Illustreret Tidende. Udsnittet her viser englebørn og nisser, der strides om den korrekte julepynt på træet. Der er blevet plads til juleneget i nederste højre hjørne

Da julen begynder at finde sin faste form i årene mellem ca. 1810 og 1850 skifter juleneget med tiden plads fra at være et symbol på frugtbarhed til at blive et symbol på julens gavmildhed. Glæd dem, som i forvejen ikke har noget eller som kun har lidt. Her kan det så være på sin plads at citere et par linjer fra B. S. Ingemanns meget smukke julesalme Julen har bragt velsignet bud, skrevet i 1839:

Du fattige spurv, flyv ned fra tag

Med duen til julegilde!

Den velkendte høstsang Marken er mejet, skrevet 1868 af Mads Hansen, rinder også i hu. Her hedder det jo netop:

Rev vi marken,

Det er gammel ret,

Fuglen og den fattige skal også være mæt.

Juleneget bliver altså i midten af 1800-tallet til et symbol på julens gavmildhed. Dermed rykker det ind i julens billedverden, hvor det findes gengivet på vidt forskellige genstande. Herunder er en række genstande, hvorpå jeg har fundet juleneget brugt som illustration. Spændvidden er bred: fra postkort til snaps…

Juleneget er er ofte brugt motiv på vore julekort.

Postkort udgivet af Carl Stenders Forlag i København og stemplet 1909. Tegneren er Georg Stoopendaal, gift med den noget bedre kendte svenske postkorttegner Jenny Nyström

En sværm af fugle omkring et juleneg i et snehvidt landskab. Postkort tegnet af Henrik Larsen og stemplet 1927

Både Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik har brugt juleneget som motiv på deres verdensberømte juleplatter.

Bing & Grøndahls juleplatte 1981 med titlen Juleneget er tegnet af Henry Thelander

Den Kongelige Porcelænsfabriks juleplatte 1911 har titlen Gærde med Neg. Motivet er tegnet af Oluf Jensen. Det er fabrikkens første juleplatte med diameteren 18 cm, der fra og med dette år blev standardmålet

Endnu en af julens ikoner, nemlig juleskeen, har blandt julens mange klassikere også valgt at fokusere på juleneget.

Firmaet A. Michelsens juleske fra 1924 er designet af Bertha Dorph og har navnet Juleneget. Det forgyldte neg er naturalistisk gengivet. De længste aks nærmest bøjer sig foroven for at afrunde skaftet, mens to spurve af sølv tager for sig af kornene. Forneden er neget fastholdt af et bånd, der indrammer ordet JUL

Selvfølgelig kan man ikke forestille sig danske julemærker uden et juleneg!

Julemærket 1955 har 50 forskellige mærker med spurve blandt gyldne aks og strå. Kunstneren bag mærket er Ellen Gjerløv-Knudsen

Til kredsen af julens ikoner hører også den traditionelle Aalborg Juleakvavit. Også De danske spritfabrikker i Aalborg gjorde brug af juleneget som motiv.

Juleakvavitten fra Aalborg 1986. Emballagens juleneg og spurve virker endog meget inspireret af julemærkearket fra 1955

Som god, gammel juletradition har juleneget det svært i disse år. Forskellige fritids- og hjælpeorganisationer har ofte tjent en god skilling ved at sælge juleneg i december måned. Salget af juleneg er desværre for nedadgående, hvilket er ærgerligt. Vi kan dog alle være med til at holde den gamle tradition i hævd og på samme tid støtte diverse organisationers gode formål.

Jeg har tidligere haft fat i både julesnaps og gløgg og ippocras i forskellige indlæg på denne blog. Nu er tiden så kommet til en biskop.

Biskop er en krydret vindrik, der, som flere andre arter af varm punch, blev overmåde populær i 1700- og 1800-tallet ved selskabelige lejligheder hos byens bedre borgerskab. Det skal for en god ordens skyld lige nævnes, at biskoppen også kan nydes afkølet.

I sin grundsubstans består en biskop blot af rødvin, pomeransskal og sukker. I stedet for pomeransskal kan man anvende appelsinskal. I sidste halvdel af 1800-tallet nævner de forskellige opskrifter ofte, at både smag og holdbarhed kan øges ved tilsætning af lidt rom til biskoppen.

At lave en biskop er ingenlunde svært. Her kommer et par gode opskrifter.

Biskop 1815

Til en flaske rødvin tager man to pomeranser. Den ene skrælles meget fint og kommes i vinen. Saften af begge presses ud i vinen, der hviler tildækket i en time. Herefter hældes vinen igennem sigte, hvorefter der tilsættes sukker efter smag. Sådan!

Denne opskrift, som Den Gamle By før har brugt, er hentet fra bogen Nye Kogebog eller Anviisning til at koge, bage, stege, indsylte, henlægge, indslagte, anrette o.s.v. af C. Jacobsen. Denne Christopher Jacobsen var kok hos greve Ahlefeldt Laurvig på Tranekær Slot.

En anden variation af opskriften anvender både appelsin og pomerans.

Biskop 1795

Til tre liter rødvin skal man bruge seks gode pomeranser, to-tre appelsiner og halvandet kilo sukker. Pomerans- og appelsinskaller rives ud over sukkeret. Pres saften ud. Hæld alt i en krukke og lad biskoppen stå tildækket et par dage. Hæld herefter på flaske.

Denne opskrift stammer fra Beate Augustine Friedels bog Nye og fuldstændige Confectyr-bog eller grundig Underviisning til selv at forfærdige alle muelige Slags Conditorievare; En Haandbog til Brug for Huusmødre, Mands- og Fruentimmer-kokke. Bogen er skrevet på tysk, men oversat til dansk i 1795.

Madam Mangor, alias Anne Marie Mangor (1781-1865)

Biskop 1876

En af de personligheder, der ofte trækkes frem, når talen er opskrifter på alt godt til bordet, er og bliver Anne Marie Mangor, bedre kendt som Madam Mangor. Her er hendes opskrift på biskop.

Til hver flaske vin bruges en halv deciliter rom, 125 gram sukker og to små pomeranser. Pres al saften af pomeranserne og si den ned over sukkeret. Hæld vinen igennem sigten. Tilsæt en halv deciliter koldt vand. Skallen af en kvart pomerans skrælles så fint, at intet af det hvide kommer med. Sæt til biskoppen. Lad den hvile tildækket et par timer, inden den hældes på flaske.

Denne version er hentet fra 20. oplag af A. M. Mangor: Kogebog for smaa Huusholdninger indeholdende Anvisning til forskellige Retters og Kagers Tillavning, med nøiagtig angiven Maal og Vægt.

Og så er der jo lige det med navnet Biskop. Ordbog over det danske Sprog er ikke i tvivl. Oprindelsen til navnet skal søges i Tyskland, og navnet Bischof forklares som en hentydning til bispedragtens violette farve.

I den katolske liturgi er farven violet et symbol på faste, omvendelse og bod, og bruges blandt andet i adventstiden.

Punchebowle formet som en bispehue. 1980. Tegnet af Claus Achton Friis

Drikken var ligefrem så yndet i 1700- og 1800-tallet, at flere danske og udenlandske fajancefabrikker fremstillede punchebowler af form som bispehuer eller biskopper til servering.

Bispebowle af fajance fremstillet omkring 1770 i Kellinghusen i Holsten

I Den Gamle Bys Kunstkammer står en herlig punchebowle, fremstillet i Kellinghusen i Holsten omkring 1770. Den 45 cm høje bowle af fajance er udformet som en siddende biskop. Dekorationerne er i violet, gult og blåt. Bowlen kan skilles ad på midten, hvor der i den hule underdel er plads til en biskopdrik.

Som man kan se, har biskoppen en bog liggende på skødet. Bogens tekst er ingenlunde uden humor. I fordanskning lyder teksten

Vi kan måske holde hele præsteskabet i live

Når bare man os ofte endnu en Biskop give

Med sin venstre pegefinger peger biskoppen ned på de meget sigende ord

For at udbygge Den Gamle Bys samlinger til belysning af julens historie i Danmark blev der i efteråret 2006 i dagspressen indledt en indsamlingskampagne af julekalendere til museet. Resultatet var ganske overvældende. Siden november 2006 har museet modtaget mere end 500 julekalendere fra 1930 og frem. Heldigvis bliver museet stadig betænkt med julekalendere, der jo unægtelig er en af julens faste traditioner og, nå ja, så absolut et af mine favoritemner.

En dag sent i november 2006 blev jeg kontaktet af Elisabeth, en af Den Gamle Bys frivillige. Hun ville gerne donere en aldeles ubrugt kalender til museet. Jeg tog med største glæde imod kalenderen, der ses herunder.

Ubrugt reklamejulekalender udleveret af Andelsmejeriet Hjedding

Som det tydeligt fremgår af julekalenderen, er der tale om en reklamekalender. I 1950’erne opdagede forretningsverdenen for alvor reklameværdien af at uddele gratis julekalendere til dens kunder. Reklamekalenderne havde deres højtid i 1950’erne og i 1960’erne, men fænomenet lever videre i bedste velgående.

Kalenderen her er udleveret af Andelsmejeriet Hjedding i Ølgod til mejeriets kunder ved juletid. Andelsmejeriet Hjedding er ingenlunde ukendt. Det var det første andelsmejeri i verden, oprettet allerede i 1882. Mejeriet eksisterer stadig, men har siden 1948 fungeret som mejerimuseum. Mejeriet syner i dag ikke af meget, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er ganske enkelt den danske andelsbevægelses vugge, vi har her. Kulturstyrelsen udpegede det i 2006 som et nationalt industriminde.

Hele motivet emmer af jul. I sin stribede luftballon svæver julemanden, assisteret af to små hjælpenisser, ved nattetide hen over et sneklædt landskab. Luftballonen er pænt udsmykket med både granguirlande og glaskugler. Mon ikke julemanden påtænker at lande midt i den lille landsby for at aflevere både sækken med julepost og de mange indpakkede gaver? Eller vil man blot lade julepost og gaver falde ned i den bløde sne? I landsbyen venter forventningsfulde nisser spændt.

En fin kalender, ganske ubrugt og aldeles velbevaret!

Elisabeth havde dog mere at skænke til museet. Hun ville også gerne aflevere en blyantstegning optegnet med sort tusch og koloreret med vandfarver. Jeg blev meget overrasket, da det viste sig at være selveste udkastet til julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding!

Udkast fra 1955 til reklamekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding

Historien bag selve julekalenderen er, at Elisabeths fader var ansat som driftsleder på Aarhuus Bogtrykkerie, der fremstillede en del reklamejulekalendere. I 1955, da Elisabeth var 12 år gammel, spurgte hendes fader, om hun da ikke havde lyst til at tegne et udkast til en julekalender. Med blyant og vandfarver lavede Elisabeth så denne tegning med de fire nisser med julepost og juletræ i en luftballon over et sneklædt landskab. Ovalen på selve ballonen er til anbringelse af den relevante virksomheds navn.

Selvom den professionelle tegner, hvis utydelige signatur anes i nederste højre hjørne på julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding, har ændret noget på Elisabeths udkast, er ligheden alligevel åbenbar! Formatet er også blev ændret lidt. Udkastet måler 20,8 x 27,8 cm, hvor den trykte julekalender er 16,7 x 23,5 cm.

Ikke nok med at man her har en aldeles ubrugt julekalender fra en spændende lokalitet (Andelsmejeriet Hjedding). Vi kender nu også såvel trykkeriet (Aarhuus Bogtrykkerie) som årstallet (1955) for kalenderens fremkomst.

Otte år senere blev jeg mindet om både reklamejulekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding og udkastet til den. I begyndelsen af juli måned 2014 kom endnu en frivillig i Den Gamle By, Ole, forbi. Han ville gerne donere en lille samling julekalendere til julesamlingen. Stor var min overraskelse, da en af kalenderen var ganske identisk med kalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding – dog med en enkelt, vigtig undtagelse!

Også Aarhus Brændsels Compagni A/S udleverede reklamejulekalendere til dets kunder

Denne kalender, hvor alle låger har været åbnet, var forsynet med et andet navn i ovalen på ballonen. Julekalenderen var udleveret af Aarhus Brændsels Compagni A/S som reklame! Ikke nok med at vi har et udkast til en dansk julekalender bevaret. Vi kan tilmed nu endeligt dokumentere og én gang for alle slå fast, at vidt forskellige virksomheder gjorde brug af en og samme julekalender i deres reklamefremstød.

Og, for nu at sige det på ægte jysk: Det er ikke så ringe endda!

Jeg glæder mig i denne Tid!

Nu falder Julesneen hvid.

Ordene er velkendte. Det er de to første linjer i julebogen over dem alle, Peters Jul, som udkom i 1866. Siden midten af 1800-tallet har sneen været et af julens trofaste symboler. Ja, hvert år næsten kræver vi af de stakkels vejrmeteorologer i TV, at nu skal de altså levere den ægte vare: En hvid jul!

Man kan næppe forestille sig noget bedre julevejr end et dejligt sneklædt landskab #1

Der findes to vidt forskellige former for hvid jul: den personlige og den autoriserede.

Den personlige hvide jul er, når min have er dækket af lidt eller meget sne juleaftensdag eller en af de to følgende helligdage. Man kan også kalde den personlige hvide jul for den lokale hvide jul.

Den autoriserede hvide jul er, og hold nu ørene stive, når mere end 90 % af landet om eftermiddagen juleaftensdag er dækket af sne. Dækket af sne! Ja, og snedybden skal ligefrem være mere end en ½ centimeter. Dette er Dansk Meteorologisk Instituts officielle definition på en hvid jul.

Man kan næppe forestille sig noget bedre julevejr end et dejligt sneklædt landskab #2

Tager man de autoriserede briller på, har vi i Danmark kun haft hvid jul sølle ni gange siden år 1900. Lidt hovedregning giver så, at der i gennemsnit går 13 år mellem hver hvid jul.

Man kan næppe forestille sig noget bedre julevejr end et dejligt sneklædt landskab #3

Lad os kigge lidt på den hvide jul siden år 1900.

1915: Hård vind til hård kuling med udbredt snefald. Mellem 10 og 30 cm, stedvis mere.

1923: Hård vind til kuling. Til tider snefald. Mellem 5 og 15 cm sne.

– men det kan dog også blive lidt for meget

1938: Let til hård vind. Snefald i dagene lige før jul. Mellem 5 og 20 cm sne.

1956: Hård vind til kuling. Snefald et par dage før jul. Mellem 1 og 10 cm sne.

1969: Let til frisk vind. Snefald flere gange i løbet af december. Mellem 5 og 15 cm sne.

1981: Svag til jævn vind. Snefald fra 7. december og frem. Mellem 10 og 40 cm sne.

Julemærkearket 1987 med titlen HVID JUL I DANMARK. Julen 1987 var ikke en landsdækkende hvid jul, men der var dog sne rundt omkring. Således havde København 3 cm sne og Aalborg næsten 4 cm sne. Tegnet af Des Asmussen

1995: Svag vind. Snefald et par dage før jul. Mellem 5 og 15 cm sne.

2009: Let til frisk vind. Snefald et par dage før jul. Mellem 5 og 10 cm sne.

2010: Frisk til hård vind. Snefald flere gange i løbet af december. Mellem 2 og 100 cm sne.

2017: Man har jo lov at håbe, men vejrudsigten for i morgen lyder ikke lovende. Bare det ikke ender som på billedet herunder…

I aften vil den gamle salme Glade jul, dejlige jul blive sunget rundt om i mange danske hjem. Det er måske nok den mest folkeyndede julesalme i Danmark. Teksten er skrevet af B. S. Ingemann i 1850.

Verdens mest populære julesalme – også i Danmark

Ingemanns tekst er en fri gendigtning af den oprindelige tekst Stille Nacht, Heilige Nacht, skrevet 1816 af den østrigske hjælpepræst Joseph Franz Mohr (1792-1848). Melodien er komponeret 1818 af den østrigske organist, korleder og skolelærer Franz Xaver Gruber (1787-1863).

Historien om Stille Nacht, Heilige Nacht er både spændende og fantasifuld. Mange skrøner eksisterer om salmen, dens tilblivelse, dens uropførelse og folkene bag.

Det ligger dog nu fast, at den blot 24-årige hjælpepræst Mohr skrev teksten med seks vers i 1816 i faderens hjemby Mariapfarr i Lungau syd for Salzburg. I 1817 fik han embede ved Skt. Nikolaus-kirken i byen Oberndorf nord for Salzburg. Han stiftede venskab med Franz Xaver Gruber, der var ansat ved skolen i nabobyen Arnsdorf bei Laufen.

Den 24. december 1818 gik Mohr de omkring tre kilometre fra Oberndorf til Arnsdorf for at besøge vennen. Med sig havde han teksten til Stille Nacht, Heilige Nacht. Mohr skulle holde midnatsgudstjenesten, og han ville undersøge, om ikke vennen Gruber kunne sætte en melodi til den to år gamle tekst. Det kunne Gruber. I løbet af et par timer den 24. december 1818 var melodien færdig. Grubers oprindelige melodi er igennem tiden blev ændret hist og her.

Mohrs guitar

Samme aften, i Skt. Nikolaus-kirken i Oberndorf, havde Stille Nacht, Heilige Nacht verdenspremiere. Mohr og Gruber sang teksten, mens Gruber akkompagnerede på guitar. Kirkekoret sang med på de sidste to linjer i hvert vers.

Langsomt spredte kendskabet sig til både tekst og melodi. Sangere bragte salmen rundt i ind- og udland. Så tidligt som i 1832 blev den sunget ved en julekoncert i Leipzig i Tyskland. I 1839 blev salmen sunget i New York, og i 1840’erne gik den sin sejrsgang igennem Berlin.

Den engelske version Silent night, Holy night med blot tre vers (Mohrs vers 1, 6 og 2) daterer sig fra 1859, hvor den amerikanske præst John Freeman Young oversatte den. Først et århundrede senere, i 1959, var man dog i stand til at identificere oversætteren.

Oberndorf med Skt. Nikolaus-kirken ved bredden af Salzachfloden

Byens beliggenhed ved floden Salzach medførte talrige oversvømmelser og deraf følgende beskadigelser på byen og Skt. Nikolaus-kirken. Oversvømmelserne medførte, at man i 1920 flyttede hele byen omkring 800 meter op ad floden til et bedre egnet sted. Skt. Nikolaus-kirken blev revet ned og senere erstattet af et lille mindekapel Stille Nacht Gedächtniskapelle.

Stille Nacht Gedächtniskapelle i Oberndorf

De idelige oversvømmelser af Skt. Nikolaus-kirken er baggrunden for en af de mange myter om uropførelsen og salmen. Vandet måtte have beskadiget kirkens orgel, hvorfor Gruber akkompagnerede på guitar, hvilket unægteligt også er meget atypisk for tiden. En anden udbredt skrøne er, at mus af ren og skær sult kunne have gnavet hul i en orgelbælg eller to. En orgelbygger ved navn Karl Mauracher reparerede derfor Skt. Nikolaus-kirkens orgel i 1819, og han skulle så i kirken enten have lært, fundet eller ’lånt’ melodien og bragt den videre ud i Østrig.

Ældst kendte manuskript. Bemærk at titlen her angives som Weihnachts Lied. Mohr nævnes som forfatter nederst til venstre og Gruber som komponist øverst til højre. Omkring 1820

Komponisten var i mange år aldeles ukendt, og musikforskere pegede i retning af både Beethoven, Haydn og Mozart som komponist. Det måtte jo da være en STOR komponist! Allerede før sin død i 1863 forsøgte Gruber at overbevise alle og enhver om, at han var den rette komponist, men uden held. Først fundet af et manuskript i 1995 gav Gruber ret. Manuskriptet er blevet dateret til omkring 1820, og er det ældst bevarede, da det oprindelige manuskript ikke findes mere. Det er skrevet af Mohr, og i øvre højre hjørne står Melodie von Fr. Xav. Gruber. Dejligt befriende, at en melodi sunget over hele verden blev skabt af en mand, der næppe var kendt uden for to sognes grænser!

Vennerne Mohr og Gruber er her forenet på et østrigsk frimærke fra 1948

De to venners veje skiltes snart. Mohrs ophold i Oberndorf var kortvarig. Allerede i 1819 flyttede han til Kuchl. Senere virkede han både i Golling an der Salzach Bad, Vigaun, Adnet, Anthering og Wagrain. Her stiftede han en fond, der gjorde skolegang for fattige børn mulig, samt tog sig af ældreplejen i byen. Han døde blot 55 år gammel i 1848. Gruber med familie forlod i 1839 landsbyen Arnsdorf og slog sig ned som korleder og organist i byen Hallein syd for Salzburg. Gruber døde 75 år gammel i 1863.

Salmen er gennem årene oversat til mere end 140 sprog og over 225 oversættelser. Verden over er salmen blev kendt som indbegrebet af en julesalme. Den er blevet kaldt moderen til alle julesalmer, og har siden 2011 været optaget på UNESCOs liste over Immateriel Kulturarv i Østrig.

Salmen er indspillet af en lang række kunstnere af forskellig nationalitet. En af de mere spektakulære udgivelser blev udgivet 24. oktober 1966. Denne dato udsendte duoen Simon & Garfunkel dens helt specielle version af salmen under titlen 7 O´Clock News/Silent Night. Det bemærkelsesværdige ved denne version, der egentligt er en lydcollage, er, at duoens krystalklare og rene røster ledsages af en nyhedsoplæser, der som titlen angiver er i gang med dagens nyheder. Ganske langsomt dæmpes salmen, mens nyhedsoplæserens stemme træder mere frem i forgrunden – og vi får en række til dels fiktive nyheder fra 3. august 1966.

Julevåbenhvilen i 1914 som skildret 9. januar 1915 af Illustrated London News

Jeg kan her ikke lade være med at nævne, at den tyske og den engelske version af salmen danner baggrund for den såkaldte Julevåbenhvile i 1914. I skyttegravene ved Pont Rouge omkring 15 km syd for Ieper (Ypres) i det belgiske Vallonien havde tyske soldater pyntet juletræer og tændt lys, som deres modstandere kunne se fra den anden side af ingenmandsland. Om aftenen den 24. december begyndte de tyske soldater at synge Stille Nacht, Heilige Nacht. Englændere stemte i med den engelske version, Silent night, Holy night. Julefreden sænkede sig over det sønderskudte, mudrede område. De døde blev hentet hjem på eget område og begravet. Om morgenen den 25. december forlod soldaterne med nogen tøven deres respektive skyttegrave og mødtes ude i ingenmandsland. Der blev udvekslet gaver, tobak, forplejning og souvenirs. Rygter vil vide, at der ligefrem blev spillet en fodboldkamp mellem tyskere og englændere, som tyskerne vandt 3-2. For en stund var alle kamphandlinger indstillet og geværerne tavse. Det er vist første og eneste gang i verdenshistorien, at menige soldater spontant har indledt en midlertidig fred med deres modstandere – og dermed trodset ordrer fra deres overordnede.

Må julefreden sænke sig over land og by!

Lørdag den 23. december 1820 udkom nummer 103 af det lille tidsskrift Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. På forsiden bringes N. F. S. Grundtvigs tekst til Jule-Sang for christne Børn. Det er ikke just en titel, der siger en ret meget. Når man læser teksten, står det dog lysende klart, at alle ordene er særdeles velkendte.

Jule-Sang for christne Børn ledsages af et dansk ordsprog: Det er godt at være Barn om Julen

Grundtvigs salme, som han i øvrigt ændrede lidt på i 1845, er en meget fri gendigtning af en dansk version oversat fra latin af reformatoren Hans Tausen i 1553. Den latinske salme Puer natus in Bethlehem blev allerede i 1300-tallet sunget som en vekselsang mellem præst og menighed ved midnatsmessen julenat.

Et barn er født i Betlehem, ja. Den romerske kejser Konstantin den Store legaliserede i 313 kristendommen, der dog først omkring 380 blev ophøjet til statsreligion. Kort før sin død i maj 337 modtog kejser Konstantin dåben, og blev dermed den første kristne kejser af Rom.

Kejserinde Helena med Det sande kors, malet af Lucas Cranach den Ældre i 1525

Allerede i 326 rejste hans moder kejserinde Helena, med sønnens tilladelse og velsignelse, Det Hellige Land tyndt. Hendes agt var at finde og identificere så mange steder og relikvier som muligt med relevans for dyrkelsen af Jesus Kristus.

Eftersøgningen gik forrygende. Kejserinde Helena fandt i Jerusalem blandt mange andre relikvier således Det sande kors, nogle nagler og rebstumper fra selve korsfæstelsen, samt dele af Jesu Kristi kjortel. Legenden vil vide, at Helena i en drøm så stedet for selve korsfæstelsen i Jerusalem. Da man gravede ned i jorden her, opdagede man hele tre kors, de to røveres og Frelserens. Men hvilket kors var nu det rigtige? Da en død mand i samme øjeblik blev bragt forbi, lagde man kors efter kors på ham.  Det tredje kors bragte ham til live, og nu var ingen i tvivl om Det sande kors.

Helena blev æret som helgeninde, fordi hun fandt Det sande kors, der havde båret Frelseren. Guldmedalje præget 324-25 i Nicomedia, nuværende Izmit ved Marmarahavet i Tyrkiet

I byen Betlehem besøgte hun en grotte, som hun blev fortalt var selve stedet for Jesu fødsel. Grotter blev dengang ofte brugt som stalde, så heri er der intet unormalt. Allerede i 327 begyndte man på kejserinde Helenas opfordring rejsning af en kirke over denne grotte.

Fødselskirken i Betlehem på en solbeskinnet dag

I næsten 1700 år har der stået en kirke over fødselsgrotten, og det er dermed en af verdens ældste fungerede kirker. Den nuværende kirke er meget stor og dækker mere end 12.000 m². Til det omfattende bygningskompleks hører da også både et græsk-ortodoks kloster, et armensk kloster og et romersk-katolsk kloster.

Det vil føre for vidt at nævne ret meget om kirkens lange historie. Blot skal det nævnes, at den byzantinske kejser Justinian I i midten af 500-tallet restaurerede, ja nærmest genopførte kirken. Det markante fæstnings-lignende ydre skyldes de latinske konger af Jerusalem, der i 1100-tallet lod sig krone her i kirken – med Balduin I som den første juledag år 1100. Meget fromt ville de latinske konger ikke modtage en krone af guld i Jerusalem, hvor Kristus blot fik en krone med torne.

Stjernen markerer det sted, hvor Jesus blev født

Det sted, hvor selve fødslen fandt sted i grotten, er i dag markeret af en 14-takket stjerne og en inskription, der fortæller, at lige her blev Jesus født.

Ydmyghedens Dør er kun omkring 120 cm høj. Den lave højde tjente også et praktisk formål: højden forhindrede både heste og kameler i at få adgang til kirkens indre

Fødselskirken i Betlehem er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Placeringen på den meget fine liste står i strid modsætning til kirkens ydre og især indgangsdøren fra omkring 1500 til selve kirken. Vil man ind i kirken, må man i al ydmyghed bukke sig for at komme ind ad den blot 120 cm høje Ydmygelsens Dør

Hovedskibet er indrettet i 530-erne. Hullerne i gulvet gør det muligt at se farvestrålende byzantiske mosaikgulve fra den tidligere kirke på stedet

Der er også spor af danskere i kirkerummet. Skibet er i sin nuværende form fra 530-erne. Rummets fire lange rækker med rødlige korintiske søjler blev i 1100-tallet forsynet med en række helgenbilleder. Til højre for indgangen kan man stadig skimte maleriet af Knud den Hellige, død 1086 og ophøjet til helgen 1100, med kongekrone, lanse, korsmærket skjold og indskriften Scs. Canutus Rex Danorum, altså Hellig Knud, Danernes konge.

Det sneklædte Betlehem på fotografi fra 1890-erne

Det er i dag Jesu fødselsdag, og her var lidt om barnet og byen.

Et af de pyntede borde i Den Gamle By, der i juletiden som hovedregel tiltrækker størst opmærksomhed, er bordet i købmandsgården 1864.

Hele købmandsgården er pyntet efter anvisninger, der er givet i Peters Jul. Denne juleklassiker over dem alle er skrevet i 1863 og trykt første gang i 1866. Det må derfor være på sin plads at bruge Peters Jul med både tekst og tegninger til at dekorere købmandsgården, som den kunne have set ud i julen 1864.

I Peters Jul nævnes der ikke meget om pynten af spisebordet. Vi hører blot, at sølvskabet er blevet åbnet, at den store stadsestage er taget frem og behørigt pudset. Stadsestagen ses til venstre i baggrunden.

Man kan dog ikke have et så veldækket bord uden også at have fundet de gode servietter af stof frem. De er ikke hverken nævnt eller afbilledet i Peters Jul. Hvad gør man så, hvis bordet skal være så historisk korrekt som muligt. Man sætter sin lid til, at en af de mange håndbøger for husmødre, der udkom i midten af 1800-tallet, kan hjælpe.

Og ganske rigtigt! Boghandler Th. Gandrup udsendte i 1853 den anonyme Haandbog for Huusmødre, Praktisk Anviisning til Alt, hvad en dygtig Huusmoder bør vide for at bestyre sit Huus paa den bedste og meest oeconomiske Maade. Bogen er udsendt med det formål at lette arbejdet for den unge og uerfarne husmoder, når hun skulle opfylde de pligter, der er de vigtigste for en husmoder, nemlig at bestyre huset med orden og økonomisk sans. En accurat og oeconomisk Huusmoder er en væsentlig Støtte for sin Mand, i hvad Stilling denne end monne være; thi selv om Manden er velhavende, eller om han sidder i nok saa god Bedrift, vil Alt kun lidet forslaae, naar Konen ikke veed, hvad der medgaaer i Huusholdningen, men overlader det til sine Tjenestetyende, der skalte og valte som de selv finde for godt.

Haandbogen for Huusmødre er spækket med gode råd om alt fra madlavning til sammensætningen af menuer til gallamiddage, fra renholdelse af køkken og fadebur til bordets pyntning, fra blegning til farvning af tøj, fra ostefabrikation til ølbrygning og meget andet nyttigt.

Og her er de så, de fine, foldede svaneservietter, der står parat på tallerkenerne i købmandsgården 1864. Med velvalgte ord og få illustrative tegninger er der gjort rede for, hvordan man folder over et dusin forskellige figurer af servietter. De anonyme forfattere til håndbogen mener, at det ingenlunde er så svært at folde servietter, som man skulle tro. Jeg ved nu ikke lige…

Sådan laver du en svaneserviet: En Svane (Fig. 16) dannes af 2 Servietter. Den ene af disse, der udgjør Kroppen, lægges først sammen paaskraa, saa den kommer til at udgjøre en Trekant (Fig. 13).

Spidserne, der her ere betegnede med a og b, lægges op ved Siden af den med c betegnede Spids, saaledes som paa Fig. 14 er antydet, og at de ikke skulle slutte aldeles tæt til hinanden, hvorpaa den derved fremkomne Figur rulles meget fast sammen fra begge de Sider, der her ere betegnede med d og e. Derved fremkommer da en lang, smal Figur (15), hvoraf den Ende, der udgjøres af Spidserne a, c og b, bliver flad og bredere end den anden, som benyttes til at danne Snabelen.

Man hiver nu Kroppen Form med Hænderne. Vingerne dannes af den anden Serviet, saa dertil først lægges sammen ligesom Fig. 5, og derefter dannes i Læg. Naar dette er skeet, klemmer man den med to Fingre fast sammen paa Midten, sætter Kroppen af Svanen derpaa, og spreder Vingerne ud paa begge Sider, hvornæst den øverste Spids befæstes paa hver Side med en Knappenaal.

Ingen tvivl om, at der til et veldækket bord hører servietter. Det var Illustreret Familie-Journal helt klar over. Her er, hvad bladet skrev i december 1928: De fleste Hjem har saa mange lækre Sager at diske op med at der forholdsvis let kan arrangeres et velbesat Bord; men dette er ikke tilstrækkeligt i Julen; thi her maa der noget ekstra til, som overrasker og skaber Fest og Skønhed. Og her har man noget lige ved Haanden, der blot kræver lidt Fingerfærdighed for at kunne gøre Effekt, og det er Servietterne!

Illustreret Familie-Journals tegning af et festligt dækket bord. Fra hæfte 52, december 1928

Ved at arrangere dem paa en anden Maade end ellers, faar hele Bordet et nyt Præg, og alt efter hvad man vælger, bliver Indtrykketpompøst eller morsomt, men altid festligt. Vi bringer her et Par Ideer til Servietarrangementer. Øver man sig paa en Papirserviet, kan man hurtigt lægge den smukke Lærredsserviet i en elegant Opstilling. Hør her hvordan!

Artiklen i Illustreret Familie-Journal bringer hele fire forskellige foldningsmuligheder for servietter til julebordet. De tre af dem er henholdsvis Servietblomst i et Glas, Julelysene og Ostekabaret.

Den fjerde anvisning er både så morsom, bizar og ganske speciel, at jeg ikke vil undlade at bringe den her. Anvisningen hedder Den lille Barnehue.

Denne, der altid vil gøre Lykke, bruges mest til Børneselskaber, eller om man vil, ind imellem andre Opstillinger.

Læg Servietten en Gang sammen paa langs, buk den ene løse Halvdel ned mod Servietfolden, tryk en skarp Fold her. Vend Servietten med den midterste Fold opad. Se disse Stadier paa Fig. 1,2, 3. Bøj saa de to øverste hjørner fremefter nedad, indtil 3-4 Fingerbredde fra nederste Kant. Det enkelte Lag forneden ombøjes to, tre Gange til en smal Søm, hvis øverste Kant maa naa lige over det nederste af de ombøjede Hjørner. Se Fig. 4-6. Stik Haanden bagom ind i Servietten, vend den om og se den lille Barnehue, der nu er dannet! Luk Baandene sammen foran med en Naal og læg en Appelsin med to kryddernelliker til Øjne, udskaaret Næse og Mund ind i Huen, der saa stilles paa Tallerkenen. Den færdige Hue ses paa Fig. 7, 7a og 8.

Så er det bare med at komme i gang!

En sidegevinst ved anvisningen her er i øvrigt, at det er et af de første tilfælde, jeg er stødt på, hvor appelsin og kryddernelliker kobles sammen på denne måde!

Traditioner kommer, traditioner forsvinder.

En af de traditioner, som man nu kun sjældent møder, er det traditionelle nytårspostkort. Postkort med nytårshilsener havde deres storhedstid i Danmark i første halvdel af 1900-tallet.

I dag er denne tradition så godt som uddød. Det kan der være flere årsager til. Hvis man i det hele taget i dag skriver julepostkort til familie og venner, indeholder julepostkortet også ofte et ønske om et godt og lykkebringende nytår. Ydermere er det blevet langt hurtigere og lettere og billigere at sende en mail eller en sms med ønsket om et godt nytår. Prisen på postkort, og især da deres korrekte frankering, spiller så afgjort en vigtig rolle i denne udvikling – eller skulle man snarere sige afvikling.

Herunder kommer et lille udpluk af Den Gamle Bys samling af nytårskort.

Der skrives nytårskort. Poststemplet 31. december 1910

Det første kort viser en gammel, piberygende nisse i fuld færd med at skrive nytårskort. Tegningen er signeret H. Larsen for Henrik Larsen. Han var en meget produktiv tegner, hvis nisser blandt andet findes på Den Kongelige Porcelænsfabriks julestel og på talrige postkort. Hans nisser er nærmest små, dværglignende væsener med hang til både mad og drikkevarer og, som her, en god pibe tobak. Kortet er trykt hos Knackstedt & Näther i Hamborg.

Poststemplet i Køge 3. januar 1911

For en gangs skyld er her et nytårskort med en indendørsscene. De to børn morer sig med at puste sæbebobler ved hjælp af en kridtpibe. De femten sæbebobler er forsynet med bogstaver, der danner nytårshilsenen. Forneden til venstre er kunstnerens signatur H. Tesch, der står for Helga Tesch. I løbet af de første 30 år af 1900-tallet tegnede hun et væld af både jule-, nytårs- og påskekort. Forlaget er Frederiksberg Postkortlager.

Poststemplet Holstebro 31. december 1912

Den lille nissefamilie hilser pænt på den store snemand, der både er forsynet med riskost og Dannebrogsflag. Kortet er uden angivelse af tegner eller forlag, men er sikkert trykt i Danmark.

Poststemplet Skarrild (?) 30. december 1913

Postkortet herover angiver hverken tegner eller forlag. På vej bort med juletræet på hjulbøren får nissefar sig en sludder med nissemor. Kortet er fra de gode gamle dage, da der altid lå sne om vinteren.

Poststemplet i Aarhus 1. januar 1913

Nytårsaften – og den glade gris sidder bænket ved bordet. Her er både boblende champagne og rød vin samt diverse frugter i opsatsen. Forneden til højre er kunstnersignaturen A C, men det er ikke lykkedes for mig at identificere denne tegner. Forlaget er ikke angivet.

Poststemplet i Karise 31. december 1914

Glade børn i sneen. Mens snefnuggene stille daler ned, er de godt påklædte børn på vej ned ad kælkebakken ledsaget af en glad, lille hund. Forlaget er ikke angivet, mens kunstnersignaturen på bagsiden er skjult af påskriftens violette blæk.

Poststemplet i København 30. december 1919

De fire ældre nisser på postkortet herover ser ud til at more sig gevaldigt. Den store punchebowle står midt på bordet. Glassene er fyldt, der skåles på et Glædeligt Nytaar – og et par huer svinges i rendyrket begejstring. Hverken tegner eller forlag er angivet.

Poststemplet 31. december 1925

Den musikalske nisse herover giver et nummer til bedste for havens fugle. Med sit ransel og sin hvidtølsdunk anbragt i sneen foran sig har han sat sig på en kasse og trutter lystigt løs. Kortet er udgivet af Carl Stenders Forlag i København. Kunstnersignaturen i nederste højre hjørne er ikke identificeret.

Poststemplet Svendborg 30. december 1925

Nytårskortet herover er udgivet af Carl Stenders Forlag i København, hvor en kunstnersignatur ikke er angivet. Den godt påklædte nisse er kravlet op i kirketårnet og er ved at ringe nytåret ind.  Uglen i glamhullet synes ikke at være helt tilfreds med den sprøde klang fra den støbte malmklokke.

Poststemplet Horsens 29. december 192(5?)

Dette kort er ikke let at tyde. Byen synes dækket af ene breve, der venter på ombæring. Postbuddet tager tilsyneladende situationen med ophøjet ro, mens han ligger på brevene og nyder en pibe tobak. Eller skal motivet monstro forstås således, at han netop har afleveret alle brevene, der dækker det meste af byen, og nu tager fem minutters hvile efter veludført gerning? Tegneren er ukendt, men kortet er udgivet af Carl Stenders Forlag i København.

Poststemplet Fels… 18. februar 1933

Selv nisser kan komme galt afsted. Her forsøger en hund ihærdigt at hindre nissen i at aflevere nytårsposten. Tegneren er Carl Johan Bargild, mens forlaget ikke er angivet.

Poststemplet Odense 30. december 1944

Nytårskortet herover rummer flere af de ingredienser, der hører et nytårskort til. Brevene og den røde postkasse er oplagte motiver. Man bruger nytårskort til at ønske lykke og fremgang for modtageren. Derfor er der her tegnet et væld af firkløvere bag postkassen og anbragt mængder af guldmønter mellem brevene. Hverken tegner eller forlag er angivet på kortet.

Poststemplet Roslev 20. december 1976

Kortet herover er afsendt i 1976. Det kan dog godt være et genoptryk af et kort fra 1950’erne. Det sneklædte landskab med hytte, graner, buske og snemand nærmest emmer af julestemning. På postkortet ovenover fra 1944 er der flere lykkebringende ingredienser. På kortet her ses endnu et symbol for lykke og fremgang: de røde svampe forneden til højre (som vi jo også kender så godt som juletræspynt).

Efter at have været meget populære i begyndelsen af 1900-tallet falder antallet af nytårskort ganske gevaldigt her i 1970-erne. I dag modtager man kun yderst sjældent et nytårskort.

Når talen er om nytårskort, er det svært at slippe forbi Emma Gads bemærkninger om fænomenet. I Takt og Tone fra 1918 skrev hun som afslutning på første afsnit blandt andet:

Jule- og Nytaarskort bruges i stedse stigende Grad, til største Besvær for Postvæsenet og ikke til synderlig Glæde for dem der udveksler dem. Der lægges mest Vind paa Julekort, hvilket for saa vidt er urimeligt, da gode Ønsker for et helt Aar dog har større Rækkevidde end en Julehilsen.

Efter disse lidt småsure bemærkninger fortsætter den gode Emma Gad med en forklaring på den rette brug af et nytårskort:

Hvis man har faaet Julekort fra Venner, hvem man ikke har gjort Gengæld, sender man et Nytaarskort.

Tilbage er for mig nu kun at sige: Godt Nytår til alle!

Så er det atter blevet 6. januar. Helligtrekongers dag, der markerer den traditionelle afslutning på julen. Det går nu mod lysere tider. Julen var før i tiden også en lysets fest, hvor man fejrede, at mørket var på vej bort, og lysere tider ventede forude. Her i den mørke januar måned er der noget ganske behageligt, ja ligefrem livsbekræftende, ved at drømme om det kommende forår, hvor alt atter grønnes og vækkes til live.

Julen 2017 er forbi. Det er hermed blevet tid til at gøre status. Det har været en ganske glimrende jul. Vi har i Den Gamle By bestræbt os på at gøre det til en så god helhedsoplevelse som muligt at besøge museet i juleperioden. Jeg håber, det er lykkedes.

Julen i Den Gamle By er blevet en fast tradition for mange. Det kan være farligt at ændre på traditioner, men vi har dog gjort det hist og her. Vi har prøvet på at ændre noget undervejs. Nej, ændre er nok et forkert ord at bruge i denne sammenhæng. Vi har prøvet på at forbedre mange ting. Som tiderne er, kan man kun dårligt tillade sig at hvile på laurbærerne. Derfor spørger vi hele tiden os selv: Hvad kan vi gøre bedre, hvordan kan vi udvikle julens gang i Den Gamle By, hvordan sikrer vi os, at et besøg på museet bliver en rigtig god oplevelse for alle generationer?

Julen 2017 er slut. Siden julesæsonen startede lørdag den 18. november har i tusindvis af gæster lagt vejen forbi Den Gamle By. Det kan der være mange grunde til. Mange kommer for at se de traditionelle historiske juleudstillinger, hvor andre lægger deres vej forbi for at slentre rundt i de små hyggelige gader, nyde en kop varm gløgg og et par æbleskiver. Nogle har været en smuttur forbi for at indkøbe et par julegaver i Museumsbutikken eller i Julebutikken, hvor andre har været hele paletten rundt.

Uanset hvad der driver folk, er det mit håb, at besøget var ’hele turen’ værd. En stor og varm tak af hele mit hjerte til hver og en af vore gæster.

Juleinspektøren takker pænt for det svundne år…

Så er julen atter over os. I dag slår Den Gamle By dørene op til den traditionsrige julekavalkade, der viser, hvordan vi danskere har fejret jul de sidste 350 år.

Der er pyntet op mere end 60 forskellige steder, både indendørs og udendørs i byen. Julekavalkaden fører i dag museets gæster igennem julens historie fra 1625 og frem til 1974. De enkelte udstillinger i museumsbyens huse er udformet som små øjebliksbilleder, hvor tiden er sat i stå, og vi, som tilskuere, træder direkte ind midt i juleforberedelserne, under festen, eller når beboerne netop er gået i seng. Kort fortalt er sigtet med kavalkaden, at belyse hvornår og hvordan de enkelte elementer i den moderne danske jul er opstået.

Julen i Den Gamle By er mange andre ting end blot den historiske jul. Der er boder og butikker og spisesteder, hvis man trænger til lidt vådt eller tørt, koldt eller varmt. Der er husflid og underholdning og Levende Museum. Der er juleskattejagt og kapervogne og meget meget mere.

Vi har bestræbt os på at gøre julen i Den Gamle By til en total-oplevelse for både store og små. Jeg håber, det er lykkedes.

Den danske jul er omgivet af en lang række traditioner. Nogle lige så gamle som julen selv, andre har kun ganske få år på bagen.

Det ligger dybt i mange danskere, at vi elsker vore traditioner. Ikke bare ved juletid, men rent ud sagt hele året rundt. Lad mig blot nævne traditioner som familiens påskefrokost, Skt. Hans bålet, Mortensaften og nytårsaften. Selv folk, der absolut ikke bryder sig om julens traditioner, er meget traditionsbundne i deres afvisning af julen. For dem er det blevet en tradition at takke nej tak til den danske juletradition.

Julen 2018 starter for alvor i dag. Det er mit håb, at masser af juleglade gæster vil besøge Den Gamle By i de kommende 6 uger. Mange vil komme for at se de traditionelle historiske juleudstillinger, hvor andre vil slentre rundt i de små hyggelige gader, nyde en kop varm gløgg og et par æbleskiver. Nogle vil tage en smuttur forbi for at købe et par julegaver i Museumsbutikken eller i Julebutikken, hvor andre vil tage hele turen rundt.

Julen i Den Gamle By er blevet en fast tradition for mange. Det kan være farligt at ændre på traditioner, men vi har dog gjort det hist og her. Vi har prøvet på at ændre noget undervejs. Nej, ændre er nok et forkert ord at bruge i denne sammenhæng. Vi har prøvet på at forbedre mange ting. Vi spørger hele tiden os selv: Hvad kan vi gøre bedre, hvordan kan vi udvikle julens gang i Den Gamle By, hvordan sikrer vi os, at et besøg på museet bliver en rigtig god oplevelse for alle generationer?

Traditioner betyder på et eller andet plan, at vi ærer vore forgængere ved at prøve at efterligne dem. Traditioner betyder kort sagt ikke, at de levende er døde, men at de døde er levende.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for julen. Hvis hele december står i julens tegn, betyder det, at en tolvtedel af året går med julerier. Når man, som jeg, har rundet de 60 år, er det ensbetydende med, at jeg har brugt mere end 5 hele år af mit liv på at jule!

Julen er også ensbetydende med nisser. Og der er nisser her i Den Gamle By. De kan af og til være svære at få øje på. Men de er her. De fleste af os ved det jo godt: Selvfølgelig findes der nisser!

Lad mig sige det helt klart til alle børn og barnlige sjæle: I gør klogt i at tro på nisser. Forfatteren til sangen Juletræet med sin pynt sagde nemlig engang: Den, der ikke tror på nissen, han er gammelklog og vissen.

Hvis man synes, at man godt kunne bruge lidt mere julepynt til hjemmet eller til træet, kan det i januar måned være en god ide at tage en smuttur til Frankurt am Main. Hvert år i januar måned afholder man her i byen verdens største jule-messe, Christmasworld. I januar 2018 viste 1.048 udstillere fra 43 forskellige lande deres ypperste varer frem.

Jeg besøgte med tre kolleger messen i januar. Vi var taget afsted for at købe især glaspynt til Den Gamle Bys julebutik. Her er i sandhed alt, hvad hjertet kan begære af juleting, hvad enten man drømmer om at udsmykke træet, hjemmet, indkøbscentret, hotellet eller hele byen.

Vi havde på forhånd udset os visse leverandører, hvor vi bare måtte se deres udvalg. Det gjorde det hele lidt lettere. Med 1.048 udstillere kunne vi ellers have vandret messehallerne rundt i dagevis.

Til vor julebutik skulle der findes nogle gode og gedigne trævarer. Dem fandt vi hos J. Volkmar Stöber fra Wuppertal, Schweden Produkte fra Nürnberg og Breitner Kunstgewerbe fra Pfaffenhofen. Både Stöber og Breitner havde desuden rigtig fine ting lavet af papir og halm.

Udvalget var ganske overvældende

Flere leverandører havde udstillet de meget fine ting af glas til brug på juletræet. Her var vitterligt nok at vælge imellem. Vort valg faldt dog på leverandørerne Anva fra München, Inge’s Christmas Decor fra Neustadt bei Coburg, Nostalgie-Christbaumschmuck fra Weimar og Glasbläserei Thüringer Weihnacht fra Neuhaus am Rennweg.

Et fællestræk for disse leverandører er, at deres glaspynt alle er lavet ud fra gamle forme og ved brug af hævdvundne fremstillingsprincipper. Kort og godt: Efter de gamle håndværkstraditioner. Fra disse leverandører blev der indkøbt omkring 17.000 stykker julepynt. De er alle at finde i julebutikken på Torvet i Den Gamle By.

Glaspynt i Julebutikken i Den Gamle By. Alle genstande er erhvervet i januar 2018 på messen Christmasworld

Se i øvrigt også blogindlægget fra Berit Guldmann Andersen om messen i Frankfurt am Main og vore indkøb: http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/05/16/jeg-glaeder-mig-i-denne-tid-nu-falder-julesneen-hvid-saa-ved-jeg-julen-kommer/

Herunder er et par billeder fra det store udvalg.

Glaspynt fra Anva

Halmpynt fra Breitner

Glaspynt fra Glasbläserei Thüringer Weihnacht

Glaspynt fra Inge’s Christmas Decor

Glaspynt fra Nostalgie-Christbaumschmuck

Træ- og papirpynt fra Schweden Produkte

Christmasworld 2018. At slippe en juleinspektør løs blandt 1.043 udstillere af alt godt til julen er som at slippe en lænkehund løs i en pølsebutik!

Det er ikke rart at være en gris. På landsplan blev der i Danmark i hele året 2017 slagtet omkring 17,3 mio. grise. I mere end 1000 år har vi her i Danmark hver eneste jul med slet skjult fryd svælget i alle de lækkerier, der kan tillaves af en slagtet julegris.

Jo mere sul på kroppen, desto bedre. Postkort stemplet 1916.

Når familien Danmark bænker sig omkring det veldækkede bord i juledagene, behøver forberedelserne ikke at have stået på igennem lang tid. Julen er nemlig blevet outsourcet! De forskellige indkøb, der er nødvendige til det traditionelle julebord, kan man nu om stunder ret beset foretage i løbet af én eneste formiddag. Det lokale supermarked er nemlig leveringsdygtig i alle former for mad- og drikkevarer, som vi kræver til denne årets mest specielle højtid. Hvor noget er færdiglavet, skal andet blot pakkes ud og varmes eller blandes eller skæres. Og vi nyder det hele!

Julegrisens indfanges.  Postkort stemplet 1913

For et par hundrede år siden tog forberedelserne noget længere tid, men da var situationen også en ganske anden. Supermarkedet var der ikke, og næsten alle mad- og drikkevarer blev tilberedt inden for hjemmets fire vægge.

Julegrisens sidste gåtur. Postkort stemplet 1925

Om efteråret blev der indsamlet korn, nødder, bær, ærter og frugter. Alt blev gemt på loftet til julehøjtiden – og resten af vinteren. Æbler og pærer blev tørret, tranebær og tyttebær syltede, nødder indsamlet fra have og hegn, og fisk saltet eller røget. Det var vigtigt at få forrådslagrene fyldt så meget op som muligt. På samme tid indsamlede man kvas og brænde, så der var noget til både køkken og stue.

Denne julegris har resigneret, mens nissen stolt bærer en kødpølse. Postkort stemplet 1914

De sidste par måneder inden jul var en travl tid. Alt skulle være parat til den store højtid, men som nævnt også til resten af vinteren.

Julegrisens slagtes. Illustreret Tidende

November måned blev tidligere kaldt Slagtemåneden. Man slagtede ganske enkelt de husdyr, som man alligevel ikke havde tilstrækkeligt med foder til vinteren over.

At slagte og tilberede kødet fra både julegrisen og julekoen var tidkrævende. Man sørgede altid for ikke at slagte på samme dag som naboen, da nabokonerne ofte hjalp hinanden med både udskæring og tilberedning.

Så er der serveret! Postkort stemplet 1912

Overalt herskede der travlhed. Som regel fik man slagteren til at stå for selve slagtningen. Sulekarrene blev renskuret, mængder af vand blev kogt for at skolde grisen samt rense tarmene og mavesækken. Blodet skulle røres flittigt. Der skulle laves både pølser og blodpølser. Mange kødvarer skulle røges, saltes eller tørres for at kunne holde sig vinteren over. Medisterpølsen blev nedsmeltet i fedt eller henkogt.

Varsomhed var påkrævet, ellers kunne man komme grueligt galt af sted. Helt galt gik det i landsbyen Brabrand om aftenen den 3. december 1849. Mens folkene efter endt slagtning sad i stuen og nød lidt øl og lidt brændevin, stod den store gryde ude i bryggerset. Flom og talg sydede lystigt i gryden, men ak!, der gik ild i grydens indhold. Ilden bredte sig og hærgede landsbyen. Hele syv gårde, tre boelssteder og 13 huse nedbrændte, og hele 24 familier blev husvilde. Kun tre våningshuse og et udhus undgik flammernes rasen.

Denne gris undgik massakren og nyder livet i godt selskab. Postkort stemplet 1953

Når man var færdig, holdt man ofte pølsegilde, hvor en del af det ferske kød blev spist. Forude ventede vinteren, der både kunne blive lang og kold. Fadeburet skulle være fyldt. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Juleaftensdag gjorde man rent ude og inde, og til sidst gjorde man sig selv ren. Og så gik man ellers i gang med sulebordets lækkerier. De kommende dage udførte man kun det arbejde, der var strengt nødvendigt, for eksempel at malke køerne. Ellers blev man helst inden døre, hvor alle nød resultatet af anstrengelser i køkken, bryggers og bagers.

Marcipanform fra 1920’erne fra Chokoladefabrikken Elvirasminde i Aarhus

Der kan ikke herske tvivl om, at november og december er de farligste måneder for enhver gris. Lykkelig var den gris, der undgik at blive lavet til pølser og sylte, frikadeller og steg!

Tre lykkelige grise på vej mod nye eventyr. Postkort stemplet 1909

Papegøjen fra Kochs klippeark 4

Den Gamle Bys samling af julegenstande til belysning af julens historie i Danmark rummer ret så mange klippeark. Her er både hjerter og kræmmerhuse, kravlenisser og stjerner. Blandt de mere særprægede klippeark er fire hele klippeark. Klippearkene er designet af arkitekt Hans Henrik Koch og udgivet i 1918. Siden da er arkene gentagne gange blevet genoptrykt.

Motiverne på de fire klippeark er kurve beregnet til ophængning på juletræet. Kurvene, der kan udklippes og sammenlimes, ligger i deres motivvalg meget langt fra de sædvanlige julekurve, som vi normalt forbinder med et juletræ. De er i det hele taget ganske utraditionelle.

De fire ark har hver tre forskellige dyr og fugle og fisk.

Kochs klippeark 1

Ark 1 har anvisninger på, hvordan man samler et pindsvin uden pigge, en dykand og en tudse.

Kochs klippeark 2

Ark 2 viser os en sovende kat, en and og en slørhalelignende fisk.

Kochs klippeark 3

Ark 3 har en bjørneunge med ternede bukser, en edderfugl og en fisk.

Kochs klippeark 4

Ark 4 har en abekat, en papegøje og en frø.

Pindsvin fra ark 1

Hvert ark har foruden figurerne til udklipning også en tegning af kurvene i færdig stand. Herudover er der en grundig vejledning i at samle kurvene i den rigtige rækkefølge og om for eksempel en papirlap ikke må bøjes, skal bøjes nedad eller bøjes opad. Det har ikke været let at samle disse julekurve!

Katte fra ark 2

I hvert ark er kunstnersignaturen H Koch. placeret forneden til højre.

Bjørneunger fra ark 3

Forneden på alle arkene er angivet udgiver og trykkeri, henholdsvis Skandinavisk Papir Imports Forlagsafdeling 1918 Bredgade 25 København og Chr Cato Lithografisk Etablissement. Bredden af arkene varierer fra 50,5 til 52,5 cm., højden af arkene er 36,5 cm.

Aber fra ark 4

Hans Henrik Koch har ydermere designet et lignende ark med nummer 5. På dette ark, der ikke er i julesamlingen, er blot to figurer at samle: En hane og en fransk bulldog. Vi har dog et samlet eksemplar af hanen.

Hane fra ark 5

Det kræver fingersnildhed at samle julekurvene.

Fisk fra ark 2 og 3

Hans Henrik Koch blev født i København 25. september 1873. Til hans 1-års fødselsdag fik han en noget særpræget gave af selveste H. C. Andersen, der var Hans Henriks gudfader. I H. C. Andersens dagbog finder vi under datoen 2. oktober 1874 følgende indførsel:

Skrev Brev til min lille Gudsøn Hans Henrich Koch og foræret ham paa hans Fødselsdag som var forrige Fredag det Sølvbæger jeg i Rom vandt ved Lodtrækning Juleaften ved Skandinavernes Juletræ, det var den dyreste af Presenterne.

Arkitekt Hans Henrik Koch (wikimedia.commons)

Hans Henrik Koch startede 1893 i murerlære, men kom i januar 1895 ind på Kunstakademiet, hvor han i januar 1902 blev færdig som arkitekt. Han rejste i 1897-98 i Tyskland og Italien, og var i årene 1902-03 opmåler og fotograf ved Carlsbergfondets ekspedition i Lindos på den græske ø Rhodos. Sammen med Carl Petersen drev han i 1919-22 selvstændighed virksomhed.

Arkitekten Hans Henrik Koch var i det hele taget noget af en multikunstner. Foruden disse fem klippeark har han også designet et syvklodsspil, et kvadratspil og en labyrint. Han bærer også ansvaret for at have udtænkt det såkaldte Kochs forbandt.

Kochs forbandt (Randers Tegl)

Kochs forbandt er en bestemt type af murstensforbandt, der egentligt er meget simpelt, men dog alligevel meget karakteristisk. Forbandtet består af et skifte med kun kopper (med murstenens kortside ud mod beskueren), der er efterfulgt af et skifte med kun løbere (med murstenens langside ud mod beskueren). Hver løber er rykket en kvart sten for hvert andet skifte. Det medfører, at hvert andet par af løberskifterne er i lod, og at kopperne er i lod i alle kopskifter. Det kan være svært at se dette skifte for sig. Kommer man imidlertid forbi Aarhus Hovedbanegård fra 1927, har man dér brugt Kochs forbandt i opmuringen.

Hans Henrik Koch døde allerede den 5. september 1922, og blev altså kun 49 år gammel. Ved hans bisættelse på Vestre Kirkegård i København holdt kollegaen, arkitekt Ivar Bentsen en tale, hvori han blandt andet brugte ordene

Kochs Kunst var tilsyneladende af en beskeden Art — det var i små Formater, han dyrkede sin Arkitektur. Tegninger i virkelig Størrelse til hans små Arkitekturer kunne rummes på et Folioark og han havde altid nogle Projekter i sin Mappe, når han gik ud. Han slap nødigt helt sit kære Arbejde, hans smukke, fine Legetøj; han dyrkede det tidligt og sent med denne mærkelige flegmatiske og dog så fanatiske Flid.

And fra ark 2

Om selve klippearkene med de sælsomme julekurve sagde Ivar Bentzen

Hvor er Kochs egne små Juletræsdyr fint formede i deres lette, beskedne Materiale: Aben, Anden, Fisken, Bjørneungen, Poppedrengen. De er genialt gjorte med deres korte, knappe Formvinkler, fuldkomment bundet og behersket i det lette, men stridige Materiale.

Dykænder fra ark 1

Det er i dag den 24. november. Der er kun én måned til juleaften. Hvis du vil i gang med at klippe og klistre Kochs vidunderlige julekurve til juletræet, er det vist bare med at komme i gang!

Nisse bruger apostlenes heste for at udbringe julepakker. Postkort stemplet 1912

I de fleste danske hjem er der ved juletid som regel nisser overalt. De er oppe og nede, ude og inde. De sidder deroppe på bogreolen, eller står derude i haven. Og når en nisse endelig skal bevæge sig, bruger nissen apostlenes heste. Nisser går. Det ved vi jo alle sammen. Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. Her kommer en række øjebliksbilleder, der viser, at nisser så sandelig bruger alle kneb for at komme frem.

På ryggen af en gris er nissen her på vej hjem med et juletræ. Postkort stemplet 1928

Man kan ikke være i tvivl om nationaliteten af denne nisse, der rider på en gås. Postkort stemplet 1914

Fire nisser på hundens ryg var åbenbart en nisse for meget. Postkort stemplet 1910

Når der hverken er gris eller gås eller hund i nærheden. Ustemplet postkort fra ca. 1920

En ældre nisse har taget et par skøjter i anvendelse. Postkort stemplet 1907

Endnu et transportmiddel, som nisser kan finde på at anvende. Postkort stemplet 1936

En genstridigt æsel vil bare ikke længere. Postkort stemplet 1912

Når et par juletræer skal fragtes ud til kunderne. Postkort stemplet 1954

Her er et nissepar, der skal skynde sig. Postkort stemplet 1931

Hele nissefamilien er på udflugt i familiens nye automobil. Postkort stemplet 1911

Er man ikke den lykkelige ejer af et automobil, må man jo tage omnibussen. Postkort stemplet 1913

Man kan jo også benytte jernbanen. Postkort stemplet 1955

Skal man rejse mellem landsdelene, er færgen også en mulighed. Postkort stemplet 1913

En modig nisse i en fantastisk maskine. Postkort stemplet 1912

I krigsårene hændte det af og til, at flyvemaskiner af den ene eller den anden årsag ikke længere kunne holde sig i luften. Så var en faldskærm en højst nyttig ting at have med. Postkort stemplet 1943

Når alt kommer til alt, viser de ovenstående eksempler tydeligt, at nisser forstår at følge med tiden.

De første julekalendere med låger, som vi kender dem i dag, dukkede op i Tyskland omkring år 1920. Det præcise årstal er ukendt. Som opfinder af denne form for julekalender står firmaet Reinhold & Lang i München. Navnet Lang virker bekendt. Han er identisk med den tyske forlægger Gerhard Lang (1881-1974), der i 1903 udsendte verdens anden ældste julekalender, klippe- og klistrekalenderen Im Lande des Christkinds, som er nærmere omtalt på bloggen 1. december 2013 (og dér dateret til 1908, men sidenhen er dateringen rykket tilbage til 1903). Verdenshistoriens første lågekalender havde titlen Christkindleins Haus og var tegnet af kunstneren Dora Baum (1881-1949).

Denne, verdens første lågekalender, hører til den gruppe af julekalendere, der går under navnet Nikolaus-kalender. Julekalenderen var forsynet med 19 dobbeltlåger, den første med nummer 6. Den første låge skulle så åbnes den 6. december, der blev fejret som dødsdagen for den hellige Nikolaus. Nikolaus er, som vi vist godt alle ved, ’forfaderen’ til vor tids julemand. Det er da også netop ham, der med sin gavesæk gemmer sig bag den øverste dobbeltlåge på kalenderen.

Verdens første julekalender med låger er en Nikolaus-kalender med 19 låger. Kunstneren er Dora Baum, og kalenderen er udsendt ca. 1920 af firmaet Reinhold & Lang i München

Antallet af låger på en julekalender blev dog snart fastlagt til 24. Dette hænger utvivlsomt sammen med det skifte, der i første fjerdedel af 1900-tallet skete i vor opfattelse af julen. Fra at være en religiøs højtid med fokus på adventstidens forventning om Jesu fødsel til jord centrerede julen sig i højere og højere grad om folkets fejring af højtiden, hvor vægten blev lagt på hver enkelt families julefest med bedstemoder, forventningsfulde børn og et festligt pyntet juletræ i centrum.

Den første låge i en dansk fremstillet julekalender med låger blev åbnet i begyndelsen af 1930’erne. Bag de første danske lågekalendere stod firmaerne I. Chr. Olsen Kunstforlag og papirfirmaet L. Levison Junior, begge hjemmehørende i København. Disse to firmaer kan vi takke for indførelsen og udbredelsen af lågekalenderen i Danmark. Ideen spredte sig lynhurtigt. Havde man ikke råd til en ægte julekalender med låger, kunne man selv lave en.

Hvilket år den første danske lågekalender kom på markedet, er dog endnu ikke fastlagt. Det må dog senest have været i året 1932, da en hjemmelavet julekalender fra København er sikkert dateret til julen 1932. Det er jo en nærliggende tanke, at fremstilleren af denne hjemmelavede lågekalender netop må være blevet inspireret af en af de allerførste danske lågekalendere.

Den ældst kendt danske julekalender med låger er fra 1932

Den hjemmelavede julekalender herover er fremstillet 1932 til giverens farbror af venner af familien. Giver har fortalt, at julekalenderen siden 1932 blev brugt hver jul i mange år, selv efter at familiens fire børn var flyttet hjemmefra. Mange spor efter tegnestifter langs kanterne vidner også om talrige opsætninger af julekalenderen. Dateringen knytter sig til ordene ‘Glædelig Jul 1932’, der med blyant er skrevet forneden til højre under borten på forsiden. Både skibet og tårnet har tage af rødt glanspapir samt spidsbuede og cirkelrunde dobbeltlåger. Lågernes motiver, hovedsageligt engle, er klippet ud af forskellige glanspapirsark. Over kirken er pålimet udklippede guldstjerner. På julekalenderens bagside er limet uregelmæssigt formet blåligt papir, der skjuler lågernes motiver.

Den hjemmelavede julekalender fra 1932 har flere forskellige former for låger

Det er netop en hjemmelavet julekalender af denne art, der bliver fortalt om fra Kalundborg fra tiden omkring år 1930 i Helle Ravns bog: Langelands Museums Julebog, Jul i det sydfynske øhav – før og nu, fra 2003.

Kalenderen er lavet af karton og glanspapir. Kalenderen er brugt, men heldigvis er alle 24 låger stadig til stede. Størrelsen er 83 x 79 cm.

Julekalenderen her er lavet af den ni-årige Katrine den 22. oktober 1988 i Horsens

Ideen med selv at fremstille en julekalender er ingenlunde uddød. I Den Gamle Bys store samling af julekalendere er der seks andre eksemplarer af hjemmelavede julekalendere. Den yngste i samlingen kan man datere ganske nøjagtigt takket være en påskrift på bagsiden. Her er der med blyant skrevet Katrine, 9 år 1988. Lavet i Horsens den 22/10.

Kun yderst sjældent ser man børn på ni år tegne personer set bagfra

Julekalenderen består af to sammenlimede rektangulære, hvide kartonstykker. Forsiden er dekoreret med stjerner, en stor gave, en kurv med gaver, hjerter, juletræ og i alt tre personer, der alle er tegnede eller separat klippet ud og limet på. Motiverne bag lågerne er blandt andet en snemand, stjerner, nisser og en ophængt kringle. Julekalenderen er blevet brugt, men atter er alle låger heldigvis til stede.

Vil du lave din egen julekalender, og er du fingersnild, kan du stadig nå det inden den 1. december

Skulle nogen selv have fået lyst til at prøve kræfter med kunsten at lave en julekalender, er der heldigvis hjælp og inspiration at hente. Så sent som i 1940 bragte Brugsforenings-Bladet i nummer 25 en illustreret anvisning i, hvordan man selv kunne lave en lågekalender. Motivet er en gotisk kirke. Af materialer skulle man blot bruge et ark svært tegnepapir (minimum 50 x 70 cm.), nogle gamle julekort (hvoraf man klippede de forskellige lågemotiver ud) og lidt lim. Skulle kirken være ekstra fin, kunne man klippe den ud og lime den på et stykke blåt dekorationspap. Julekalenderen ville dermed blive mere holdbar, og man kunne bruge det blå pap som himmel og male både små og store stjerner på.

Go’ arbejdslyst!

På julebloggen her er det jo en tradition, at indlægget til den 1. december selvfølgelig skal handle om en af de mere end 750 dejlige julekalender i Den Gamle Bys samlinger. Traditioner er til for at brydes, hører man ofte folk sige. Og det gør jeg så da i år. Eller gør jeg?

Så tænder vi det første lys i december

I stedet for at bruge en af Den Gamle Bys mange spændende julekalendere til dette indlæg har jeg i år valgt at sætte fokus på kalenderlyset.

Kalenderlyset er ret beset bare en form for primitiv tidsmåler. Den tjener foruden det at underholde blot et eneste praktisk formål, nemlig at tælle dagene fra 1. december og frem til juleaften – ganske som julekalenderen, kalenderlysets nærmeste slægtning, også gør det. Kalenderlyset er desværre selvdestruktivt. Rent musealt har kalenderlyset nemlig den skavank, at det ifølge sagens natur kun yderst sjældent ender på museum – og dermed bliver bevaret for eftertiden.

En kortfristet glæde: Dette kalenderlys overlevede ikke julen 2015

Den kendte danske virksomhed Asp-Holmblad lavede de første massefremstillede kalenderlys i 1942. Oprindeligt blev de solgt under navnet Jakobslyset. Navnet er inspireret af patriarkens Jakobs drøm, som findes omtalt i 1. Mosebog kapitel 28. Centralt i denne forbindelse er versene 11-12, hvor det hedder

Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden, den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen.

Jakobsstigen pryder 1848-juletræet i Peter Fabers stue i borgmestergården

Billedligt talt forbindes en Jakobsstige ofte med et strålende lys, der danner bro mellem himmel og jord. Navnet Jakobslyset slog dog ikke rigtigt an. Fabrikken omdøbte derfor lyset til Kalenderlys No. 1, der stadig er i produktion.

Kalenderlyset er altså en af de nyere danske juletraditioner. Dog er der adskillige eksempler på, at man flere steder i Danmark selv har lavet et kalenderlys. Det kræver jo blot, at man forsyner et lys med 24 tal eller vandrette indridsninger.

Allerede i 1935 omtaler forfatteren Lis Byrdal et hjemmelavet kalenderlys, dog kun med 23 datomærkninger, i sin debutbog Smaa Fester – Glade Gæster. Hun skriver:

A propos Lys – Ved De da, at man selv kan male paa Lys baade med Oliefarve og med Tusch? Man kan altsaa med en tynd Pensel og sikker Haand skrive hele Julehilsner eller Vers, der saa brændes op Bid fra Bid. En Idé til Børnene er at dele et lille tykt Lys med 23 tynde, sorte Tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem. Hver Aften lige fra 1. December brænder man saa et Stykke ned – hele Tiden til den næste Streg. Den Dag Lyset brænder ud, er det Jul – og Træet tændes.

Lis Byrdals ide med hjemmefremstilling af stearinlys med julehilsener eller vers er gået i glemmebogen. Men allerede til julen 1942 var firmaet Asp-Holmblad altså klar med det første ’rigtige’ kalenderlys. Senere dukker Byrdals ide om vers på kalenderlyset op igen. Jeg har set store bloklys, hvor indtil flere vers fra Peter’s Jul er påtrykt sammen med de nødvendige 24 tal.

Her til morgen skal kalenderlyset brænde en rum tid, inden flammen når ned til tallet 1. Den store afstand betyder, at jeg og sikkert mange andre julefanatikere allerede den 1. december rent datomæssigt kan risikere at komme bagud. Der er faktisk en god forklaring på den lange afstand, der er mellem vægen og tallet 1, og som er ulig større end afstandene mellem de andre tal på lyset. Den maskine, der sørger for, at tallene og en eventuel dekoration bliver trykt på kalenderlyset, skal nemlig have en plan del af lyset at holde fast i. Den store afstand mellem tallet 24 og lysets bund tager derimod hensyn til en placering af kalenderlyset i en stage eller i en juledekoration.

Kalenderlys fra omkring 1980, det eneste kalenderlys i Den Gamle Bys store samling af genstande til belysning af julens historie i Danmark

Julen er lysenes fest, og her til morgen vil jeg for første gang tænde det kalenderlys, der fortæller mig, at julen heldigvis atter nærmer sig.

Mange danske designere af smykker kendes i dag mest for deres arbejder i andre materialer: Kay Bojesen for trælegetøj, Thorvald Bindesbøll for keramik og stentøj, Nanna Ditzel for møbler, Henning Koppel for ure og lamper, mens multikunstneren Sigvard Bernadotte kendes for alt fra køkkengrej til køleskabe.

Det gjaldt også for Kolding-sølvsmeden Bent Knudsen (1924-97). Han blev udlært i 1942 som korpussølvsmed hos det store firma Carl M. Cohr i Fredericia. Fra 1946 var han ansat hos det velrenommerede sølvfirma Hans Hansen i Kolding. Firmaet fremstillede både smykker, korpusvarer og bestik. Bent Knudsen arbejdede i firmaets smykkeafdeling frem til 1950. Han var deltidsansat hos Hans Hansen i årene 1952-56, medens han samtidigt var selvstændig som sølvsmed med fabrikation af smykker som speciale. I 1956 etablerede han sig så sammen med hustruen Anni Knudsen (1926-2013) endegyldigt med egen sølvsmedje i Kolding.

Bent Knudsens armbånd med designnummer 138 fra omkring 1960. Foto: Henrik Bjerg

Fra værkstedet i Kolding er der udsendt en række smykker, der alle er meget gennemtænkte, enkle i designet, men kraftige med et stærkt udtryk helt i tråd med datidens stil. I Den Gamle Bys udstilling Smykkeskrinet, om danske sølvsmykker fra 1900-tallet, er Bent Knudsen repræsenteret med hele 42 smykker. Blandt andet dette meget tidstypiske armbånd fra omkring 1960, der ses herover.

Juleuro fra 1953. Hvert nisseansigter ses med små variationer i udformning hår og mund

Men sølvsmeden havde uro i kroppen. Sideløbende med produktionen af smykker var ægteparret travlt optaget af at fremstille julepynt i karton. Det hele startede i 1952 på opfordring af Karen Hansen. Hun var en søster til sølvsmeden og designeren Karl Gustav Hansen, der drev den fædrene virksomhed Hans Hansens sølvsmedjen i Kolding, og kendte Bent Knudsen fra dennes gang på værkstedet.

Anni og Bent Knudsens julepynt og julemobiler af karton slog hurtigt igennem, godt hjulpet på vej af Den Permanente og Håndarbejdets Fremme i København. Det gik så stærkt, at smykkeproduktionen efterhånden gled noget i baggrunden og fra omkring 1970 nærmest gik helt i stå. Deres små kunstværker i karton blev distribueret til godt 70 lande verden over. Den megen fokus på deres arbejder medførte en række priser. Samtidigt blev deres mobiler udstillet, blandt andet på Verdensudstillingen i New York i 1964.

Anni og Bent Knudsen præsenterer et udvalg af smykker og juleklip

Det hele blev produceret på ægteparrets værksted. Her blev der fremstillet både sølvsmykker og store mængder af kunstklip. Kunstklippene blev udstanset på værkstedets maskiner og samlet af en lang række hjemmearbejdere.

Ægteparret Anni og Bent Knudsen har siden starten i 1952 designet prisbelønnede uroer og mobiler til stor glæde for både små og store. Det blev til omkring 4.000 produkter, inden Bent Knudsen døde i 1997.

Juleuro af metalfolie fra 1960-erne. Uroen består af tre 7-takkede og let foldede stjerner, den største øverst. Med original æske. Design nr. 105

I 2008 blev alle kunstklip- og mobileaktiviterne solgt til det nystartede firma Livingly i Brenderup på Fyn. Firmaet har med stor succes relanceret omkring 200 af Anni og Bent Knudsens papirklip under navnet Anni og Bent Knudsen Collection. Ægteparrets uroer og kunstklip bliver i dag eksporteret til mere end 15 lande. Selv på Christmasworld, verdens største messe for juleartikler i Frankfurt am Main, så jeg i januar 2018 adskillige af deres papirklip.