Quantcast
Viewing all 65 articles
Browse latest View live

Sprællemanden

“Køb en Sprællemand, ti Øre kun

koster den; saa har jeg to tilbage!”

har du ej en Aftenstund

hørt de Raab fra mangen Barnemund

som en monoton, en bitter Klage?

 

Image may be NSFW.
Clik here to view.
En tidlig udgave af en julemand, der peger i retning af den katolske biskop Sankt Nikolaus, julemanden forfader

En tidlig udgave af en julemand, der peger i retning af den katolske biskop Sankt Nikolaus, julemandens forfader.

Naar December alt var dragen ind,

og paa Julefesten alle tænkte,

saa du da ej tidt ved Lygtens Skin

Barnet staa i Vinteraftnens Vind;

Sprællemænd paa Armen hende hængte.

 

Som en pap- eller træfigur med bevægelige arme og ben stammer nutidens sprællemænd fra pariserforstaden Pantin, der også er sprællemandens franske navn. Her var sprællemænd omkring 1750 meget moderne, og der udkom kobberstukne ark med sprællefigurer, blandt andet en bondepige og en balletdanserinde.

Den nye litografiske trykketeknik fra kort før 1800 gav minimale priser. Regulære billedfabrikker i Tyskland trykte igennem 1800-tallet enorme mængder af kolorerede klippeark. Oplag på 50.000 eksemplarer pr. ark var ikke usædvanligt. Et ark kunne have en enkelt sprællefigur eller helt op til otte figurer.

Det mest almindelige sprællemandsmotiv var julemanden. Disse billige ark blev især købt af fattige familier, der udklippede og samlede figurerne for så at sælge dem på gaden op til jul – ganske som de fire små kursiverede vers fra bladet Husvennen fra december 1894 fortæller.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Orientalsk herre som sprællemand

Orientalsk herre som sprællemand, i dag måske en kende upolitisk korrekt (eller hvad det nu hedder).

De fleste sprællemandsark blev trykt af tyske firmaer som Gustav Kühn (fra 1822) og Oehmigke & Riemschneider (fra 1835) i byen Neu-Ruppin i delstaten Brandenburg. Selv i dag er ordet Neu-Ruppin synonym for klippeark.

Fra 1886 udkom Alfred Jacobsens serie Danske Billeder, der nåede op på omkring 400 forskellige ark. Et andet dansk firma, som lavede mange klippeark, var Adolph Holst i Aalborg. De fleste var børneark.

Af figurer var der håndværkere og bønder, politibetjente og gadesælgere, klovner og tyrefægtere, soldater og blomstersamlere, men også afrikanere og arabere, indianere og kinesere, samt ark med vilde og tamme dyr, engle og Fanden selv. Figurerne fra Tivolis pantomimeteater udkom som sprællemandsfigur i 1890’erne. Senere kom ark med Knold og Tot, Klods-Hans, Ole Lukøje, Rip, Rap og Rup samt Rasmus Klump.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Hitler og Göring som sprællemænd, Carl Stender ca. 1945

Hitler og Göring som sprællemænd, Carl Stender ca. 1945.

Allerede under den tyske revolution 1848 blev der lavet satiriske sprællemænd af politikerne. Sådan bruges sprællemandsfiguren stadig. Da Danmarks justitsminister Alberti 1908 måtte indrømme bedrageri, blev han brugt som sprællemandsfigur. Den danske nazileder Fritz Clausen kom op at hænge som sprællemand i 1944. Firmaet Carl Stender i København udsendte efter Befrielsen 1945 både Hitler og Ribbentrop, Göring og Goebbels som sprællemand. Når man trak i snoren, svingede de med benene og løftede en strakt højre arm.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Politisk satire: Jens Otto Krag, Danmarks statsminister

Politisk satire: Jens Otto Krag, Danmarks statsminister 1962-68 og 1971-72.

Sprællemandsfiguren er et stykke legetøj, hvis oprindelse vel kan føres flere tusind år tilbage. Fra det gamle Ægypten kendes dansere af elfenben, der kunne dreje rundt ved træk i deres snore. Er det sprællemandsfigurer, kultfigurer eller hvad? Ingen ved det – og dét er logik for sprællemænd!

“Køb en Sprællemand, en blaa, en hvid”.

Disse Røster kan jeg endnu høre,

disse bange Raab i Julens Tid,

medens Sneen hvirvled kold og strid

over Tag og Torv og Gadens Døre.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den fattige kone med det syge barn falbyder Den bestøvlede kat som sprællemand. Tegning: Tom Petersen 22. december 1883

Nød og elendighed taler sit tydelige sprog i denne tegning af den unge, fattige moder med sit syge barn. Tegning: Tom Petersen i Illustreret Tidende 22. december 1883.

Klædt i hullet Tøj den lille gik

Gaden op og ned foruden Hvile;

- Ser du hende, stands et Øjeblik;

hvis en Sprællemand hun afsat fik,

se da, hvor lyksalig hun vil smile!


Det danske julemærke

Julemærket er Danmarks mest betydningsfulde bidrag til den internationale juls historie.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Julemærket opfinder Einar Holbøll (1865-1927) som motiv på årets julemærke

Julemærket opfinder Einar Holbøll (1865-1927) som motiv på julemærket 1927.

Postekspedient Einar Holbøll fik i 1903 en god ide under arbejdet med juleposten på Købmagergades postkontor i København: Hvis afsenderen af hver forsendelse forsynede den med et ekstraindkøbt 2-øres specielt julemærke, ville man kunne indsamle mange penge til støtte for syge børn. Ideen vakte stor begejstring – og allerede året efter udkom verdens første julemærke.

De første års indsamlinger gik til opførelsen af Julemærkesanatoriet ved Kolding, indviet i 1911. Målgruppen har siden ændret sig fra tuberkuløse til overvægtige og mobbede børn. Julemærkefonden støtter desuden forskellige initiativer til gavn for børn, for eksempel kampen mod børnetuberkulose i Grønland.

Det officielle julemærke møder konkurrence fra mange sider. Både byer og organisationer udsender egne julemærker. Elektroniske julekort og sms er også stærke konkurrenter. Julemærkefonden lancerede derfor i 2001 det elektroniske julemærke.

Julemærker bruges i over 130 lande.

Ved introduktionen i 1904 var prisen for et enkelt julemærke sat til 2 øre. Meningen med Einar Holbølls mærke var jo netop, at mange bække små gør en stor å. Prisen på 2 ører blev fastholdt i hele 52 år. Til sidst måtte de stigende produktionsomkostninger dog medføre en prisstigning, der fandt sted i 1956.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Verdens første julemærke

Verdens første julemærke, 1904.

Verdens første julemærke blev præsenteret for offentligheden den 16. november 1904. Motivet var en fotografisk gengivelse af Dronning Louise, Christian IX’s hustru, død i 1898. Hun var prinsesse af Hessen-Kassel, før hun i 1842 ægtede den senere Kong Christian IX.

Den ornamentale ramme holdt i violet omkring dronningens portræt består af krone, våbenskjold og juleroser. Rammen, vistnok designet af Christian IX selv, blev genanvendt på julemærket 1906, der mindedes den i januar 1906 afdøde konge. Oplag 6 mio. Indtægt 73.950 kr.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Børn drikker af sundhedens kilde

Børn drikker af sundhedens kilde, 1905.

Selve ideen bag julemærket kommer tydeligt til udtryk i det andet julemærke fra 1905. Her er motivet en dreng og en pige stående ved en fontæne med rislende vand. Drengen er netop ved at fylde sin skål, mens pigen allerede drikker af sin. Forneden er fontænen mærket SUNDHED. Formålet med julemærkerne er her tydeligt: Sundere børn! Motivet er tegnet af H. Westergaard. Oplag 5 mio. Indtægt 71.965 kr.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Kristendom og hedenskab mødes

Kristendom og hedenskab mødes, 1913.

Den traditionelle danske jul er en sær sammenblanding af elementer hentet fra flere forskellige sider. Traditionen bygger på julens kristne budskab med inddragelse af nationalhistoriske og hedenske emner. Med andre ord møder vi i den danske jul Jesus, Maria, Betlehemsstjernen og englene anbragt sammen med trommer, dannebrogsflag og trompeter og ledsaget af nisser, der er overalt.

På julemærket fra 1913, tegnet af Joachim Skovgaard, mødes kristendom og hedenskab: Den unge engel sidder og ser på en ældre, knælende nisse, som med slev i hånd er i gang med risengrøden. I baggrunden lyser Betlehemsstjernen over graner. Oplag 8,5 mio. Indtægt 119.988 kr.

Også verdenshistorien kommer til udtryk på de danske julemærker. Tydeligst i 1918. 1. verdenskrig ændrede ved sin grusomhed hele vor opfattelse af verdenen og livet. Julemærket viser tre engle, der blæser i basuner. Forneden ses jordkloden. Meningen er åbenlys: Guds engle fejrer fred på jord. Kunstneren var Poul Corona. Oplag 10.5 mio. Indtægt 194.871 kr.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Det mest udskældte julemærke nogensinde

Det mest udskældte julemærke nogensinde, 1926.

Julemærket fra 1926 nyder den tvivlsomme ære af at være det mest udskældte julemærke. Mange fandt julemærket saa grufuldt og farveløst og grimt, at det skamskænder ethvert Julebrev. Motivvalget har da heller intet med jul at gøre. Et overdimensioneret, nøgent barn rider på en lille delfin. Kunstneren var den anerkendte Valdemar Andersen (1875-1928).

Mærket var så ugleset, at indtægterne for salget gik 5,5 % ned i forhold til 1925. Herefter har man forsøgt kun at udgive julemærker med hyggelige julemotiver – dog med skiftende held. Oplag 14 mio. Indtægt 207.147.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Julemærkehjemmet Lindersvold

Julemærkehjemmet Lindersvold, 1934.

Midlerne fra julemærkerne bruges til fremme af børns ve og vel. Det første julemærkehjem blev indviet 1911 ved Kolding. Julemærkehjem nr. 4 blev den tidligere herregård Lindersvold ved Fakse, der var i funktion til 1959. Gengivelse efter fotografi. Oplag 16.5 mio. Indtægt 261.609 kr.

Danmarkshistorien har af og til influeret på valget af årets julemærke. 1945 står som et af de skelsættende år i den nyere Danmarkshistorie. Efter den tyske besættelse i 1940 var Danmark nu atter et frit land. En bølge af national stolthed og lykke skyllede over landet.

Julemærkets motiv er så dansk, som det kan blive. Det rød-hvide flag blafrer stolt over et par snedækkede graner i et gråhvidt vinterlandskab. I det hele taget er de rød-hvide kulører stærkt knyttet til den danske jul. De optræder på flettede julehjerter og udgør julenissernes påklædning. Som flag på juletræet er Dannebrog blevet brugt siden midten af 1800-tallet som et minde om den danske sejr i Treårskrigen 1848-50.  Kunstner Viggo Bang. Oplag 45 mio. Indtægt 791.419 kr.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Arket bliver et motiv i sig selv

Arket bliver et motiv i sig selv, udsnit, 1951.

I årene 1904-50 var alle 50 mærker på årets julemærkeark ens. Fra 1951 kom arkene til at bestå af forskellige motiver, der varierer fra 2 forskellige (f.eks. 1958-arket) til 50 forskellige (f.eks. 1960-arket). Nogle få ark (f.eks. 1971) har 1 motiv i to forskellige bundfarver.

Samtidigt er arkranden blevet brugt til forskellige udsagn. Der kan være tale om arkets titel (Snekrystaller, 1966; Hjerternes fest, 2003), julehilsner (Julemærkekomiteen ønsker glædelig jul og godt nytår, 1991) og juleformaninger (Intet brev uden julemærke, 1958; Pas godt på vore børn – de er verdens fremtid, 1979). Årets kunstner var Thomas Havning. Oplag 52,5 mio. Indtægt 938.251 kr.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den moderigtige farve i 1970'erne

Den moderigtige farve, 1977.

Den grundlæggende kulør på julemærket fra 1977 er lilla. Det er ikke umiddelbart en farve, man forbinder med dansk jul. De til enhver tid gældende modefarver kan ikke undgå af og til at få indflydelse på hverdagens frembringelser. Lilla var en meget brugt farve i 1970-erne, ja er måske ligefrem blevet sindbilledet på datidens kvindebevægelser.

Kompositionen er meget vellykket: En gennemgående granguirlande, hvorfra der hænger forskellige former for julepynt. Der er 25 forskellige mærker på arket. Arkets titel er også Julemærket med sin pynt – en meget velvalgt titel. Kunstneren Ingrid Andersen tegnede også julemærkerne 1963 og 2004. Oplag 45 mio. Indtægt 9.207.630 kr.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Kravlenissens navngiver, Frederik Bramming, 2011

Kravlenissens navngiver, Frederik Bramming, udsnit, 2011.

Ordet ’kravlenisse’ blev første gang brugt i 1947 af tegneren Frederik Bramming (1911-91). Årets julemærke 2011 fejrer dermed 100-året for Frederik Brammings fødsel.

Forlaget Alliance lancerede i 1947 to udklipsark med Brammings tegnede nissefigurer, som han døbte kravlenisser. Disse julens små fornøjelige hyggespredere kravler op og ned og ud og ind overalt i stuerne, hvor de skaber stemning og sød forventning. Der blev trykt 80.000 ark; men et komplet ark er vist ikke bevaret. Hans kravlenisser genoptrykkes stadig.

Siden 1904 er der blevet udgivet ca. 4 milliarder julemærker i Danmark. Salget har skaffet ca. 650 mio. kr. til fremme af børns ve og vel, og mere end 65.000 børn er blevet hjulpet til et bedre og sundere liv.

Marcipangrisen

 

Image may be NSFW.
Clik here to view.
En marcipangris fra 1930-erne

En velbevaret marcipangris fra 1936.

I dag kan alle og enhver spise sig overmæt i søde sager, men i gamle dage var det noget, man kunne glæde sig til i næsten et helt år. Kun ved juletid var der både dadler og figner, appelsiner og nødder, honningkager og sukkerfigurer, karameller og rosiner – og så måske lige en marcipangris!

I ældre tid hentede man ingredienserne til marcipan hos købmanden eller på apoteket. Både købmanden og apoteket fik dog hurtigt konkurrence fra marcipanmagere og sukkerbagere. I takt med at den stærkt voksende oversøiske handel med både Amerika og Ostindien medførte prisfald på eksotiske varer, begyndte folk snart selv at lave deres konfekt og søde sager.

Marcipan og andre søde sager, såsom chokolade, kunne man i ældre tid købe på apoteket. Foruden lægemidler måtte ethvert apotek i årene 1672-1913 sælge øl, vin og spiritus, samt krydderier og konfekt. Søde sager var uundværlige, hvis man var syg og måtte sluge en bitter pille – selv i den søde juletid. Vi kan med sindsro spise marcipan i de for maven så hårde juledage, idet marcipan skal være særdeles virkningsfuldt imod både forstoppelse og tarmvinde.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den hjemmelavede konfekt er en uundværlig tradition i mange hjem (babylille.dk)

Den hjemmelavede konfekt er en uundværlig tradition i mange hjem (babylille.dk).

Konfekt er et fællesbegreb, der dækker sukkerholdige lækkerier, altså både marcipan, sukkersager, fyldte chokolader og kandiserede frugter. Navnet konfekt stammer fra det latinske confectum, der betyder, noget der er fremstillet eller forfærdiget.

Marcipan blev antageligt opfundet i det persiske rige, det nuværende Iran, engang i løbet af 600-tallet. Kendskabet til marcipan blev snart spredt til Byzans. Korsfarerne i Det hellige land lærte i 1100-tallet at sætte pris på marcipan og bragte kendskabet videre til Europa. I et land som Danmark, hvor alt skulle sødes med honning, vakte marcipan uskrømtet glæde allerede i 1200-tallet.

På grund af den høje sukkerpris før i tiden var marcipan en meget dyr fornøjelse forbeholdt samfundets elite.

Marcipan er en velsmagende blanding af sukker, mandler og gerne lidt rosenvand. Marcipanens karakteristiske smag stammer især fra bitre mandler (som regel mellem 4-6 %). Ret beset findes der to forskellige slags marcipan: Ren marcipan og bagemarcipan. Den væsentligste forskel er, at bagemarcipan også indeholder abrikoskerner, der gør, at marcipanmassen ikke flyder ud under bagning.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Der findes vist ikke noget bedre end den ægte Odense Marcipan (markedsforing.dk)

Der findes vist ikke noget bedre end den ægte Odense Marcipan (markedsforing.dk).

I første halvdel af 1800-tallet blev marcipan en uundværlig del af det bedre borgerskabs gængse juletraditioner. Forskellige figurer af marcipan blev efter tørring brugt som pynt på juletræet, der som bekendt først blev vist – siden spist. Marcipan fra Lübeck har siden 1880’erne været en fast ingrediens i den danske familiejul. Først i 1909 startede en dansk industriel fremstilling af marcipan, da bogholder Lauritz Thobo-Carlsen overtog en lille marcipanfabrik og dermed startede Odense Marcipanfabrik.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Odense Marcipanfabrik 1909 (odense.marcipan.dk)

Odense Marcipanfabrik 1909 (odense.marcipan.dk).

Marcipan kan meget vel være opfundet i det gamle Persien, ja, men det skal alligevel nævnes, at meningerne om marcipanens oprindelse er stærkt omdiskuteret. I Spanien har man den klokkeklare holdning, at marcipan blev opfundet engang i 1000-tallet i byen Toledo. Der var hungersnød i byen, og en nonne fandt så på at bage brød lavet af en mandelmasse iblandet sukker til nonneklostrets beboere. I Italien mener man bestemt at vide, at den første marcipan blev opfundet i middelalderens Venedig ved et uheld, hvor en bagerdatter engang havde fået hakket alt for mange mandler og aldeles tilfældigt fik lavet den første marcipan. I Tyskland er man fast overbevist om, at en tysk kok med det meget sigende navn Frantz Marcip en gang i 1600-tallet udviklede denne lækkerbisken til en meget fornem fest. Senere vendte hr. Marcip hjem til sin fødeby Lübeck (ja, hvor ellers?) og grundlagde en marcipanfabrik.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Julekonfekt med marcipan og nougat (konfekt-bt.dk)

Julekonfekt med marcipan og nougat (konfekt-bt.dk).

Men hvor stammer selve ordet marcipan så fra? Også den forklaring kommer vidt omkring. Ordet marcipan skulle være afledt af det persiske eller det arabiske ord for en højere embedsmand, mautheban eller mawthaban. Andre hælder mere til den teori, at marcipan, men også sukker og mandler, var pakket i små æsker, kaldet massapana.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den siddende Kristus på tronen. Henholdsvis anonym byzantinsk mønt fra ca. 1025-1050 og en venetiansk kopi fra 1300-tallet.

Den siddende Kristus på tronen. Henholdsvis anonym byzantinsk bronze-follis fra ca. 1025-1050 og en venetiansk sølv-grosso fra doge Bartolomeo Grandenigo 1339-42.

Marcipanen skulle ifølge sidstnævnte forklaring være blevet solgt i æsker dekoreret med en tegning af en 1000-tals mønt fra kejserriget Byzans eller en senere mønt fra republikken Venedig med Kristus siddende på en trone. Prisen for en æske marcipan var dengang 1 mautheban, der netop betyder siddende mand på trone. Møntnavnet gik med andre ord over til at betegne først emballagen og dernæst til at betegne indholdet. Mawthaban, mautheban og/eller massapana endte så med at blive til marzapane på italiensk, mazapán på spansk, marzipan på tysk, marchpane på engelsk og massepain på fransk – og altså marcipan på dansk.

Hvis oprindelsen til det danske ord marcipan skal søges i emballagen mautheban, kan man måske med fordel rette blikket mod havnebyen Martaban (nuværende Mottama) i landet Myanmar. Byen Martaban var allerede i 1000-tallet berømt for de glaserede, såkaldte Martaban-krukker, der blev eksporteret i stor stil til Middelhavsområdet, og som indeholdt netop syltede og kandiserede lækkerier! Krukkerne blev blandt andet af det nederlandske ostindiske kompagni senere også sejlet til det sydligste Afrika, hvor selv de engelsktalende indvånere lærte at kalde dem for Martevaans.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Marcipangris fra 1936 - den ægte vare

Den slags indviklede forklaringer kan trætte selv en 78-årig gammel marcipangris og en knap så gammel juleinspektør!

Under både 1. og 2. Verdenskrig var mandler så absolut blevet en mangelvare. Mandlerne blev derfor erstattet af kartofler eller havremel eller hasselnødder.

Her er en opskrift på marcipan fremstillet af kartofler, hentet fra Sven Holm: Farmacevtens Juleknas, 1945, side 22:

Kartoffelmarcipan

Den bestaar blot af et halvt kg fint mosede usaltede Kartofler (kogte), som æltes med et halvt kg Flormelis og smages til med et Par Draaber Mandelessens. Dersom Marcipanen er for tør, tilsættes Rosenvand. Den bør ikke gemmes for længe, da den bliver knastør, og saa er den ikke god.

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den blå Moscatel-drue(Wikipedia.org)

Den blå Moscatel-drue (Wikipedia.org).

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Soltørring af druer (spanienidag.es)

Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga (spanienidag.es).

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Konfektrosiner fra Malaga (eldatilero.com)

Konfektrosiner fra Malaga (eldatilero.com).

Det kan i dag være meget svært at finde disse spanske konfektrosiner på klase. Men man kan faktisk godt lave dem selv. Man skal blot indkøbe 2 kilo almindelige spanske vindruer med sten, da det ingenlunde er sikkert, at Moscateldruen kan opdrives nogetsteds. Druerne skal nænsomt skylles og tørres. Når de er helt tørre, anbringer man dem på et stykke bagepapir i ovnen, sætter ovnen på varmluft og indstiller temperaturen på 60o – og så er det ellers blot med at væbne sig med tålmodighed. Tørretiden er sådan cirka 30 timer!

Man behøver ikke være nervøs for at slå bunden ud af budgetkontoen ved at have ovnen tændt i 30 timer. Strømforbruget er under 4,5 kilowatt. Da 1 kilowatt koster omkring 1,75 kr., har man, når forsøget er overstået, formøblet rundt regnet 7,50 kr. i alt.

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Rosiner med både stok og sten (spanienidag.es)

Rosiner med både stok og sten (spanienidag.es).

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

Her skabes den danske jul

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven.

Den lille bog Peters Jul er, sammen med Peter Fabers udødelige sang Højt fra træets grønne top, facitlisten til den danske jul. Peters Jul er ganske enkelt for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Allerede i 1880’erne indså man, at julen som børnenes fest burde holdes som beskrevet i Peters Jul: med gås, bedstemor og juletræ.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Indledningens udødelige linjer! Læg mærke til, hvor godt tegningen spiller sammen med bogens faconskårne format

Indledningens udødelige linjer! Læg mærke til, hvor fint tegningen spiller sammen med bogens faconskårne format.

Peters Jul er skrevet af Johan Krohn, hvor de små tegninger er gjort af broderen Pietro Krohn og brødrenes fælles ven, Otto Haslund. Den illustrerede børnebog beskriver julen i forfatterens barndomshjem i 1850’erne i København, eller som Johan Krohn formulerede det i en dedikation til en af forældrene: Med Tak dig være Bogen bragt, Thi aldrig skal jeg glemme: Hvad jeg i denne Bog har lagt, Det har jeg lært herhjemme. Bogen er skrevet i 1863. Vi ved, fra breve fra Johan Krohn, at bogen blev trykt i 1865, men den blev ikke udgivet det år!

Det er der en god forklaring på. Johan Krohn fik boghandleren Wøldike til at forlægge bogen. Litografen Emil Olsen havde fat i bogens tegninger, hvilket efter Johan Krohns mening ikke var heldigt. I et bevaret brev til en Fru Conradsen, hvem Johan Krohn tilsendte et eksemplar af 1. udgaven, skrev han: Men i Julen er det en travl Tid for Lithograferne, og derfor kom Bogen i Hænderne paa et rigtigt Svin (undskyld Udtrykket!) af en Lithograf. Da vi kom op for at see Værket, vare vi nær besvimede alle tre over det, vi saae. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet som en 2 Skillingsbog! Kort og godt, dens Kjælderudseende gjorde, at vi nedlagde Protest og nægtede, at Bogen maatte see Dagens Lys i den Kostume. Senere i brevet gav Johan Krohn fru Conradsen det gode råd, at hun gjorde klogt i at gemme bogen: i den brændende Kakkelovn eller paa Bunden af en dyb Skuffe

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Kapitlet Ved Juletræet, 1. udgaven 1866

Kapitlet Ved Juletræet, 1. udgaven 1866.

Oplaget blev heldigvis ikke destrueret. I sommeren 1866 gik boghandler Wøldike fallit. Han bad derfor Johan Krohn om tilladelse til at sælge de bevarede eksemplarer af bogen. Vi kender ikke udgivelsesdatoen, blot at den må være sendt på markedet i dagene mellem 8. og 14. december 1866. Prisen var 24 skilling.

Bogen vakte en vis opmærksomhed. Den 16. december 1866 anmeldte Illustreret Tidende den med ordene: “Peters Juul”, der ikke alene indeholder ret heldige Vers, men ogsaa ved sit originale Ydre gjør sig bemærket. Bogen blev ikke udsolgt i 1866, så den blev lagt frem i udstillingsvinduet igen i december 1867. Ingen ved helt, hvor mange eksemplarer af 1. udgaven der er bevaret, men antallet ligger vel under et dusin.

Johan Krohn var dog slet ikke tilfreds med det lille værk. Han arbejdede videre med bogen, og 10. december 1870 kom en aldeles revideret og udvidet 2. udgave i et større format på gaden. Der skete store ændringer med teksten. Vers blev slettet, dele af vers fjernet, nye vers kom til – og helt nye kapitler. Tegningerne til 2. udgave var nu udelukkende lavet af Pietro Krohn. Hvor 1. udgaven var aldeles anonym, turde brødrene nu stå frem i offentlighedens lys. Den nye udgave fik titlen: Peters Jul, Vers for Børn, af J. Krohn med Tegninger af Pietro Krohn. Udgaven blev anmeldt i Illustreret Tidende 25. december 1870 blandt andet med ordene: Den rette barnlige Tone træder En imøde paa hvert af Bogens Blade, og et sandt aandeligt Slægtskab lader sig her tilsyne hos de to Brødre, der have anvendt deres Talent paa at skaffe Børn en fornøielig Juleunderholdning.

Nu slog bogen for alvor igennem. I løbet af 1870’erne blev den til alle danske børns julebog.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
En af Frants Henningsens originaltegninger til Peters Jul, 3. udgaven 1889

Kapitlet Ved Juletræet, 3. udgaven 1889. En af Frants Henningsens originaltegninger til Peters Jul.

I 1889 så 3. udgaven dagens lys. De farvelagte tegninger var udført af Frants Henningsen, der omarbejdede de ældre tegninger, så de bedre passede til tidens moderne tryk. Peters Jul fik nye tegninger igen i 1914, da Erik Henningsen illustrerede 5. udgaven. Til den 9. udgave i 1942 havde Herluf Jensenius tegnet helt nye illustrationer. Sidste led i kæden af illustratorer er Mads Stage, der i 2002 i 11. udgaven leverede sin egen fortolkning af Peters Jul.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Forsiden til børnebogen King Winther, udgivet anonymt i Hamburg ca. 1859

Forsiden til børnebogen King Winther, udgivet anonymt i Hamburg ca. 1859.

Ikke mange ved det i dag, men hele 1. udgavens udformning, for- og bagside samt format er en direkte kopi af en anonym 16-siders børnebog King Winther, der omkring 1859 blev udgivet af Gustav W. Seitz i Hamburg.

Glædelig Jul til alle!

Springgåsen og gåsekrogen

Ikke meget gik til spilde, når man i ældre tid slagtede en gås. Man spiste med stor fryd indmaden og kødet, hvis man da ikke valgte at sælge kødet for klingende mønt til byens borgere. Fedtet kunne spises, bruges som vognsmørelse eller som lægemiddel. Fjer og dun blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små fejekoste til kakkelovnen og brændekomfuret. Manglede man en rangle til spædbarnet, kom man nogle ærter i luftrøret, lukkede det sammen og tørrede det. Blodet ville man typisk bruge til at lave en lækker sortsuppe med bygmelsklumper.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Springgås lavet i juledagene 1980

Springgås lavet i juledagene 1980, men traditionen i familien rækker tilbage til 1860’erne.

Også det afpillede skrog kunne bruges. Således blev brystbenet brugt til at lave et helt specielt stykke legetøj, kaldet springgåsen. Springgåsen er dannet af brystbenet af en gås. I en snoet tråd, spændt tværs over brystbenet, er anbragt en lille, flad pind. Pindens ene ende tvinges ind under brystbenet og trykkes fast i en klat beg. Herefter stiller man springgåsen på gulvet eller på bordet. På et eller andet tidspunkt vil pinden løsne sig fra begen og få springgåsen til at hoppe op i luften.

Springgåsen spiller en central rolle i et af H. C. Andersens små finurlige eventyr, Springfyrene, fra 1845. Sammen med en loppe og en græshoppe ville springgåsen konkurrere om, hvem der kunne hoppe højest. Der var mere end blot æren på spil. Vinderen ville få selveste kongedatteren!

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Springgåsen, tegnet af Vilh. Pedersen til eventyret Springfyrene(visithcandersen.dk)

Springgåsen, tegnet af Vilh. Pedersen til eventyret Springfyrene (visithcandersen.dk).

Springgaasen stod længe stille og betænkte sig, man troede tilsidst at den slet ikke kunde springe. “Bare den ikke har faaet ondt!” sagde Hofhunden og saa snøftede han igjen til den: rutsch! sprang den et lille skjævt Spring hen i Skjødet paa Prindsessen der sad lavt paa en Guld-Skammel. Og saa fik den Prindsessen.

“Jeg sprang dog høiest!” sagde Loppen. “Men det kan være det samme! lad hende kun have den Gaaserad med Pind og med Beeg! jeg sprang dog høiest, men der skal i denne Verden Krop til for at de kunne see Een!” Og saa gik Loppen i fremmed Krigstjeneste, hvor man siger at den blev slaaet ihjel.

Også i 1. udgaven af Peters Jul fra 1863 støder vi på dette specielle stykke legetøj. I kapitel II, Bedstemoder inviteres, finder vi de tre linjer:

Saa lover Faer da ogsaa vist -

Det gjorde han i al Fald sidst -

En ”Springgaas” mig at lave.

Allerede ved redigeringen af 2. udgaven i 1870 sløjfede forfatteren desværre disse tre linjer i verset.

Den springgås, der indleder dette lille indlæg, er fremstillet så sent som i 1980, men traditionen med at lave dette stykke legetøj kan i familien føres tilbage til 1860’erne.

Gåsens sammenvoksede nøgleben blev tidligere også kaldet ønskeben eller lykkeben. Når to personer tager fat i hver sin gren af det gaffelformede ben, må man ønske sig et eller andet. Den person, som fik vinkelpartiet af ønskebenet, altså størstedelen af benet, når det knækkede, ville få sit ønske opfyldt. Man skal dog være varsom med ikke at ødelægge ønskebenet, når gåsen parteres.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Der trækkes i ønskebenet (wpclipart.com)

Der trækkes i ønskebenet (wpclipart.com).

Denne leg er omtalt i alle udgaver af Peters Jul. Her handler det dog ikke om at ønske sig noget, men vinderen modtager en belønning. Her er de tre linjer fra 1. udgave i 1863:

Vi trækker ”Gaasekrog” for Spøg,

Og tænk! en stor Klat Syltetøi

Skal den, som vinder, have.

Mangler du inspiration til et par lege i juledagene, er ideen om springgåsen og gåsekrogen hermed givet videre!

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Illustration til The Wish Bone, a Ragtime Twostep by Charlotte Blake, Udgivet 1909

Illustration til The Wish Bone, a Ragtime Twostep by Charlotte Blake, udgivet 1909.

 

Fra skov til skrald

Af og til støder man på illustrationer, der fortjener at blive set af andre. I tidsskriftet Børnenes Julegave, årgang 1902, er en serie tegninger, som under et kaldes for Juletræets Historie i Billeder. Tegningerne er lavet af Paul Steffensen (1866-1923). Herunder kommer otte af disse pragtfulde og meget stemningsfyldte tegninger. Vi følger her juletræets liv, fra det bliver fældet i den sneklædte skov, til det står ude i den kolde have og venter på skraldevognen.

Der er travlt i skoven, og det ene træ efter det andet bliver fældet og lagt på vognen, klar til transport ind til de mange kunder i byen.

 

I København foregik salget som regel fra Højbro Plads, hvor frugtsælgerskerne måtte rømme pladsen og overlade stenbroen til nærmest en tæt skov af grantræer. Børnene og deres moder har nu fundet det helt rigtige juletræ. Mens pengene findes frem, står børnene parat med slæden.

 

Så er juletræet kommet op på slæden, og nu går det mod hjemmet. Postbuddet har travlt med at udbringe juleposten.

 

Træet pyntes efter alle kunstens regler. Som toppynt er brugt en engel med en stjerne. Læg mærke til de mange Dannebrogsflag og kræmmerhuse på træets grene. Det er overraskende at se, at der ikke bruges hvide lys, men kun blå og røde lys på træet. Hvad mere spændende er: Foroven på træet og i æsken på bordet yderst til højre kan man tydeligt se et par flettede julehjerter. Den tidligste fotodokumentation af julehjerter er fra ca. 1901.

 

På klaveret spiller moderen en julesalme. Den ældste datter finder salmens tekst i salmebogen.

 

Bedstemor er kommet, og nu går dansen rundt om træet. De blå lys er ikke med på denne tegning. Der er sket et skred i trykprocessen her, så lysene nu ligner rød/hvide lys, men det er altså kun røde lys. Bemærk det fine rød/hvide flettede julehjerte ret over den mindste piges hoved. Læg også mærke til, at der ingen gaver er at se – hverken på træet eller rundt omkring juletræsfoden.

 

Så kom forklaringen på de manglende gaver på eller under træet. De er alle anbragt på et bord ved siden af træet. Det var ingenlunde unormalt at have gaverne liggende på et bord i stedet for at have dem hængende på træets grene eller liggende omkring juletræsfoden. Sønnen får et par nye skøjter, mens pigen til venstre er ved at få en herlig dukke. Den lille pige til højre venter spændt…

 

Julen er overstået. Juletræet er nu atter blevet til et almindeligt grantræ. Det står ude i den snedækkede have. H. C. Andersen kunne sikkert have spundet en underfundig og tvetydig dialog mellem juletræet og snemanden! I vinduet kigger et par børn ud på det, der for et par dage siden var et festligt pyntet juletræ.

Det mest overraskende ved disse vidunderlige tegninger er tilstedeværelsen af det flettede julehjerte. Man har tidligere antaget, at de flettede julehjerter så småt begynder at dukke op på de danske juletræer omkring år 1900. Det tidligste fotografi af et flettet julehjerte kan, ud fra de personer der er til stede omkring juletræet, dateres til ca. 1901.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Et flettet julehjerte på træets gren, 1895

Et flettet julehjerte på træets gren, 1895.

Afbildninger af det flettede julehjerter – og dermed også udspredelsen af hjertet – kan dog trækkes længere tilbage i tiden. I hæftet Børnenes Juleroser er der i udgaven fra 1895 en lille vignet, der med al tydelighed viser et flettet julehjerte hængende på en grangren.

I 1891-udgaven af Børnenes Juleroser er der et meget fint og lille digt af J. Helms med titlen Juletræets Farvel. De to første vers lyder

Men Juletræ! Hører du! Bliv, hvis du kan!

Vi holder saa meget a’ dig!

Hvor vil du dog hen? Og hvorfor skal han,

den ækle Skraldemand, ha’ dig?

 

Du tror vel, han bryder sig om dig? Pyt!

Han kaster dig ude i Skarnet.

Du var saa dejlig, den Gang du som nyt

stod pyntet for Jesusbarnet.

 

Digtet ledsages af denne tegning fra 1891 af Alfred Schmidt (1858-1938). Tegningen viser to børn, som holder hinanden i hånden, og noget chokeret kigger op i skraldevognen. Her ligger et næsten totalt plyndret juletræ, børnenes juletræ. Men på selve topgrenen sidder endnu stjernen –  og på en gren hænger et meget tydeligt og meget nydeligt flettet julehjerte!

Juleinspektøren takker for året 2014

Så er det endnu en gang blevet Helligtrekongers dag, den 6. januar.

Den sidste julemad er forhåbentligt nu blevet fortæret. Store Byttedag med biler og mennesker i kø har vi lagt bag os. Træet er blevet plyndret og smidt ud. Julens genstande er blevet pakket ned i kasser og stuvet af vejen i forskellige klædeskabe og loftsrum. Støvsugeren har slugt de sidste grannåle. Lyset i den sidste juledekoration er brændt ned. Måske man er lidt overtroisk, når man lader en enkelt kravlenisse blive siddende?

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Juleinspektøren bærer julen ud

Juleinspektøren bærer julen ud.

Som jeg skrev her på bloggen 6. januar 2014, er det lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg er enig med forfatteren til Peters Jul, Johan Krohn, der i førsteudgaven 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

I tusindvis af gæster har siden startet på julesæsonen fredag 14. november 2014 besøgt Den Gamle By for at se den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974, juleudstillingerne i Julehuset og årets store særudstilling om Danmarks Radios TV-julekalendere – eller for blot for at gå en tur rundt i de hyggelige, små gader og gyder. En stor og varm tak af hele mit hjerte til hver og en af jer!

Julen 2014 er forbi – eller som H. C. Andersen meget rammende formulerede det for godt 170 år siden i den underskønne, lille historie fra 1844 om Grantræet: Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!

Image may be NSFW.
Clik here to view.
forbi, forbi, og det bliver alle historier! (hcandersen-homepage.dk)

forbi, forbi, og det blive alle Historier! (hcandersen-homepage.dk).


Bag den frosne rude

Et af Danmarks meget få originale bidrag til den internationale juls historie er begrebet juleplatter.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den første juleplatte i verden (live.bruun-rasmussen.dk)

Den første juleplatte i verden (live.bruun-rasmussen.dk)

Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, grundlagt april 1853 i København, fremstillede i 1895 verdens første juleplatte. Juleplatten blev kun produceret i 400 eksemplarer, hvorefter formene blev destrueret. Platten er i dag særdeles sjælden. Firmaets juleplatter er verdens mest berømte serie inden for dette specielle område. Platterne har lige siden starten i 1895 været betragtet som yndede samleobjekter verden over.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Bing & Grøndahls fabrik på Vesterbrogade i København 1856 (da.wikipedia.org)

Bing & Grøndahls fabrik på Vesterbrogade i København 1856 (da.wikipedia.org)

Ideen til den første juleplatte blev fostret af Harald Bing, der i 1885 havde overtaget porcelænsfabrikken som eneejer. Hvor fik han ideen til denne første juleplatte fra? Ingen ved det med sikkerhed i dag. En teori er, at den havde sin rod i de små skåle eller platter med lidt godter eller småkager, frugter eller nødder, som herskabet ved juletid uddelte til tyendet. Efter brug anvendte nogle tjenestefolk så skålen eller platten som pynt på kommoden eller på væggen. En anden teori går ud på, at juleplatten var inspireret af de lejlighedsplatter, som Den kongelige Porcelainsfabrik som den første fabrik udsendte allerede i 1888 i forbindelse med den store nordiske udstilling i København.

Den svenske maler Frans August Hallin, der i 1895 blev udnævnt til kunstnerisk leder af Bing & Grøndahl, fik til opgave at skabe verdens første juleplatte. Hallin var født 1865 i Sverige, men flyttede i en alder af 20 år til København.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Stemplet var i brug i årene 1895-97

Stemplet var i brug i årene 1895-97

Hallin valgte som motiv den københavnske silhuet med byens mange tårne under en stjernebestrøet nattehimmel. Det har været fremme, at motivet kunne hænge sammen med den 30-årige Hallins ungdom, som han skulle have tilbragt i Frederiksberg Slotshave, ganske nær porcelænsfabrikken i Vesterbrogade. Den københavnske skyline er netop set herfra og mod øst. Det meste af platten er dækket af isblomster, og titlen på platten Bag den frosne rude er da også valgt med omhu. Øverst står JULE=AFTEN 1895. Plattens diameter er 17,4 cm.

På bagsiden er det stempel, som porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl brugte i årene 1895-97:

Danish China Works

COPENHAGEN

B. & G.

798.

Alle Bing & Grøndahls juleplatter er skåret i lavt relief og hånddekoreret med børstet koboltblå, der giver de mange fine nuancer under glasuren. Motiverne er både meget danske og meget konventionelle. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Peter Fabers julesang Sikken voldsom Trængsel og Alarm fra 1847, hvor det i sangens sidste vers netop hedder Rør blot ikke ved min gamle Jul.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Stemplet var i brug i årene 1895-97

Der sælges stadig juleplatter, som her hos Skovs Antik i Silkeborg (silkeborgantik.dk)

Det var ikke den eneste juleplatte, som Frans August Hallin modellerede for Bing & Grøndahl. Også juleplatterne 1896 og 1897 var han ansvarlig for.

Takket være en velvillig bevilling fra C.A.C. Fonden er det i år lykkedes at få Den Gamle Bys samling af Bing & Grøndahls juleplatter gjort komplet. Den nyindkøbte juleplatte fra 1895 vil hele julesæsonen igennem være at se i Den Gamle Bys nye julemuseum.

Der er flere oplysninger om juleplatterne fra Bing & Grøndahl på juleblokken 20. november 2014.

Den første juleplatte i verden blev som nævnt fremstillet i 1895. Samme år udsendte Bing & Grøndahl i øvrigt det stel, der i 1950’erne ofte blev omtalt som Danmarks nationalstel, nemlig Mågestellet, da det stod på bordet i rundt regnet 10 % af alle danske hjem – men dét er selvfølgelig en helt anden historie!

Juleskeen igennem 100 år

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Brochure fra A. Michelsen 1970

Brochure fra A. Michelsen, 1970

Hofjuveler A. Michelsen i København udsendte den første juleske i 1910. Skeen var designet af N. C. Dyrlund, der i årene 1901-11 var kunstnerisk medarbejder hos Michelsen.

Skeens motiv er julestjernen over Betlehem. På begge sider af skaftet lyser stjernen op med sine stråler i forgyldt arbejde i positivt relief på sølvgrund. På en særdeles elegant måde har Dyrlund fået tilpasset motivet, så dekorationen faktisk er blevet en integreret del af skaftets form, som netop ender i en stor stjerne med ordet JUL.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den første juleske fra 1910 (juleskeen.dk)

Den første juleske fra 1910 (juleskeen.dk)

Vi kender jo stjernen fra Matthæusevangeliet, hvor de vise mænd fra Østerland fulgte stjernen, indtil den stod stille over det sted, hvor Jesusbarnet netop var blevet født. Det er til minde om ledestjernen, at flertallet af danskere hvert eneste år anbringer en stjerne i toppen af det pyntede juletræ.

1910-skeen, der faktisk ikke bærer noget årstal, var egentligt blot tænkt som en engangsforeteelse, men successen var ganske overvældende. Den store succes medførte en ny juleske i 1911 og igen i 1912. En ny juletradition var dermed skabt, og juleskeen blev igennem de næste hundrede år både et elsket folkeeje og et yndet samlerobjekt.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Poul Ulrik Michelsens udkast til juleskeen 1912 (Dybbøl & Vinther: Hofjuveler A. Michelsen, 2009)

Poul Ulrik Michelsens udkast til juleskeen 1912 (Dybbøl & Vinther: Hofjuveler A. Michelsen, 2009)

Der blev hvert år valgt en ny kunstner til at tegne årets motiv. I begyndelsen var det især kunstmalere, men senere har både arkitekter og smykkedesignere arbejdet med juleskeerne. Som regel var det unge lovende, endnu ikke helt etablerede kunstnere, som blev tilbudt opgaven.  Der var frit valg angående motiv, farvevalg og form. Derfor er der selvfølgelig stor variation i skeernes dekoration. Fra 1925 var der emaljedekoration på stort set alle juleskeer. Det kan ingenlunde undre, da emaljearbejder netop var et af kendetegnene for A. Michelsen. Ens for alle skeer er kun, at de er fremstillet af sterlingsølv med forgyldt laf.

I årene 1910-2005 blev der også udsendt en julegaffel med samme motiv som årets juleske. Såvel en kagegaffel som en teske med samme dekoration blev fremstillet i årene 1980-91. Skeerne 2003-09 er leveret af firmaet Georg Jensen i København. Juleskeen 2009 blev den sidste i rækken. 100 juleskeer nåede således at se dagens lys, inden den ikoniske serie blev indstillet.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den sidste juleske i serien udkom i 2009 (juleskeen.dk)

Den sidste juleske i serien udkom i 2009 (juleskeen.dk)

Seriens sidste juleske blev som nævnt udgivet i 2009. Kunstneren var Kim Buck. På en meget fin måde lykkedes det ham at samle flere små hjerter og hjertestykker til et større hjerte i en særdeles gennemtænkt og vellykket komposition. Skeens titel var Hjertens kær – for julen er som bekendt hjerternes fest.

Udformningen af alle skeer har trofast fulgt den til enhver tid herskende kunstneriske stilart. De første skeer udkom i den periode, hvor den toneangivende stilretning var skønvirke. I 1930’erne skiftede stilarten til den såkaldte funktionalisme, hvor der fokuseredes på tingenes funktion på bekostning af dekoration. Juleskeerne blev i 1950’erne meget mere figurative end set før, og der blev lagt mere vægt på juleminder end bibelmotiver. Fra starten af 1970’erne eksploderede motiverne nærmest ud i et både fortællende og festligt univers, mens skeerne fra og med 1990’erne blev mere og mere abstrakte og fantasifulde.

Motivvalget er meget varieret. Som hovedregel er det motiver, der på en eller anden måde relaterer sig til både den folkelige og den religiøse fejring af julen. Emner som julestjernen og juleneget, kristtjørn og julelys, juletræet og markens hyrder, julemanden og julebukken taler således deres eget tydelige sprog. Af og til dukker der en bid Danmarkshistorie op i valget af motiv: Således i 1919 (Fred på jord) og 1920 (Genforeningen).

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Juleskeen 1920 markerer Genforeningen (juleskeen.dk)

Juleskeen 1920 markerer Genforeningen (juleskeen.dk)

Især 1920-skeen er ganske politisk i sit udsagn. Skeen er tegnet af Harald Slott-Møller. På skeen danner møllens vinger et kors i en cirkulær ramme med teksten JULEN MCMXX. Møllen refererer tydeligvis til det stærkeste danske motiv i landsdelen overhovedet, nemlig Dybbøl Mølle. Midt på skaftet finder vi Flensborgs byvåben og ordene TRODS ALT. Herunder er Slesvigs byvåben med tårn mellem måne og sol. Mange danske var dybt skuffede over, at Sydslesvig ved afstemningen forblev tysk. Mange havde den indstilling, at i al fald den gamle havne- og handelsby Flensborg burde høre Danmark til. Kunstneren Harald Slott-Møller har med sin ske tydeligt givet udtryk for sin personlige holdning hertil.

Juleskeerne har altid været populære samlerobjekter, og det bliver de såmænd nok også ved med at være en rum tid endnu. De fortæller på en særdeles elegant måde både Danmarkshistorie, religionshistorie, stilhistorie og julehistorie – på en og samme tid!

I dag er især genstande fra 1970’erne meget efterspurgte af den yngre generation. Det har medført, at selv juleskeerne fra dette årti atter er blevet fundet frem fra glemselens skuffe og kommet på mode. Skeerne ligger, sammen med juleplatterne, ikke længere blot gemt hen, men bliver brugt på bordet i ny og næ.

Alle juleskeerne vil fra den 14. november 2015 være udstillet i det nye julemuseum på Torvet i Den Gamle By.

Barn Jesus i en krybbe lå

Velkendt er ordene fra Lukasevangeliet: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.

Versene 11 og 12 fra Lukasevangeliets 2. kapitel danner baggrunden for begrebet julekrybber. En julekrybbe er en tableauopstilling, som viser det nyfødte Jesusbarn i en stald ved byen Betlehem. De faste elementer er Jesus i krybben med Maria siddende og Josef stående ved krybben. Ovenover lyser Betlehems-stjernen. Der er også får, okser og æsler til stede. Det samme er englen, som fortæller hyrderne om Jesu fødsel. De tre hellige konger med hele deres følge er også med.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Jomfru Maria med det lille Jesusbarn. Tysk figur fra første halvdel af 1900-tallet

Jomfru Maria med det lille Jesusbarn. Tysk figur fra første halvdel af 1900-tallet

Traditionen med opstillingen af julekrybben kan variere fra sted til sted. Det nyfødte Jesusbarn ses enkelte steder i krybben allerede ved den første afsløring af krybben, men ret beset skal han jo først anbringes i krybben julenat. Ligeledes kan de hellige tre konger være på scenen lige fra starten, som regel første søndag i advent, andre steder bliver de opstillet betydeligt senere, og andre steder igen dukker de først op ved helligtrekonger.

I de katolske lande opstillede man først de forskellige julekrybber inde i selve kirken, men senere er de også blevet flyttet ud foran kirken eller i selve byrummet. På Den spanske trappe opstiller Roms kommune hvert år ved juletid byens største julekrybbe.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Giotto di Bondones fresko af Frans, som laver den første julekrybbe (da.wikipedia.org)

Giotto di Bondones fresko af Frans, som laver den første julekrybbe (en.wikipedia.org)

Fremstillingen af julekrybber og dyrkelsen af dem går tilbage til middelalderen. Over hele den kristne verden blev der opført krybbespil. Den kendteste julekrybbe med levende figurer blev opstillet til midnatsmessen juleaften 1223 af den hellige Frans af Assisis i Greccio i Italien. Midtpunktet var Jesusbarnets fattigdom, uskyld og ydmyghed. Det er denne opstilling, der gjorde julekrybber kendt langt ud over Italien. De første opstillinger med eller gengivelser af julekrybber er dog nok i virkeligheden langt ældre, fra det 3. århundrede, og hænger sammen med de første forsøg på billedligt at gengive Jesu fødsel.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Dansk julekalender fra midten af 1970-erne.

Dansk julekalender fra midten af 1970-erne, der landskabsmæssigt set kun dårligt passer til de stenede marker omkring Betlehem

Julekrybber er hovedsageligt et katolsk træk. Heraf følger, at julekrybber med tiden forsvandt ud af billedet i de reformerte lande. I dag er der næppe et hjem i de katolske lande, som ikke har en julekrybbe.

Den katolske skik bredte sig i slutningen af 1800-tallet til Nordtyskland og dermed til det nuværende Sønderjylland. Først efter 2. verdenskrig slog julekrybberne an for alvor i Danmark. I dag arrangerer flere danske kirker hvert år krybbespil.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Playmobil julekrybbe (bodles.co.uk)

Playmobil julekrybbe (bodles.co.uk)

Selvom skikken med at opstille julekrybber hovedsageligt er en fænomen fra 1900-tallet i Danmark, støder man af og til på forløbere for denne krybbetradition.

Således i 1896, hvor der i tidsskriftet Husmoderens Blad er et lille indlæg med titlen Et Forslag til Ordning af Juleaften. Her hedder det om det festligt pyntede juletræ blandt andet Udklippede Guirlander af kulørt Papir slynger sig fra Gren til Gren, og disse ere behængte med smaa Figurer, som forestiller Adam og Eva, Faar og Lam, lavede af Vat, o.s.v. Ved Foden af træet er der en Krybbe med det lille Jesusbarn. Bemærk sidste linje i citatet. Brugen af julekrybber var så sandelig ved at blive kendt i Danmark.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Udendørs julekrybbe i Barcelona 2009 (Etan J. Tal, en.wikipedia.org)

Udendørs julekrybbe i Barcelona 2009 (Etan J. Tal, en.wikipedia.org)

Kan man slet ikke få nok af julekrybber, er et besøg i Rom nok værd at overveje. Her har man ligefrem et julekrybbemuseum Museo Tipologico Internazionale del Presepio, i daglig tale blot kaldet Museo del Presepio, hvor man kan beundre mere end 3.000 julekrybber og krybbefigurer.

I’m dreaming of a…

White Christmas er en uforgængelig klassiker. Sangen er skrevet af Irving Berlin, og er blevet selve indbegrebet af en god, gammeldags julesang.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Label fra første udgaven i 1942

Label fra førsteudgaven i 1942 (en.wikipedia.org)

White Christmas indgik i filmen Holiday Inn, der havde premiere den 8. august 1942. I filmen synger Bing Crosby duet sammen med skuespillerinden Marjorie Reynolds, endskønt hendes stemme senere blev eftersynkroniseret af Martha Mears. Oprindeligt var sangen slet ikke tiltænkt Bing Crosby. I det oprindelige manuskript var det meningen, at Marjorie Reynolds skulle synge White Christmas.

Allerede året før havde Bing Crosby for første gang sunget sangen for offentligheden. Det var i et NBC radioshow med navnet The Kraft Music Hall første juledag 1941.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Filmplakaten fra Holiday Inn

Filmplakaten fra Holiday Inn (en.wikipedia.org)

Sangen White Christmas blev indspillet i løbet af 18 minutter den 29. maj 1942 af Bing Crosby hos pladeselskabet Decca Records (nr. 18429 A). Med i studiet havde Bing Crosby såvel Ken Darby Singers som John Scott Trotter and His Orchestra. Skæringens længde var 3:02 minutter. Den blev udgivet 30. juli 1942, blot en uge før filmpremieren.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
U. S. Army udgave fra 1945. V Disc for Victory

War Departments sejrsudgave fra 1945. Første nummer er White Christmas. Andet nummer virker som et løfte til samtlige amerikanske soldater, der havde taget del i 2. Verdenskrig: I’ll Be Home For Christmas. (en.wikipedia.org)

Sangen er som nævnt skrevet af komponisten Irving Berlin. Der hersker lidt tvivl om, hvor og hvornår Irving Berlin skrev sangen. En tradition vil vide, at den er skrevet en varm nat i 1940, mens han boede på hotel i La Quinta, Californien. Han skrev tit sine sange om natten. Et rygte vil vide, at han en morgen sagde til sin sekretær: Find en pen og skriv denne sang ned! Jeg har lige skrevet den bedste sang, jeg nogensinde har skrevet! For dælen da, jeg har lige skrevet den bedste sang, som nogensinde er blevet skrevet!!

Og her er så teksten:

I’m dreaming of a white Christmas

Just like the ones I used to know

Where the treetops glisten and children listen

To hear sleigh bells in the snow  

 

I’m dreaming of a white Christmas

With every Christmas card I write

May your days be merry and bright

And may all your Christmases be white

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Musikken fra filmen Holiday Inn blev udgivet som et samlesæt

Musikken fra filmen Holiday Inn blev udgivet som et samlesæt med 6 grammonfonplader (en.wikipedia.org)

Dette er de 54 små ord, der udgør den kanoniske tekst. Men oprindeligt havde Irving Berlin skrevet et indledende vers, som nu kun sjældent indspilles af diverse kunstnere.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Irving Berlins komposition - med det første vers

Irving Berlins komposition – med dele af det første vers

Det indledende vers lød:

The sun is shining, the grass is green

the orange and palm trees sway.

There’s never been such a day

in Beverly Hills, L. A.

But it’s December the twenty-fourth

- and I am longing to be up North.

White Christmas stod – i al fald i begyndelsen – i skyggen af især sangen Be Careful, It’s My Heart fra filmen Holiday Inn, men senere gik det bare bedre og bedre. Militærets radiokanaler fik det ene lytterønske efter det andet på sangen.

Det er ofte blevet bemærket, at den vidunderlige blanding af melankoli (Just like the ones I used to know) og vederkvægende billeder fra hjemmet (where the treetops glisten) var med til at gøre sangen så populær midt under 2. verdenskrigs store mørke. Kompositionen vandt i 1942 den fornemme Academy Award for Best Original Song, altså en Oscar.

Den udgave af Bing Crosbys indspilning, som vi oftest hører i dag, er ikke den originale 1942-indspilning. Masterbåndet var takket være megen brug blevet beskadiget. Bing Crosby genindspillede derfor White Christmas den 18. marts 1947. Igen var han ledsaget af Ken Darby Singers og John Scott Trotter and His Orchestra. Ved genindspilningen forsøgte man at ramme hele ånden i 1942-udgaven. Den er blevet særdeles vellykket, men hist og her er der små nuancer. Således er der i 1947-indspilningen brugt både celeste og fløjter for at kvikke starten lidt op. Længden af sangen var nu 3:04 minutter.

White Christmas er også på en sær måde knyttet til en verdenshistorisk begivenhed. Julesangen blev pludseligt spillet i radioen lidt over klokken 11 om formiddagen den 29. april 1975 af American Radio Service i Saigon. Det var et i forvejen aftalt signal om øjeblikkeligt at iværksætte Operation Frequent Wind, der indvarslede den amerikanske evakuering af Saigon som afslutning på Vietnamkrigen.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Picture sleeve of 1959 reissue by Decca Records (9-23778)

Omslag til en genudgivelse i 1959 (en.wikipedia.org)

Bing Crosbys udgave regnes for at være den mest solgte plade til alle tider. Salget anslås at have rundet 100 millioner på verdensplan. Tallet stiger til 150 millioner, hvis man regner andre kunstneres indspilninger af sangen med. White Christmas er en af de mest indspillede sange overhovedet. Mere end 500 udgaver på mange forskellige sprog kendes.

Og hvem har så givet deres version af sangen? Her er et par eksempler: Frank Sinatra (1944), Perry Como (1947), Mantovani med orkester (1952), Elvis Presley (1957), Ella Fitzgerald (1960), Jim Reeves (1963), The Beach Boys (1964), The Supremes (1965), Tonny Bennett (1968), John Denver (1975), Boney M (1981), Kenny Rodgers & Dolly Parton (1984), Linda Ronstadt (2000), Bette Midler (2003, med det første vers), Neil Sedaka (2008), Sheryl Crow (2011) og Rod Stewart (2012). Har man lyst til at høre en mere ‘lokal’ udgave af White Christmas med det sjældent benyttede indledende vers, har vor egen Michael Bundesen i 1991 indspillet nummeret på en single (ELAP 4542SI).

Har jeg mon glemt nogen? Ja, det har jeg da! Vor egen Shu-bi-dua udgav bandets helt specielle version af White Christmas under navnet Rap Jul på Polydor Records i 1973. Den danske tekst handler om en and, der aldeles ikke glæder sig til jul, fordi da spiser alle mennesker andesteg. Anden viser sig senere at være ingen ringere end selveste Anders And.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Rap Jul - med kærlig hilsen fra Anders And (facebook.com)

Rap Jul – med kærlig hilsen fra Anders And (facebook.com)

 

Jul i butikken

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Sikken voldsom trængsel og alarm, det er koldt og man gå sig varm (helsingoer.dk)

Sikken voldsom Trængsel og Allarm, Det er koldt og man maa gaa sig varm. (helsingoer.dk)

Sikken voldsom Trængsel og Allarm, Det er koldt og man maa gaa sig varm. Lygten tændes Klokken Fire alt, Det skal være Aften med Gevalt. Midt paa Gaden sælges Trær og Frugt See Boutikken, hvor den straaler smukt, Varer kan man faa i Tusindvis, Tænk Dem bare under Indkjøbspris. (Peter Faber: Julestemning, 1847, teksten her efter udgaven trykt i tillæg til Illustreret Tidende, 25. december 1877)

Omkring 1850 begyndte forretningsdrivende i København at forsyne deres forretninger med store vinduesfacader, hvor de kunne udstille dele af deres varebeholdning. Traditionen vil vide, at det var firmaet Beauvais, der handlede med postejer og delikatesser i København, som fandt på at udskifte butikkens sprossede ruder med store flader af glas.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Alt, hvad tænkes kan i Retning af Nipssager, Legetøj og nyttige Ting, laa udkrammet i de to smaa Vinduer, og, hvor der var Plads til en Grankvist, var der en. Børnenes Juleroser 1894, tegning af Poul Steffensen

‘Alt, hvad tænkes kan i Retning af Nipssager, Legetøj og nyttige Ting, laa udkrammet i de to smaa Vinduer, og, hvor der var Plads til en Grankvist, var der en’. Børnenes Juleroser 1894, tegning af Poul Steffensen

Peter Faber beskrev det nøje i julesangen: Lygten i butikken blev tændt kl. 16, og set fra den mørke gade var både butik og varer smukt oplyst. Brugen af udstillingsvinduer spredte sig dog først for alvor efter 1857, hvor de første gaslygter blev opstillet i Københavns gader til erstatning for de gamle tranlamper.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Et af de mest berømte billeder af en vinduesudstilling op til jul. Gammel Kongevej i København kort efter år 1900

Et af de mest berømte billeder af en vinduesudstilling op til jul. Gammel Kongevej i København kort efter år 1900

Byen blev oplyst som aldrig før! De nye gaslys strålede om kap med de udstillede varer, og forretningsvinduerne blev større og større. De nye facader åbnede for en helt ny måde at dekorere vinduer på, og butiksejerne slap fantasien løs – også til jul. Snart begyndte forretningsdrivende overalt i Danmark at pynte vinduerne særskilt op til jul.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Svært at nyde juleudstillingen i Daells Varehus i København, når man ikke er større end tobak for en skilling (aok.dk)

Svært at nyde juleudstillingen i Daells Varehus i København, når man ikke er større end tobak for en skilling. Omkring 1960 (aok.dk)

Butikkernes juleudstillinger har altid fået stor opmærksomhed fra byens små og store mennesker. Omkring år 1900 var det ofte elektriske tog, der kørte rundt imellem de udstillede varer, forbi modeller af banegårde eller under tunneller af fint håndmalet blik i et landskab garneret med både vat, glimmer og gran, som vakte stor interesse. Toget imponerede børnene, når de trykkede næserne flade mod de kolde butiksruder, og nye ønsker kom prompte på ønskesedlerne.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Lys i mørket. En vinduesudstilling i Odense (visit-odense.dk)

Lys i mørket. En vinduesudstilling i Odense (visit-odense.dk)

Så pludselig en jul stod der nisser og nissebørn fremstillet af farvede piberensere, små grantræer omkring en lille sø skabt af et lommespejl, samt en snedækket landsbykirke med vinduer dækket af rødt crepepair og oplyst indefra af en lille elektrisk pære. Senere kom alverdens mekaniske nisser til, som både kunne nikke og bukke og skrabe samt bevæge arme og ben og redskaber, mens de boltrede sig i snelandskaber sammen med skovens dyr og fugle.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Årets juleudstillinger var voldsomt populære. Her et godt besøgt vindue i København (aok.dk)

Årets juleudstillinger var voldsomt populære. Her et godt besøgt vindue i København. Omkring 1960 (aok.dk)

Det udviklede sig til de rene udstyrsstykker, hvor de forretningsdrivende næsten dystede med hinanden om at skabe gadens, kvarterets eller byens flotteste, største eller mest mekaniske juleudstilling. Målet var reklame og omsætningsforøgelse, midlet dertil var julen. En god julehandel har jo altid været i stand til at rette op på et økonomisk dårligt år – men nok ikke hvis man vælger at sælge varerne til under Indkjøbspris, som Peter Faber formulerede det i 1847.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Rekonstruktion af vinduesudstilling 1974 i Den Gamle By

Rekonstruktion af vinduesudstilling 1927 i Schous Sæbehus, Den Gamle By

 

Nissegrotten

Det er ikke første gang, jeg griber fat i nisselandskaberne. Allerede den 7. december 2013 var der her på julebloggen et indlæg med titlen Fjern-synet er pyntet med watt. Her redegjorde jeg ganske kort for historien bag begrebet nisselandskaber. Jeg foreslog, at inspirationen til vore tiders nisselandskaber kunne stamme fra forretningernes vinduesudstillinger med nisselandskaber, der greb om sig i 1920’erne.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Nissengrottens ældste del er fra 1917. Materialet stammer fra et træ, fældet i en have i Gentofte

Nissengrottens ældste del er fra 1917. Materialet stammer fra et træ, fældet i en have i Hellerup

Siden da har Den Gamle By som gave i oktober 2015 modtaget et prægtigt nisselandskab, som jeg vil se lidt nærmere på i dette indlæg. Takket være denne gave må vi nu rykke dateringen af de første nisselandskaber endnu længere tilbage i tid.

Nissegrotten, som landskabet blev kaldt, blev påbegyndt i 1917 af giverens morfader, kontorchef Hans Christensen (1882-1952), og færdiggjort af giverens fader i slutningen af 1950’erne.

De ældste dele af nisselandskabet er nissegrotten med huset stående ovenpå. Disse dele er fremstillet af et fyrretræ, der blev fældet i en have på Ahlmanns Allé i Hellerup.

Dernæst fulgte konstruktionen af kirken, som skal forestille Gentofte kirke, og en firelænget gård, der er en kopi af gården Ellegården, som lå i Ugerløse ved Tølløse. Giverens familie besøgte ofte denne gård, og giver har som barn selv været flittig gæst på gården. På den tid hørte der til en større gård ofte også både landarbejderbolig og aftægtshus. Modeller af disse bygninger ses yderst til venstre på billedet herunder. Jeg tror, gården i dag kan være nedrevet, men vejnavnet Ellegårdsvej kan måske give minder om stedet. Nisselandskabets yngste dele er de tre store kasser, som det hele står på, der er lavet af giverens fader sidst i 1950’erne.

Der er i øvrigt indlagt elektrisk lys både i grotten, i det store hus, i kirken og i de mindre huse.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Gentofte kirke og Ellegården

Gentofte kirke og Ellegården til venstre

Nissegrotten har siden 1917 været i familiens eje. Landskabet er gået lidt på omgang i giverens familie, alt efter hvor der var børn, og hvor der havde plads. Hele opstillingen fylder ca. 100 x 100 cm.

I indlægget i december 2013 bragte jeg en illustration fra bladet Vore Damers Jul årgang 1926 med en vidunderlig tegning af et nisselandskab beregnet til placering midt på bordet. I samme blads julenummer 1927 er der en kort gennemgang af legetøj, som børnene selv kunne lave. Det hedder her:

Selvfølgelig kan I lave mange andre forskellige Ting af det Materiale, vi her har talt om, og I kan sammensætte det, saa I faar en hel By ud af det med større og mindre Huse, med Raadhus, Kirke og Mennesker paa Gaden.

 

Jul i Tåderup præstegård 1834

I 1834 skrev sognepræst i Tingsted, Johan Frederik Biering (1785-1867) en lejlighedsvise, som fik navnet Jul i Tåderup Præstegård. Sangen blev afsunget juleaften i Tåderup Præstegård, der hørte til embedet. Lejlighedsvisen er anbragt nederst i dette blokindlæg.

Der er to ting, som gør denne lejlighedsvise særdeles interessant. For det første handler den om juletræet og fejringen af julen på et tidspunkt, da juletræet endnu var forholdsvist sjældent i Danmark.

For det andet er det værd at bemærke ligheden til Peter Fabers klassiker Højt fra træets grønne top, der er skrevet i 1847 – hele 13 år efter Jul i Tåderup Præstegård. Det er ufatteligt spændende, at Peter Faber ikke er den første, som har forfattet en lejlighedsvise om en jul hos en bestemt familie. Ligeledes er det interessant at se, at Højt fra træets grønne top er opbygget på præcis samme måde: med gaver på træet og navn på den person, som gaven er tiltænkt. Selv melodimæssigt er der overensstemmelse.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)

Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)

Kan man nu forklare disse ligheder de to lejlighedsviser imellem? Er det hele blot et sært tilfælde, eller er der en eller andet skjult eller for os i dag ukendt forbindelse de to familier imellem.

Der er lidt for mange sammenfald til, at jeg tror på den første mulighed.

På en eller anden måde må Peter Faber have kendt til Johan Frederik Bierings lejlighedsvise fra julen 1834. Hvordan kan et sådan kendskab være kommet i stand? Min teori er: Polyteknikeren Peter Faber må have kendt den polytekniker, der nævnes i vers 4, og som var søn af lejlighedsvisens forfatter.

Polyteknikeren i vers 4 er identisk med Christian Henrik Biering, født 1813. Han skiftede omkring 1832 studiet af teologi ud med studiet af naturvidenskaber, måske på opfordring af H. C. Ørsted, der i al fald var Christian Henriks vejleder. I året for lejlighedsvisen 1834 blev han alumnus på Ehlers Kollegium. Han underviste i matematiske og fysiske videnskaber. I foråret 1838 tog han polyteknisk eksamen i de anvendte naturvidenskaber. Maj 1838 blev han adjunkt i Rønne. I vinteren 1839-40 var han tilbage i København, men i 1840 blev han ’virkelig adjunkt’ ved Rønne skole. Allerede året efter, i 1841, kom han til Aalborg katedralskole.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Peter Faber (denstoredanske.dk

Peter Faber (denstoredanske.dk)

Vender vi os til Peter Faber, blev han jo født i 1810, altså blot tre år før lejlighedsvisens polytekniker. Faber startede på Polyteknisk Læreanstalt i 1835, hvor en af hans lærere netop var H. C. Ørsted, som jo også havde været vejleder for Christian Henrik Biering. Vi ved, at Christian Henrik Biering blandt andet underviste på Polyteknisk Læreanstalt i matematik og fysik. Det ligger da snublende nært at spørge: Modtog Peter Faber undervisning af Christian Henrik Biering? Peter Faber bestod eksamen i 1840, blot to år efter Christian Henrik Biering. Senere blev Faber inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt.

De to personer Biering og Faber kan vel kun dårligt have frekventeret den samme læreanstalt, Polyteknisk Læreanstalt, i disse år uden at have fået kendskab til hinanden!

Jeg funderer over følgende spørgsmål:  Lærte Peter Faber 1834-lejlighedsvisen at kende i København, hvor han i al fald i årene 1835-38 (og måske tillige i vinteren 1839-40) må have været bekendt med Christian Henrik Biering? Havde Christian Henrik Biering en kopi af faderens lejlighedsvise med til København? Fik Faber en kopi af sangen – eller afskrev han den?

Der synes at være enighed om, at Højt fra træets grønne top oprindeligt blev skrevet til melodien Komme, hvo som komme vil, der i dag bedst kendes under navnet I en kælder sort som kul. Faber brugte ofte denne melodi til sine lejlighedsviser. Lejlighedsviser er jo netop overraskende og ukendte viser, der bedst kan synges på en i forvejen velkendt melodi.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Førstewudgaven af sangen Juletræet, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)

Førsteudgaven 1848 af sangen Juletræet, Sang for Børn, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)

Komme, hvo som komme vil er et digt fra 1795 af Peter Andreas Heiberg. Digtet bærer egentligt titlen Laterna Magica, hvori Heiberg præsenterer en række personer fra Det gamle testamente som en slags billedfilm. Både Biering og Faber benytter samme teknik i præsentationen af de mange familiemedlemmer i deres respektive lejlighedsviser. Bemærk også, at Johan Frederik Biering netop vælger at indlede sin lejlighedsvise med linjen Komme hvo, som komme vil.

Melodimæssigt må vi konkludere, at både Højt fra træets grønne top fra 1847 og Jul i Tåderup Præstegård fra 1834 må være skrevet til samme melodi Komme, hvo som komme vil. Da Hornemanns melodi fra 1848 passer perfekt til Højt fra træets grønne top, ligger det jo i sagens natur, at samme melodi også passer til Jul i Tåderup Præstegård fra 1834.

Peter Fabers lejlighedssang Højt fra træets grønne top, der er blevet synonym med den danske familiejul,  er langt mere forfinet og mundret, men i sit væsen er den en klar aflægger af Jul i Tåderup Præstegård fra 1834. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de to unge polyteknikere har kendt hinanden – og at Peter Faber har fået hele ideen til og opbygningen af sin Højt fra træets grønne top netop fra Christian Frederik Biering i årene 1835-40, som må have medbragt et eksemplar af sin faders lejlighedsvise til København. Antageligt har vi her selveste inspirationskilden til Højt fra træets grønne top!

 

Juletræ i Tåderup Præstegård 1834

1

Komme hvo, som komme vil,

Komme hver en Unge!

Skuer ikkun nøje til,

Mens de gamle sjunge.

Vist I da så smukt vil le,

Når I Eders Navne se

Blandt de grønne Grene,

Blandt de grønne Grene.

 

2.

Jomfru Lise træd nu frem,

Tag Du først din Gave.

Thi vi ved, at Du er slem

Efter mer’ at have.

Du Presenten ta’er jo, om

End fra Anonym den kom,

Ja vel selv fra Ræve,

Ja vel selv fra Ræve.

 

3

Nicoline, væne Mår!

Kom og hid på Scenen!

Og se til, Du hittet får

Hvad dit er på Grenen!

Nu Du dog vel skjule kan

Din Tistilles hvide Rand

Som Dig når til Halsen,

Som Dig når til Halsen.

 

4

Min Hr. Polytekniker!

Mon han vel kan finde,

Hvad på Træet hannem er

Tiltænkt denne sinde?

Dog han dele broderlig,

Og rav ikke alt til sig,

Som han åd Kalkunen,

Som han åd Kalkunen.

 

5

Du som Savn af Klæderne

Idelig på-anker,

Og derfor – hvad alle se

I Sløjkjole spanker.

Trøst Dig nu ved denne Skat!

Snart Du får en Faldehat

Og ad Åre Bukser,

Og ad Åre Bukser.

 

6

Og Du som på Kortet vil

Griffenfeld oplede,

Søg Du op, hvad Dig hør til!

Det er mere rede.

Bliv kun så Kommissionær

For din Moder, men især,

Når hun Smør skal købe,

Når hun Smør skal købe.

 

7

Nu til Storken Raden kom

– det har varet længe –

Se, hvor stolt han ser sig om,

Hvad der end kan hænge.

Gid med Sølibat han sig

Må forsvare drabelig

Og med Trækanoner,

Og med Trækanoner.

 

8

Ene Askefisen nu

Ikkun står tilbage,

O, hvor gram han er i Hu

Efter sit at tage!

Kom da, lille Hr. Patron,

Du vor bedste Husspion:

Tag hvad Dig tilhører,

Tag hvad Dig tilhører.

 

9

Plyndret ses da Træet stå,

Dog vi Håb tør nære,

At I Alle, Store Små,

Nu tilfredse ere;

Altså endnu blot til Rest

Eder en glad Julefest

Vi af Hjertet ønske,

Vi af Hjertet ønske.

(Tusind tak for til Hanne Mikkelsen i Birkerød og Jesper Asmussen i Jægersborg, som satte mig på sporet af Jul i Tåderup Præstegård 1834)


Efter alle julemærker at dømme…

Første juledag var den dag på året, hvor man i det gamle bondesamfund satte de julemærker eller tog de varsler, der skulle kunne forudsige vejrliget hele det kommende år.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Julemærkerne på loftsbjælken (Piø, Bogen om julen)

Julemærkerne på loftsbjælken (Piø: Bogen om julen)

Om morgenen den 25. december skar bonden i en loftsbjælke i storstuen 12 mærker, et mærke for hver måned i det kommende år. Omkring hvert mærke blev der med kridt tegnet en cirkel. De kommende 12 dage frem til Helligtrekonger blev der holdt nøje øje med vejret. Mærkerne blev justeret i forhold til vejret på den pågældende dag.

Som vejret var første juledag, ville det også blive i januar måned. Hvis der var ikke faldet nedbør den første juledag, lod man cirklen stå tom. Varslet betød således, at der igennem hele januar måned ikke ville komme noget nedbør. Hvis det sneede eller regnede hele første juledag, så lavede bonden streger, der symboliserede nedbør, i hele cirklen. Hvis det derimod kun sneede eller regnede første halvdel af første juledag, lavede man streger i den øverste halvdel af cirklen. Så ville der komme nedbør i første halvdel af januar, men blive klart vejr i anden halvdel af januar. Cirklen kunne også inddeles i fire lige store dele, så man kunne angive vejrliget om morgenen, ved middagstid, om eftermiddagen og om aftenen. Systemet kunne varieres meget.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Julemærker på Frilandsmuseet. (common-wikipedia.org)

Julemærker på Frilandsmuseet. (common-wikipedia.org)

Anden juledag fortsatte markeringen på samme måde, men denne gang omkring kridtmærke nummer to på loftsbjælken. De følgende dage blev mærke efter mærke og vejrlig efter vejrlig noteret på samme måde. Julemærkerne blev opsat efter forskellige regler, men der var altid 12 mærker, hvis cirkler blev mere eller mindre udfyldt i overensstemmelse med vejret i de 12 første juledage. Mærkerne blev siddende året igennem.

Efter 12 dage havde bonden så dannet sig et tydeligt billede af, hvordan vejret havde opført sig. Hele spådomskalenderen, som man vel godt kan tillade sig at kalde dette system, virkede så på den måde, at vejrmæssigt ville de følgende 12 måneder blive på samme måde som de 12 første dage efter jul. Hermed var bonden så velforberedt på det kommende år og kunne plan­lægge såning og høst.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Christian IVs skrivekalender med julemærker. Charlotte S. H. Jensen, Rigsarkivet (commons.wikipedia.org

Christian IVs skrivekalender med julemærker. Charlotte S. H. Jensen, Rigsarkivet (commons.wikipedia.org)

Det eneste, der kunne ændre disse vejrvarsler, var vejret den 25. januar, Hellig Pouls dag. Hvis der var solskin den 25. januar, så var det så godt som sikkert, at man fik en god høst – også selvom bondens julemærker sagde noget ganske andet. Et gammelt udsagn lød nemlig, at Pouls Dag driver alle Julemærker ud.

Det er disse julemærker, som har skabt det gamle danske mundheld Efter alle julemærker at dømme, som antyder en løst funderet eller usikker formodning om, at et eller andet vil ske udi fremtiden.

8 grader Spendrup

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup (geni.com)

Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup, født 1747, død 1828 (geni.com)

I 1810 modtog teolog og brændevinsbrænder (hvilken kombination!) Peter Mathias Spendrup en guldmedalje af Videnskabernes Selskab. Årsagen var, at han i 1808 eller 1809 havde konstrueret et alkoholmeter. Frem til 1844 blev Spendrups gradinddeling anvendt af det danske toldvæsen som en officiel målestok for alkoholstyrken i dansk brændevin.

8 grader Spendrup modsvarer for eksempel den moderne alkoholprocent på 47, som er styrken på årets Aalborg Jule Akvavit.

Julen er spækket med gode traditioner. Et af julens faste holdepunkter er, når De Danske Spritfabrikker udsender deres Aalborg Jule Akvavit, der er blevet produceret siden 1982. Firmaets julesnaps er blevet en uundværlig klassiker, når julebordet kræver en ægte luksus-akvavit. Jule Akvavit årgang 2015 er nummer 34 i rækken.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Akvavitten bliver hvert år lavet efter den samme opskrift. Jule Akvavittens fyldige smag bærer præg af, at den er krydret med et destillat af frø fra kommen, dild og fennikel. Julestemningen fuldendes med en svag, men herlig smag af både kanel og appelsin.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver,dk

Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver.dk)

Den specialdesignede flaske bliver hvert år leveret i en ny og elegant indpakning, der emmer af jul og hygge. De gyldne julesymboler på glassets grønligsorte baggrund er netop et udtryk for den blanding af fortid og nutid, som årets Jule Akvavit rummer.

Indholdet er det samme år for år, men hvert tredje år plejer flasken at skifte form. Ja, Aalborg Jule Akvavit er ligefrem kendt for det nærmest skulpturelle design af flaskerne, som lige fra starten i 1982 har gjort årets Jule Akvavit til et eftertragtet samlerobjekt.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Når det er sagt, skal det her nævnes, at Jule Akvavitten 2014 var ganske unik. Flasken var nemlig en enlig svale, der markerede 150-året for Stormen på Dybbøl samt den senere forbrødring på tværs af grænselinjen. Flaskens blide, runde former og glasmassens mørke nuance er tydeligt inspireret af brændevinsflasker fra midten af 1800-tallet.

Aalborg Jule Akvavit har siden starten i 1982 været én lang succeshistorie. Kun en enkelt gang har julesnapsefolket våndet sig, nemlig i 2010. Som en steppebrand bredte nyheden sig landet over: Ingen Aalborg Jule Akvavit til julefrokosten i år! Hele produktionen blev nemlig kaldt tilbage. Det var usikkert, om et farvestof i proppen muligvis kunne være sundhedsskadeligt – og måske ligefrem trænge ned i snapsen.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Produktionen var på lidt under 100.000 flasker til det danske marked; alle blev trukket tilbage. Omkring 5.000 af flaskerne nåede dog at blive solgt videre fra detailforretninger, restauranter, hoteller og grænsebutikker i Danmark, samt toldfrie forretninger i Europa. Da Aalborg Jule Akvavit i forvejen er et yndet samlerobjekt, er der ikke noget at sige til, at de få 2010-flasker, som nåede at blive solgt, i dag forhandles til ret så høje priser.

I dag samles vi med familie og venner omkring det traditionelle julefrokostbord – med årets Aalborg Jule Akvavit i centrum.

Men hvor er årets juleakvavit, selve indbegrebet af det traditionsrige danske julefrokostbord, så fremstillet? I april 2015 blev den sidste Aalborg Akvavit hældt på flaske i Aalborg, hvorefter produktionen blev flyttet til et område udenfor Oslo i Norge. Ak ja – således forgår alverdens herlighed!

Skål! – med måde!

 

Den lille lortespire

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Misteltenen har fået godt fat i et æbletræ

Misteltenen har fået godt fat i et æbletræ i apotekerhaven i Den Gamle By

Misteltenen er en af havens mærkværdigste planter. Den kan med egne rødder ikke vokse i jord, men er tvunget til at halvsnylte sig på et træ, for eksempel frugttræer, tjørn, birk eller poppel. Mistelten kan spredes ved hjælp af fugle, der spiser de klæbrige, hvide bær. For at befri næbbene for den klæbrige masse kører fuglene næbbet frem og tilbage på træets grene. Dette gør det muligt for et bær at hæfte sig. Med tiden borer rødderne sig ind under barken. Bærret kaldes også fuglelim, da det er særdeles klistret. Der skal både han- og hunplanter til for at danne de små, undseelige blomster og efterfølgende bær.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Misteltenen i apotekerhaven i Den Gamle By

Misteltenen med de snehvide bær

Tidligere kunne man finde den vildtvoksende mistelten adskillige steder i de sydlige dele af Danmark. Den er nu yderst sjælden, og vokser i vild tilstand kun få steder på Sydsjælland.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Under en julefest på landet i 1791 kysses der godt og grundigt under misteltenen yderst til højre

Under en julefest på landet ved årsskiftet 1790/91 kysses der igennem under misteltenen yderst til højre (Brown: The Keeping of Christmas 1760-1840)

Julen er jo traditionernes holdeplads. En af juletraditionerne er at hænge en misteltengren op i hjemmet, eller på arbejdspladsen, og kysse den person, der nu tilfældigvis eller helt bevidst måtte stå under misteltenen.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Under misteltenen kysses der her på hånd, mens drengene i baggrunden åbenbart er i færd med at skyde til måls efter det unge pars hatte med snebolde (abali.ru)

Under misteltenen kysses der her på hånd, mens drengene i baggrunden med snebolde åbenbart er i færd med at skyde til måls efter det unge pars hatte. Nytårskort (abali.ru)

Denne juleskik er oprindelig en engelsk tradition, som nu har spredt sig til det meste af Europa. At kysse hinanden under misteltenen kan føres tilbage til oldgamle keltiske frugtbarhedsritualer. For kelterne var misteltenen hellig, og mystikken omkring denne plante har holdt sig gennem tiderne.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Der festes igennem (William Sandys: Christmastide, ca. 1860)

En engelsk julefest (William Sandys: Christmastide, ca. 1860)

Traditionen med kombinationen af mistelten og kys møder vi på dansk grund i slutningen af 1880’erne. Juleaften måtte man kysse enhver pige, der kom ind under en mistelten hængende i loftet, i en lysekrone eller over døren. Hurtigt blev reglerne løsnet lidt, så man også kunne uddele kys igennem hele julen.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Der kysses (telegraph.co.uk)

Så skal der atter kysses (telegraph.co.uk)

Det er nu alligevel en mærkelig kyssetradition. Især da hvis man tænker på, at de to angelsaksiske ord mistel og ten ret beset betyder noget så utiltalende som den lille lortespire eller den lille møgklat på grenen. Navnet hænger selvfølgelig sammen med den kendsgerning, at fugle, der spiser bærrene, efterfølgende klatter på grene i nærheden.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Som Eckersberg i 1817 forestillede sig Balders død (commons.wikipedia.org)

Som C. W. Eckersberg i 1817 forestillede sig Balders død (commons.wikipedia.org)

Misteltenen spiller en vigtig rolle i den nordiske mytologi, hvor den forbindes med Balders død. Balders mor Frigg havde fået alt levende og alt dødt i hele verden til at love, at ingen ville skade eller dræbe Balder.

Hun glemte dog at tage misteltenen i råd, fordi den voksede højt oppe i trækronerne, og derfor var godt gemt af vejen. Det benyttede Loke sig af. Han sørgede for, at Balder blev dræbt af en pil skåret af en mistelten. Måske er det derfor, vi i dag hænger en mistelten op lige over døren, så vi aldrig mere skal miste den af syne?

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Mistelten

Misteltenen, Viscum album, er en gammel lægeplante. Man anvendte pulveriserede stængler og grene og blade

Misteltenen mentes at være virksom mod mange legemlige skavanker såsom astma, betændelser, epilepsi, feber, forstoppelse, gigt, hjertebesvær, hovedpine, kramper, lungeblødninger, tandsmerter, svimmelhed, urolig mave, vattersot, åreforkalkning og åreknuder. Ydermere var pulveret beroligende, blodstillende, sensibilitetsdæmpende hos børn og unge fruentimmere, og stimulerede i det hele taget både bugspytkirtlen og galdeproduktionen. I folkemunde havde misteltenen adskillige navne, blandt andet fuglelim, mestertjene og tjørnekørvel.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Apoteksflaske med pulveriseret misteltenrod fra

Apoteksflaske fra omkring år 1900 med pulveriseret misteltenrod fra Nørresundby apotek

Hvis man selv ønsker at dyrke mistelten i haven, er det med at væbne sig med en god portion tålmodighed. Når misteltenen først har fået sat sig fast på et træ, går der som regel omkring 5 år, før planten i det hele taget kan ses. Hvis man også går og drømmer om at se misteltenen både blomstre og sætte bær, går der yderligere omkring 6-7 år.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Mistelten (Asterix- Lus i skindpelsen) 001

At sanke mistelten til de gæve galleres trylledrik plejer ellers at være en opgave for troldmanden Miraculix, men i albummet Lus i skindpelsen har Obelix påtaget sig jobbet. Han bliver dog her forstyrret ved synet af en masse herlige romere (Asterix: Lus i skindpelsen, 1975)

 

Nytaarsaften 1899

I 1884 udkom første nummer af det prægtige julehæfte Børnenes Juleroser, der for mig står som selve indbegrebet af alle danske julehæfter. Hæftet blev hurtigt en salgssucces. En af årsagerne hertil var, at udgiveren Ernst Bojesen valgte at bruge de bedste danske børnebogsforfattere og tegnere.

Meget afgørende for udviklingen af Børnenes Juleroser var ydermere, at ingen ringere end selveste Johan Krohn, forfatteren til Peters Jul, blev ansat som redaktør. Oplag på over 10.000 eksemplarer var ikke usædvanligt. Børnenes Juleroser fortsatte helt frem til 1930.

En af de bedste danske illustratorer var Alfred Schmidt (1858-1938). Han tegnede i mange år for Børnenes Juleroser. Han var en skarp satirisk tegner, der med en spids pen evnede at indfange morsomme situationer, som gjorde ham elsket over det ganske land. Han tegnede meget gerne næsten moderne tegneserier i striber.

Til hæftet Børnenes Juleroser 1899 tegnede han Aarhundredet skydes ud. En Historie i otte Billeder.

De otte herlige tegninger herunder viser, hvor galt det kan gå, når to forvorpne knægte ganske tankeløst går i gang med at skyde nytåret ind – eller det gamle århundrede ud, som Alfred Schmidt kaldte det.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 1

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 2

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 3

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 4

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 5

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 6a

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 7

Image may be NSFW.
Clik here to view.
scene 8

 

Til slut en løftet pegefinger til bedstefar og de to drenge og hunden Svip: Tænk jer nu grundigt om, og pas så godt på jer selv i aften!

 

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Happy New Year! (facebook.com)

Happy New Year! (Facebook.com)

Godt Nytår til alle!

 

Tak for denne gang!

I går aftes var det Helligtrekongers aften. Den sidste aften i denne jul. I Peters Jul fra 1863 hedder det om denne aften:

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Det er en gammel skik at tænde stearinlys på denne aften, gerne et trearmet Helligtrekongers lys – som børnene gør det herunder i Peters Jul. Hermed markerer man julens afslutning.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Illustrationen til det afsluttende kapitel af Peters Jul

Illustrationen til det afsluttende kapitel i førsteudgaven af Peters Jul

I dag er det så Helligtrekongers dag – 6. januar.

Julesæsonen i Den Gamle By er slut for denne gang. Det har været en dejlig jul, selv om vejret ofte drillede i weekenderne! I tusindvis af gæster har siden starten på julen den 13. november været forbi museet for at se de forskellige juleudstillinger, der hele tiden vokser sig større, den nye julebutik og det nye julemuseum, eller Jul på Torvet. Andre har nydt at spadserer rundt i de gamle og i de nye gader, foretage små juleindkøb, spise en vaniljekrans eller få et varmt glas glögg. Af hele mit hjerte: Tusind tak til jer alle!

Julen er en meget vigtig sæson for Den Gamle By. En stor gruppe medarbejdere fra museets forskellige afdelinger har ydet en dedikeret indsats for at give vore mange gæster så god en oplevelse som muligt. For nogle år siden formulerede min direktør, Thomas Bloch Ravn, det således: Kaffen skal være god, toiletterne skal være rene – og så gør det da i øvrigt ikke noget, hvis der også er noget spændende at se på!  Det er mit håb, at vi også i år har efterlevet disse for enhver seværdighed så vigtige tre punkter.

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Øjebliksbillede fra Ågade

Øjebliksbillede fra Ågade

At være juleinspektør og dermed være med helt fremme i det store apparat, som julen faktisk er, kan kun gøre mig ydmyg. Det er for mig at se en yderst vigtig opgave, at være med til at sikre at over 150.000 gæster på seks uger føler sig velkomne og sat i fokus. Vi prøver på at gøre tilbuddene i julesæsonen så varierede som muligt, at sprede oplevelserne ud over forskellige kvarterer i Den Gamle By og samtidigt også at sprede de forskellige oplevelser ud på alle ugens syv dage. Det er ikke altid let, men jeg håber, vore besøgende har været tilfredse med julesæsonen 2015.

Min opgave som juleinspektør er dog slet ikke koncentreret omkring julen alene. Alle årets højtider er sådan set indbefattet i jobbeskrivelsen, så ret beset burde min titel være noget så uskønt som Højtidsinspektør! Sidste år greb jeg fat i den danske fastelavn. Og hvis jeg ikke kan holde mig fra tasterne, kommer der antageligt et lille indlæg om den danske kyndelmisse…

Forude venter et nyt og spændende år med mange forskelligartede arbejdsopgaver, men jeg håber inderligt, vi ses igen til november!

Image may be NSFW.
Clik here to view.
Når alt jul er skrællet bort, ser juleinspektøren faktisk sådan ud!

Sådan ser juleinspektøren faktisk ud, når al julepynten er blevet fjernet! (geocaching.com)

 

Viewing all 65 articles
Browse latest View live